Skip to main content

Det metaboliske syndrom og motion

Knut Borch-Johnsen
2. nov. 2005
04 min

Ved et opslag i MEDLINE for perioden 1995-2002 på søgetermen »insulin resistance« finder man mere end 5.500 referencer. Disse arbejder repræsenterer mange forskellige definitioner af begreberne insulinresistens og det metaboliske syndrom, og denne forvirring bidrager til, at der trods mere end 30 års forskning på området fortsat er uklarhed omkring de fysiologiske og helbredsmæssige konsekvenser af insulinresistens.

Epidemiologiske studier har vist, at hyperinsulinæmi og insulinresistens hyppigt optræder sammen med etablerede kardiovaskulære risikofaktorer såsom hypertension, dyslipidæmi, fedme og ændret glukosemetabolisme (diabetes eller nedsat glukosetolerance). Denne clustering af risikofaktorer blev af Reaven i 1988 (1) beskrevet som Syndrom X, senere også kaldet insulinresistenssyndromet og det metaboliske syndrom.

Elleve år efter at Reaven beskrev syndromet, gav WHO syndromet en international definition (2): insulinresistens (defineret ved hyperinsulinæmisk, euglykæmisk clamp-teknik), nedsat glukosetolerance eller diabetes i kombination med mindst to af følgende: hypertension, dyslipidæmi, abdominal eller generel fedme og mikroalbuminuri. Et stort problem ved WHO's definitionen er dog, at den er uanvendelig i dagligdagen, da den definerer insulinresistens på basis af clamp-teknik, en teknik som alene har sin plads i videnskabelige studier, da den er dyr, tidskrævende og forbundet med et ubehag for patienten.

En arbejdsgruppe, der var nedsat af de videnskabelige selskaber for intern medicin, endokrinologi og almen medicin udarbejdede i år 2000 en klaringsrapport om type 2-diabetes og det metaboliske syndrom (3). Arbejdsgruppen foreslog en mere operationel definition som anbefalet af European Group for the Study of Insulin Resistance: fasteplasmainsulin ³25%-kvartil i kombination med mindst to af følgende komponenter: glukoseintolerance (fasteplasmaglukose >6,0 mmol/l), hypertension (>140/90 mmHg), forhøjet fasteplasmatriglycerid (>2,0 mmol/l) eller lavt HDL (<1,0 mmol/l) og fedme (abdominal fedme med livvide >94 cm for mænd og >80 cm for kvinder eller BMI >30 kg/m 2 ).

I en artikel i dette temanummer af Ugeskriftet peger Dela på, at moderat fysisk træning 30-45 minutter tre gange om ugen medfører en nedsættelse af insulinresistensen, og at øget fysisk aktivitet nedsætter blodtrykket og vægten, mens det øger HDL-kolesteroltallet. Øget fysisk aktivitet forbedrer med andre ord den kardiovaskulære risikoprofil. Insulinresistens øger også risikoen for udvikling af type 2-diabetes. Interventionsstudier har vist, at øget fysisk aktivitet - alene eller i kombination med kostomlægning - nedsætter risikoen for udvikling af type 2-diabetes med >50% (4).

Overvægt og fedme er et stigende problem i alle aldersgrupper, og dette præger også den offentlige debat i medierne. Debatten har fokuseret på, hvorfor det går galt, og mindre på hvem der har mulighed for og ansvar for at udviklingen vendes - hvem har ansvaret for forebyggelsen? Det lette svar er: individet selv. Motion er en fritidsbeskæftigelse og må være den enkeltes personlige ansvar. Så enkelt er det bare ikke. Fysisk aktivitet er ikke kun et spørgsmål om løbesko og joggingdragt, men om al den aktivitet, der medfører øget energiomsætning. Teknologiske fremskridt er et generelt synonym for en udvikling, der nedsætter tidsforbrug og energiforbrug. Dette gælder på arbejdet, i skolerne og i fritiden. En nyere leder fra Mayo Clinic Proceedings (5) gennemgår bl.a. eksempler på konsekvenserne for energiforbruget af en stillesiddende livsstil. Hvor vask og polering af en bil »koster« 300 kcal, forbrændes der 18 ved at køre i vaskehallen med bilen, hvor en e-mail til nabokontoret koster 2 kcal at sende, koster det 6 kcal at gå ind og tale med ham i tre minutter. Hvor indkøb via onlineshopping i en time koster 30 kcal, koster indkøb i et indkøbscenter i en time 150-250 kcal. Fremskridt i hastighed, produktivitet og effektivitet medfører med andre ord tilbageskridt i folkesundheden. Disse »fremskridt« sker overalt, i transportsektoren, på arbejdet, skolerne og i fritiden. Derfor har alle disse sektorer et medansvar, også når der skal findes løsninger. Børnehaver og skoler må være deres ansvar bevidst ved at skabe naturlige rammer for fysisk aktivitet og transport. Her har både ledere og politikere et ansvar. Transportsektoren bør favorisere gang, cykling, samt transport med bus og tog, fordi det fremmer folkesundheden. Her har lokal- og landspolitikere et ansvar. Arbejdspladsernes sundhedspolitik bør ikke begrænse sig til en rygepolitik, men bør se bredere på konsekvenser af det stillesiddende arbejde. De få, spirende forsøg med bevidst satsning på personalets sundhed bør understøttes. Gøres der intet, vil problemerne vokse, og diabetes vil så kunne kræve en plads på listen over transport- og arbejdsbetingede sygdomme.

Referencer

  1. Reaven GM. Role of insulin resistance in human disease. Diabetes 1998; 37: 1595-607.
  2. Alberti KGMM, Zimmett PZ for a WHO consultation. Definition, diagnosis and classification of diabetes mellitus and its complications. Part 1: Diagnosis and classification of diabetes mellitus. Genève: World Health Organisation, 1999.
  3. Beck-Nielsen H, Henriksen JE, Hermansen K, Madsen LD, de Fine Olivarius N, Mandrup-Poulsen TR et al. Type 2-diabetes og det metaboliske syndrom - diagnostik og behandling. Ugeskr Læger 2000; 162 (suppl 6): 1-36.
  4. Diabetes Prevention Program Research Group. Reduction in the incidence of type 2 diabetes with lifestyle intervention or metformin. N Engl J Med 2002; 346: 393-403.
  5. Blair SN, Nichaman MZ. The public health problem of increasing prevalence rates of obesity and what should be done about it. Mayo Clin Proc 2002; 77: 109-13.
Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen