Det nytter at forebygge - hvad gør de ved det?

Forebyggende sygehuse, koordineret rehabilitering af hjertepatienter, helbredsundersøgelser og samtaler i almen praksis, interventionsbehandling af patienter med alkoholproblemer er overbevisende eksempler på, at forebyggelse virker og betaler sig, både for patienten og for samfundet. På FAS' efterårskonference blev den faglige - og velunderbyggede - indfaldsvinkel sat op over for den politiske beslutningsproces.

Mindsket pres på sundhedsvæsenet

Bent Hansen, formand for Danske Regioner og formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, indledte sit indlæg med at glæde sig over, at der er blevet endnu mere fokus på forebyggelse og sundhedsfremme såvel lægefagligt som politisk. Den nye sundhedslov ændrer rammerne for forebyggelse og sundhedsfremme: Kommunerne står for forebyggende og sundhedsfremmende indsats over for borgerne, mens ansvaret for den patientrettede forebyggelse deles mellem regioner og kommuner.

Bent Hansen pegede på, at forebyggelse, tidlig opsporing, udbredelse af egenomsorg og rehabilitering er væsentlige elementer i den samlede behandlingsindsats, ikke mindst over for de kroniske patienter. Det vil blive prioriteret højt fra politisk side og med kraftig opfordring til os om at gøre ligeså. Bent Hansen fortsatte: »En faglig kvalificeret indsats på dette område kan nemlig medvirke til at mindske presset på sundhedsvæsenet og reducere udbredelsen af de kroniske sygdomme, da de udløsende risikofaktorer jo ofte er kendte og påvirkelige. Og det ville da være lykkeligt, om et større fokus på forebyggelse og sundhedsfremme kunne reducere antallet af kroniske patienter i fremtiden og på sigt tage toppen af presset på sundhedsvæsenet.«

Bent Hansen fortsatte med at fremhæve, at der i regionalt regi inden for forebyggelse vil være fokus på: større evidens, forskning og uddannelse, patientens egenomsorg, forebyggelsesfremmende incitamentsstrukturer, konstruktivt samarbejde mellem regioner, kommuner og almen praksis og - ikke mindst - en målrettet indsats for at reducere ulighed i sundheden.

Der skal sættes ind lokalt

Karl Bornhøft, formand for Sundhedsudvalget i Nordjyllands Amt, indledte med at pege på det paradoksale, at det lokale sundhedsvæsen er et appendiks til det regionale og uden interesse fra centrale sundhedsmyndigheder eller folketingspolitikeres side: »For alle patientforløb begynder og ender i det lokale sundhedsvæsen. Og det er lokalt, der skal sættes ind, hvis vi skal undgå, at borgerne bliver til patienter.« I Nordjyllands Amt har amt og kommuner siden 1992 indgået lokale aftaler om forebyggelse og sundhedsfremme. I dag har amtet vidtspændende sundhedsaftaler med 25 ud af 27 nordjyske kommuner: genoptræning, tilbud om kostvejledning, rygestopkurser, fysioterapeutisk rådgivning, motion på recept osv.

Karl Bornhøft fremhævede to konkrete, synlige resultater: 1) Sund By Butikker i 20 kommuner med direkte adgang for borgerne til rådgivning og vejledning om sundhedsfremme. Evalueringer viser, at af borgerne kender Sund By Butikkerne og ved, hvad de skal bruges til. 2) Kommunerne og Nordjyllands Amt har vedtaget en fælles politisk vision og målsætning for sundheden, hvor politikerne i kommunerne og amtet har forpligtet sig til at arbejde i samme retning.

Hvis kommunerne i den fremtidige struktur skal løse deres opgave, kræver det, at kommunerne griber opgaven fornuftigt an, at kommunernes handlekraft ikke bliver lammet af fagpolitiske hegnspæle, hvor lægelige specialister får lov at udbrede en forståelse af, at ingen andre end dem selv kan gøre det godt nok, og at regeringen begynder at indse, at smukke ord og gyldne løfter altså ikke er næring til det kommunale sundhedsvæsen alene - men at der skal afsættes langt flere midler til forebyggelsesområdet.

Om sundhedscentre mente Karl Bornhøft, at de er en organisatorisk ramme, ikke nødvendigvis en fysisk ramme, der kan sikre, at sundhedsfremme og forebyggelse får den nødvendige forankring og prioritering i det lokale sundhedsvæsen. Sundhedscentre kan i høj grad spille en vigtig rolle som aflastning af resten af sundhedsvæsenet. Med de kommunale sundhedscentre ser Karl Bornhøft tre muligheder: et redskab til et mere sammenhængende og forebyggende sundhedsvæsen, en bedre koordinering og udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer på tværs af sygehuse, praksissektor og hjemmepleje og en tiltrængt styrkelse af kronikeromsorgen.