Det samarbejdende sundhedsvæsen - en konstant udfordring

Et nært samarbejde mellem almen praksis og hospitalet er nødvendigt for at opnå det bedst mulige samlede forløb for den enkelte patient. Det er også en forudsætning for en rationel udnyttelse af de eksisterende resurser. Det er essentielt at undgå dobbeltundersøgelser, og at hospitalsbehandlingen kan gennemføres ved færrest mulige fremmøder. Dette bliver endnu vigtigere når den tiltagende centralisering kan betyde større afstande til sygehusets specialfunktioner. De oplysninger der videregives fra almen praksis i forbindelse med henvisningen, er af stor betydning for det videre forløb, ligesom epikrisen er af afgørende betydning for den opfølgende behandling.

Viggo B. Kristiansen et al har analyseret, hvordan samarbejdet mellem henvisende læger og Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling på Amtssygehuset i Glostrup havde betydning for det præoperative patientforløb ved ambulant operation for galdesten [1]. Intentionerne i patientforløbet var, at elektivt henviste patienter med ukompliceret symptomgivende galdesten kunne bookes til ambulant operation efter en enkelt forundersøgelse på hospitalet. Forudsætningerne for dette er, at der i henvisningen fra egen læge foreligger en række oplysninger, både om den aktuelle sygdom og om eventuelle komplicerende lidelser. For kun ca. halvdelen af de henviste patienter kunne dette gennemføres. For den resterende halvdel skyldtes det ofte ufuldstændige oplysninger på henvisningen - dette på trods af at forløbet var beskrevet og formidlet til primærsektoren.

Gennem de senere år er der publiceret lignende analyser af patientforløb på tværs af sektorerne [2], og samarbejdet om »det gode patientforløb« har været bredt debatteret [3, 4]. Mange gode initiativer er taget for at optimere det tværsektorielle samarbejde. Etablering af praksiskonsulentordninger, oprettelse af elektroniske informationssystemer og samarbejdet i sundhedsfaglige råd eller specialeråd på tværs af afdelinger og sektorer har skabt bedre muligheder for en kontinuerlig dialog og flere konkrete tiltag for at bedre og effektivisere kommunikationen.

I Hovedstadens Sygehusfællesskab hedder informationssystemet PH:S INFO (www.phsinfo.dk). Systemet indeholder primært beskrivelser af hospitalerne og afdelingerne, visitationsregler, optageområder og lignende, men - ligesom det sker i mange af amterne - udbygges systemet i disse år med kliniske retningslinjer og patientforløbsbeskrivelser for afgrænsede sygdomsenheder. Patientforløbsbeskrivelserne inkluderer i systematiseret form både det præ-, per- og posthospitale forløb. Fælles kliniske retningslinjer er en forudsætning, og forløbsbeskrivelserne bliver til i et nært samarbejde mellem de involverede afdelinger, praksiskonsulentordningen, de sundhedsfaglige råd og praksisudvalgene. Forløbsbeskrivelserne skal ifølge oplægget fra H:S fungere som »vejledende retningslinjer«. Men der skal nok mere til, hvis det skal have en betydende effekt. Mere forpligtende samarbejdsaftaler om opgavefordeling og kommunikation må efterhånden kunne etableres. En holdningsændring, der indebærer en erkendelse af, at vi er ligeværdige samarbejdspartnere i et integreret behandlingssystem, er en af forudsætningerne for en fleksibel patientbehandling [5]. Det bør være god faglig standard, kontinuitet og service, der definerer samarbejdet og opgavefordelingen, under behørig hensyntagen til overenskomster, lægeansvar m.m. Hvis en given undersøgelse foretaget i almen praksis før henvisning til hospitalet kan spare patienten for et ekstra hospitalsbesøg, vil det være naturligt, at undersøgelsen finder sted i almen praksis. Tilsvarende vil en omhyggelig anamnese f.eks. vedrørende komplicerende hjertesygdom give mulighed for, at der allerede på forhånd kan aftales kardiologisk vurdering på forundersøgelsesdagen. Hvis de fælles aftaler skal holdes, er det imidlertid essentielt, at de foreligger nemt tilgængelige, dvs. i elektronisk form på internet. Elektroniske, specifikke henvisninger for veldefinerede patientkategorier kunne herudover sikre en optimal kommunikation. Udfærdiget med en fast skabelon, hvor resultaterne af de relevante forundersøgelser anføres, kunne henvisningen både fungere som huskeliste for den henvisende læge og viderebringe de relevante oplysninger til afdelingen. Galdestenspatienter, der henvises elektivt til eventuel operation, er en oplagt målgruppe.

En videreudvikling til det lidt mere forpligtende af de tiltag, der allerede er godt i gang mange steder, vil bidrage væ-sentligt til, at man kan opnå sammenhængende rationelle patientforløb og sikre kvalitet, kontinuitet og service på laveste effektive omkostningsniveau.