Skip to main content

»Det ser nu ud til, at der er signifikant længere mellem dødsfaldene«

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

22. jun. 2012
2 min.

Kun hver anden patient med den livstruende sygdom akut myokardieinfarkt (AMI) fik tilbudt alle ni elementer i den evidensbaserede AMI-pakke, som blev indført på Hospitalsenheden Horsens i forbindelse med Patientsikkert Sygehus. Det viste en audit, før projektet startede.

»Det var virkelig en øjenåbner for os«, siger overlæge Karen Dodt og fortsætter:

»Før vi gik i gang med at måle hver måned, troede vi, at vi gjorde det rigtige hver gang. Det er jo velkendte principper, som vi troede, at vi fulgte nat, dag, sommer og vinter. Det motiverende os virkelig til at gøre noget ved det«.

Hvert år dør 4.000 patienter af AMI i Danmark. En måned efter indlæggelse er dødeligheden omkring 15 pct.

De ni elementer i AMI-pakken skal derfor medvirke til at nedsætte dødeligheden og er en af drivkræfterne i at sikre, at Patientsikkert Sygehus' overordnede mål om færre dødsfald og skader indfries.

»Den audit, vi lavede forud, var klart med til at motivere og engagere hele personalet i at indgå i projektet. Det er essentielt med vedvarende ledelsesfokus og engagement, men lige så vigtigt er det, at hele personalet er motiveret og inspireret«, siger Karen Dodt.

Det blev indført tjeklister, lommekort til læger og sygeplejersker, oversigtstavler med markering af AMI-patienterne, undervisning og supervision, ligesom patienter og pårørende er blevet inddraget.

»Vi bliver nødt til at tænke hospitaler som risikoorganisationer på niveau med fly- og rumindustrien. Vi skal også gå efter en nulfejlskultur, men det er vi ikke vant til. Det kræver et helt andet set-up med meget mere strukturerede arbejdsgange og tjeklister, ligesom inden et fly går i luften. Skal vi forbedre patientsikkerheden, kræver det, at vi erkender, at vi har et sikkerhedsproblem. Vi skal identificere huller og lukke dem. Og sikre os, at vi gør det rigtige hver gang, derfor er pakkekonceptet sammen med de løbende målinger så interessant«, siger Karen Dodt.

Hurtigt oplevede hospitalet, at flere patienter fik den fulde AMI-pakke. Af de 25-30 månedlige AMI-patienter er det i dag i snit 94 pct., der får alle ni elementer - hvis ikke noget bevidst er fravalgt og dokumenteret i journalen. Og der har været måneder med 100 pct. opfyldelse.

»Det glædelige er, at det nu ser ud til, at der er signifikant længere mellem dødsfaldene hos patienter med AMI. Og det ser ud til at falde sammen med, at stort set alle patienter med AMI nu får hele pakken hver gang«, siger Karen Dodt og fortsætter:

»Resultaterne har klart motiveret alle medarbejdere voldsomt til at fortsætte med at sætte patientsikkerheden i fokus hver dag året rundt. Nu er det bare vigtigt, at vi fastholder de gode arbejdsgange i årene fremover - også i en travl hverdag«.