Skip to main content

Det lydløse massemord

For 90 år siden begyndte massemordet på mindst fire millioner ukrainere. De omkom, da det stalinistiske styre i Moskva ville straffe landets opsætsige bønder, som modsatte sig den tvungne kollektivisering. Derfor skulle de sultes ihjel.

Hungerdøde på fortov i Kharkiv 1932-33. Foto: Holodomor Digital Collections.
Hungerdøde på fortov i Kharkiv 1932-33. Foto: Holodomor Digital Collections.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

29. nov. 2022
6 min

Holodomor. Ordet er ukrainsk. Det betyder »mord ved sult« og betegner det folkemord, som sovjetregimet iværksatte i 1932-33 for at knække ukrainske bønders modstand mod tvangskollektiviseringen.

Mindst fire millioner omkom af sult, da styret i Moskva beordrede konfiskation af alt spiseligt i Ukraine – ned til den sidste kartoffel og sidste sæk sædekorn. Formålet var tredobbelt: Salget af Ukraines korn på verdensmarkedet ville skaffe den kommunistiske stat hårdt tiltrængt valuta. Det kunne afhjælpe mangelsituationen i de russiske storbyer. Og så ville det give ukrainerne en lærestreg.

Folk døde ikke af sult. De blev sultet ihjel. I sin bog Bloodlands beskriver historikeren Timothy Snyder hungerkatastrofen, som almindelige ukrainere oplevede den:

»Overlevelse var en både moralsk og fysisk kamp. En kvindelig læge skrev i juni ’33 til en ven, at hun endnu ikke var blevet kannibal, men ,ikke er sikker på, at jeg ikke er blevet det, når mit brev når frem’. Gode mennesker døde som de første. De, som ikke ville stjæle eller prostituere sig, døde. De, som gav andre mad, døde. De, som ikke ville spise lig, døde. De, som nægtede at slå medmennesker ihjel, døde. Forældre, som modstod kannibalisme, døde før deres børn«.

Skabte bevidst sultkatastrofen

Den sovjetiske leder Josef Stalin lagde sporene til hungersnøden med beslutningen i 1929 om at kollektivisere landbruget. Bevæbnede grupper af kommunistiske aktivister tvang bønderne til at overdrage deres jord, personlige ejendele og boliger til de statslige kollektivbrug – kolkhozerne. Selvejende bønder blev stemplet som kulakker, der skulle »likvideres som klasse«. I godsvogne blev de i titusindvis deporteret og læsset af i den sibiriske ødemark, hvor mange gik til grunde.

Følgen var et voldsomt fald i landbrugsproduktionen og fødevaremangel. I dele af Ukraine udbrød der bondeoprør. Som modtræk gav ledelsen i Moskva ordre til at afskære hele byer og landsbyer fra forsyninger med fødevarer.

Mens hungersnøden voksede, fortsatte bevæbnede aktivister med at ransage bøndernes hjem. Alt spiseligt samt husdyr, såsæd, personlige genstande og husgeråd blev konfiskeret eller ødelagt af »brigader«, som var opflammet af hadpropaganda og konspirationsteorier, der flød fra Kreml. Alene besiddelsen af et glas syltede agurker eller et æg kunne medføre alvorlige repressalier.

Familiemedlemmer og naboer fik hungerrelaterede somatiske sygdomme og døde. Der var beretninger om kannibalisme. I gader og på marker lå ubegravede lig.

»Hungerdystrofi«

Den danske læge og professor i neuromedicin Paul Thygesen (1914-1999) var som ung læge aktiv modstandsmand. Han overlevede et ophold i tysk koncentrationslejr, og forskede efter befrielsen i de overlevendes senfølger. Som den første beskrev han »kz-syndromet« på baggrund af sine undersøgelse af overlevende medfanger. I 1954 dokumenterede han i Ugeskrift for Læger [1] senfølger som mareridt og søvnbesvær, manglende koncentrationsevne, besvimelsesanfald, hovedpine, massiv træthed, svigtende legemskræfter, periodiske diarréer og appetitløshed. Hertil kom de psykiske følger i form af »stemningslabilitet med depressive udsving af psykotisk karakter«, tristhed, irritabilitet og ubeherskede vredesudbrud.

Det lykkedes ikke for denne familie at skjule det sidste korn. Foto: Holodomor Digital Collections.
Det lykkedes ikke for denne familie at skjule det sidste korn. Foto: Holodomor Digital Collections.

