Skip to main content

Det sidste barn

Journalist Morten Seifert, morten@uncial.dk

5. dec. 2005
6 min.

I 2003 blev den internationale kamp mod polio truet af et sygdomsudbrud i Nigeria. Med få hundreder årlige tilfælde på verdensplan stod verden ellers på tærsklen til den definitive udryddelse af sygdommen, der i det foregående århundrede havde ramt millioner af børn; gjort dem handicappede for livet eller slået dem ihjel.

Historien om hvordan en enkelt læk i Nigeria fik polioepidemien til at bryde ud og straks brede sig til andre lande, er også historien om, hvilken kraftpræstation det hidtidige globale polioudryddelsesprogram faktisk har været.

Udryddelse uden sidestykke

Global Polio Eradication Initiative, GPEI, blev lanceret på WHO's topmøde, World Health Assembley, i 1988. Længere er det faktisk ikke siden, at 125 lande var polioendemiske, og virus lammede eller dræbte 400.000 børn om året. I løbet af 15 år - fra 1988 til 2003 - var mere end to milliarder børn blevet vaccineret. Det Globale Polio-program støttes af stærke kræfter som WHO, det amerikanske center for sygdomskontrol og Rotary International, og de samlede investeringer i at udrydde sygdommen løber op i 26 milliarder kroner. I 2003 så investeringen ud til at have givet det håbede afkast: Fore-komsten af polio var faldet med 99 procent.

Tusinde nye tilfælde om dagen i 1988 var i 2003 reduceret til under tusinde tilfælde om året i hele verden.

Dansk film om polio

Optimismen var stor i starten af årtusindet. Så stor at den danske filminstruktør Merete Borker lod sig inspirere til en dokumentarfilm om polio; en dokumentarfilm som skulle fortælle om en af verdenssamfundets fælles succeser.

Ved en tilfældighed havde hun fået daværende vaccinationsansvarlige i WHO, Bjørn Melgaard, til bords ved en fødselsdag. Hun fortæller:

»Da jeg hørte om den succes, man havde haft på verdensplan med udryddelsen af polio, blev jeg inspireret til at lave en film om det. Jeg syntes, det var lidt af en succeshistorie. Man hører så mange dårlige FN-historier, så jeg syntes det var vigtigt at vise, at det også kan gå godt, at man kan gøre noget, der kan forene os som mennesker.«

Uforudsete problemer

Merete Borker gik i gang med forberedelserne til sin dokumentarfilm. Med støtte fra blandt andet Det Danske Filminstitut fik hun mulighed for at filme vaccinationskampagner i isolerede områder af Indien og Nigeria.

»Jeg startede faktisk på filmen helt tilbage i år 2000. Dengang var der ikke så mange problemer. Jeg troede, at det ville gå let med udryddelsen af polio. Jeg havde lyst til at fortælle historien om, at man kan udrydde en sygdom i fællesskab.«

Men under optagelserne til filmen skete der noget, der tvang Merete Borker til at ændre sin opfattelse af problemet. I 2003 ramtes Nigeria af en polioepidemi, der siden nåede at brede sig til 17 lande. Studier af virussets genetik dokumenterede, at det i alle 17 lande kunne føres tilbage til Nordnigeria.

Det var et alvorligt tilbageslag for kampen mod polio, og Merete Borker måtte justere konceptet for sin film.

I stedet for blot at fortælle om sejren over sygdommen, handler en stor del af filmen netop om problemerne i Nigeria. Filmen er kommet til at hedde »Det sidste barn«. Det refererer til, at indtil det sidste barn er vaccineret, er hvert eneste poliotilfælde en trussel mod alle verdens børn.

Den 59-årige filminstruktør fortæller om, hvordan USA-paranoia i Nigeria var med til at skabe forudsætningerne for epidemien:

»På grund af 11. september og krigen i Irak, var der en stor skepsis mod vaccinen blandt muslimerne. Ude i de små hytter hang der plakater af Osama Bin Laden. For dem er FN en del af vores verden, og så bliver de skeptiske. Det er uhyggeligt, at 11. september sætter sig spor helt ned i et vaccinationsprogram,« siger hun således.

Lokalbefolkningen mistænkte vaccinationsprogrammerne for at være en del af et amerikansk komplot, hvis ultimative mål var at udrydde muslimer. Nogle sagde, at vaccinen indeholdt hiv, andre at det ville sterilisere børnene, så de ikke kunne få børn senere i livet. Mange kvinder nægtede derfor at lade deres børn vaccinere.

