Det skete noget mærkeligt på vej til psykiaterens kontor - lægen forsvandt

Dette er min oversættelse af Randolph M. Nesses omskrivning af titlen på klassikeren A funny thing happened on the way to the Forum, som Nesse brugte som konklusion på et foredrag ved den amerikanske psykiaterorganisations årsmøde i Atlanta 2005, om hvad der skete med den vestlige psykiatri i den sidste tredjedel af det 20. århundrede.

I mere end 100 år har man registereret en markant overdødelighed blandt psykisk syge, også når der korrigeres for selvmord. Årsagerne gennem 100 år har været forskellige. Det seneste kvarte til halve århundrede har de været somatisk sygdom fra stort set alle organsystemer blandt stort set alle psykiatriske sygdomme [1], der især har været udtalt blandt langtidssyge personer med skizofreni [2], der også frembyder en stor somatisk sygelighed [3].

Gisningerne om årsagerne hertil er mange. »Lægens forsvinden« fra psykiatrien i perioden fra 1970'erne til århundredets slutning og den massive nedlæggelse af psykiatriske sengepladser er blandt de hyppigst foreslåede.

Måske har også forskellige prioriteringer en betydning. F.eks. er politisk og anden offentlig interesse for langtidssyge personer med psykose hovedsagelig mediebåret og oftest forbundet med tragiske enkelthændelser, ophobning af uforklarlige dødsfald på socialpsykiatriske institutioner, alvorlige voldsepisoder og lignende. Denne begrænsede interesse for langtidssyge psykiatriske patienter eksisterer på trods af, at ca. 7.000 personer årligt oplever en last episode psychosis (4), dvs. seneste psykotiske recidiv, og på trods af, at vores viden om de mange komplikationer til langvarige psykotiske sygdomme er massiv [4].

En anden prioritering gør sig måske også gældende? Der er en stigende tendens til, at læger ikke anvender deres tid fuldt ud til det, de er sat i verden for (diagnostik, behandling, forskning og uddannelse). Det er således et givet vilkår, at f.eks. registreringer til kontrolforanstaltninger som nationale indikatorprojekter, danske kvalitetsmodeller og lignede skal udføres, og det uagtet at de, uanset hvordan de markedsføres, ikke kan defineres som patientnært arbejde. Tiden til sådanne administrative foranstaltninger kan kun tages et sted fra; det kliniske arbejde.

Videbech og medarbejdere publicerer i dette nummer af Ugeskriftet en undersøgelse af somatisk og psykiatrisk status blandt et socialpsykiatrisk klientel. Den undersøgte population synes at være så belastet, psykiatrisk, somatisk og adfærdsmæssigt, at den nødvendige lægelige og sygeplejefaglige indsats næppe kan effektueres i socialpsykiatrisk regi. Dette illustreres f.eks. ved at en tredjedel af beboerne var indlagt i gennemsnit mellem en og fem dage pr. måned.

Det undersøgelsesprogram, som forfatterne gennemførte, kunne være model for et rutinemæssigt program, inklusive nødvendige indlæggelser, somatisk speciallægekonsultation mv. - opgaver der synes at overstige en socialpsykiatrisk institutions formåen.

I 1999 rejstes spørgsmålet om deinstitutionaliseringen - eller reinstitutionaliseringen (fra sygehus til social institution) - var gået for vidt [5]. Videbech og medarbejderes undersøgelse rejser endnu en gang spørgsmålet, om de lægelige og sygeplejefaglige opgaver i forbindelse med behandling, pleje og omsorg af svært psykisk syge overstiger, hvad en socialpsykiatrisk institution kan klare. Det skal således afslutningsvis foreslås, at man overvejer at rykke balancen i behandlingen af svært psykisk syge mod et psykiatrisk sygehusvæsen, hvortil »lægen nu er vendt tilbage«.

Korrespondance: Povl Munk-Jørgensen, Enheden for Psykiatrisk Forskning, Aalborg Psykiatriske Hospital, DK-9000 Ålborg.

E-mail: pmj@rn.dk

Interessekonflikter: Ingen