»Kz-syndromet« skyldtes ifølge Thygesen udsættelsen for »hungerdystrofi« under fangenskabet. Dens synlige udtryk var ekstrem afmagring, der forvandlede fangerne til levende skeletter. Tilstanden medførte ifølge Thygesen svære fysiologiske ændringer, og hans observationer viste, at de overlevendes »svigtende helbred endnu 6-8 år efter befrielsen har hæmmet eller hindret den sociale gentilpasnings proces«.

Beskrivelsen i Ugeskrift for Lægers artikel har slående ligheder med traumer, som er beskrevet hos overlevende efter den ukrainske Holodomor, og ni år efter befrielsen kunne Thygesen konstatere, »at den sultsvækkedes problemer ikke er løst ved genopfodring«. Og intet pegede på, at de overlevende nogen sinde ville opnå fuld restitution.

»Har aldrig fundet sted«

Sultkatastrofer kendes fra andre verdensdele, men der er en væsentlig forskel, skrev den norske psykiater Leo Eitinger (1912-1996). Han tilbragte en del af sin ungdom i nazisternes dødslejre, og efter befrielsen forskede han i »lejr-syndromet«.

Mennesker og samfund overlever og kommer sig efter naturkatastrofer, krige og pandemier. Men hungerkatastrofen i Ukraine 1932-33 var ikke en naturkatastrofe. Den var menneskeskabt, og dens traumer kan derfor sammenlignes med dem, som er beskrevet for overlevende fra nazisternes dødslejre.

Men der er et twist: Overlevende fra Holocaust befandt sig overvejende i venligsindede og forstående miljøer. Modsat blev overlevende fra Holodomor stemplet som »antisovjetiske elementer«, hvis de talte om deres lidelser, for ifølge den officielle sovjetiske historieskrivning havde Holodomor aldrig fundet sted.

Under hungersnøden var de blevet udråbt som klassefjender og levede – og døde – i en konstant atmosfære af frygt og had fra de nye magthavere. Oven i frygten kommer den kronisk sult som i de sidste stadier kunne udslette deres sidste rest af menneskelighed. Kampen for at overleve forvandlede gradvist normale, psykologisk og moralsk velfungerende mennesker til kannibalistiske rovdyr. At have overlevet kunne i sig selv føles skyldspådragende.

Mange overlevende led under senfølger i form af posttraumatisk stress, depression, angst, skizofreni og selvmord, og undersøgelser har peget på, at traumerne fra Holodomor fortsat mærkes af de overlevendes efterkommere i både anden og tredje generation [2].

Først efter Ukraines selvstændighed blev det muligt at bearbejde det kollektive traume ved at tale åbent om hungerkatastrofen og give den et navn: Holodomor.

Holodomorbenægtelse

Der findes ingen præcise tal for antallet af dødsofre for den menneskeskabte hungersnød. Det bedste skøn taler om cirka fire millioner. Til sammenligning kostede nazisternes Holocaust omkring seks millioner mennesker livet. Når der er usikkerhed omkring dødstallene, skyldes det, at Moskva gjorde alt for at sløre forbrydelsens omfang. Stalin undertrykte opgørelserne fra Ukraine efter folkemordet og gav ordre til at henrette de ansvarlige for folketællingen. At nævne begivenhederne i Ukraine i en samtale kunne medføre fængsling og deportation eller henrettelse.

Uanset antallet af dødsofre skal der lægges et yderligere antal døde til: nemlig de hundredtusinder, som blev skudt eller deporteret til fangelejre, hvor et ukendt antal omkom.

Mens millioner af bønder døde af sult, angreb det sovjetiske hemmelige politi sideløbende den ukrainske nationale identitet. Ukraine skulle russificeres, og i ly af hungersnøden blev ukrainske politikere og intellektuelle udsat for fængslinger, deportation og henrettelser, og som led i russificeringen blev der sat en stopper for udbredelsen af det ukrainske sprog.

Selv om Holodomor udgør et af historiens værste folkemord, har det været relativt ukendt. Det skyldes, at den officielle sovjetiske historieskrivning konsekvent benægtede, at noget sådant havde fundet sted. En benægtelse, som Putins nuværende styre i Kreml fastholder.

I 2017 erklærede talskvinde i det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, over for udenlandske journalister, at den ukrainske regerings brug af ordet »folkemord« om hungerkatastrofen var »politisk ladet« og »modsiger de historiske kendsgerninger«.

Fjerde lørdag i november er officiel mindedag for Holodomor. I 2022 er det den 26. november.

Referencer

Referencer

  1. Hermann K, Thygesen P. KZ-syndromet. Ugeskr Læger. 1954;116:825-836.

  2. Se f.eks. Bezo B, Maggi S. Living in “survival mode:” Intergenerational transmission of trauma from the Holodomor genocide of 1932–1933 in Ukraine. Soc Sci Med. 2015;134:87-94.