Denne mistro var en af grundene til, at immuniseringsprogrammet i Nigerias muslimske nordlige delstater blev mangelfuldt, og kort efter brød polio ud.

»Folks mistro blev styrket af, at poliovaccinen skal gentages så ofte. De synes, der er så mange andre problemer at slås med; der er andre sygdomme, de har ikke noget mad. Så de undrer sig over, hvorfor vi skal gøre så meget ud af netop polio?« siger filminstruktøren.

Situationen under kontrol

I dag er immuniseringen ved at være lige så udbredt i Nigerias nordlige stater som i resten af landet. Merete Borker havde mulighed for at følge, hvordan WHO angreb problemet. Hun fortæller:

»Det lykkedes at skaffe poliovaccine produceret i det muslimske Indonesien. WHO lagde et stort arbejde i at overbevise imamerne om, at man kunne være tryg ved vaccinen. Via imamerne kunne man nå høvdingene, og så lykkedes det efterhånden at overbevise kvinderne om at lade deres børn vaccinere.«

Dækningsgraden på poliovaccinen i Nigerias nordlige stater er nu 85 procent og nærmer sig det nationale gennemsnit på 90 procent. Det skal ses i forhold til dækningsgraden på bare 50 procent i 2004.

Eftervirkningerne af epidemien udtrykker sig dog endnu tydeligt i statistikken. Med 38 procent af alle verdens nye tilfælde er Nigeria stadig det land, der er hårdest ramt af polio.

I kølvandet på polioudbruddet i Nigeria og de efterfølgende udbrud i andre lande blev et gigantisk vaccinationsprogram med fem synkroniserede kampagner i 23 afrikanske lande gennemført i 2004-2005. Det har dæmmet op for spredningen i de omkringliggende lande.

De store vaccinationsprogrammer er kun mulige med en enorm mobilisering af engagerede frivillige til at gennemføre de mange vaccinationer.

»Det, der gjorde størst indtryk på mig under arbejdet med filmen, var det kæmpeengagement de nigerianske kvinder lagde for dagen i vaccinationsprogrammerne. De kæmper virkelig.

De tager ud midt i ramadanen. Det er kvinder, der med begejstring, humør og en kæmpe overtalelseskraft gennemfører de her vanskelige ting,« siger Merete Borker.

På trods af de problemer, hun har set under sit arbejde med filmen, tror hun på, at det vil lykkes verden at udrydde polio; at vi snart har vaccineret det sidste barn.

Merete Borkers film »Det sidste Barn« havde premiere den 23. november, blandt andet på DR2, hvor den vil blive genudsendt i 2006 (datoen er endnu ikke fastlagt). Filmen kan lånes på bibliotekerne eller købes online på Filminstituttets hjemmeside katalog.dfi.dk Læs mere på: www.polioeradication.org/

Global nyheder: kort nyt
Luftforurening dræber 400.000 årligt
> Kina

Kinas økonomiske boom har haft en pris: 16 af verdens 20 mest forurenede byer ligger i dag i Kina. Landet oplever i disse år en voldsom vækst i bronkitis, lungefibrose, tuberkulose og lungekræft. Det skyldes, at mere end 100 millioner kinesere bor i byer, hvor luftforureningen kan nå kritiske højder. Det kinesiske Akademi for Miljøplanlægning anslår, at luftforureningen koster 411.000 menneskeliv om året. Eksperter fra akademiet siger dog, at der er tale om et meget konservativt skøn, og at det reelle tal kan være betydeligt højere. Oven i købet skønnes det, at for-ureningsniveauet i Kina vil firedobles i løbet af de næste blot 15 år. (The Lancet)

Kroniske sygdomme skyld i 80% af dødsfald
> Kina

Ændring i livsstil gør også kineserne sårbare over for kroniske sygdomme. Kredsløbssygdomme og kræft er de alvorligste dræbere. Kroniske sygdomme anslås at være skyld i 80% af alle dødsfald i kæmpelandet. Fedme er endnu et begrænset problem, men Kina kan se frem til en decideret fedmeepidemi i anden halvdel af århundredet, fordi 20 procent af de 7-17-årige er overvægtige. En national plan for forebyggelse af kroniske sygdomme vil blive færdiggjort senere på året. (The Lancet).