»Det stresser mig ikke at tage ansvar for at holde et andet menneske i live«

Paul Peterslund er stadig i løbetøj, da han tager imod på Svendborg Sygehus, hvor han netop har afsluttet sin introduktionsstilling i anæstesiologi. Han er løbeleder for den lokale afdeling af »Yngre Lægers løbeklub«, og i dag har han været af sted med en håndfuld af de mere standhaftige.

Det har været et godt og lærerigt år på hospitalet i det sydfynske, fortæller han fra en altan på tredje sal, hvorfra der er udsigt til Svendborgssund.

»Jeg har været glad for alle mine ansættelser, og det er et kæmpe privilegium at være læge. Men det er først nu, i min introduktionsstilling i anæstesiologi, at jeg har følt mig som en rigtig læge«, siger Paul Peterslund.

Egentlig ville han gerne have været børnelæge, og en ældre kollega rådede ham derfor til at søge introduktionsstilling i anæstesien, fordi det ville give ham et godt udgangspunkt. Men nu, et år senere, er han blevet så bidt af anæstesiologien, at han i stedet søger hoveduddannelse inden for det speciale.

»Det, som begejstrer mig mest ved anæstesien, er, at man føler sig virkelig brugbar. Der er mange steder, hvor der er brug for os, og jeg synes, det er super tilfredsstillende at have den her specialfunktion, hvor vi servicerer hele hospitalet«, siger han.

De mange løse ender

Paul Peterslund har i sin KBU været på forskellige hospitalsafdelinger og har derved stiftet bekendtskab med en vifte af specialer inden for intern medicin samt psykiatrien. Men selvom det har været spændende og lærerigt, er der især ét forhold, der afholder ham fra at søge i de retninger.

»Jeg kunne brænde for rigtig mange ting. Men jeg tror, at jeg ville brænde ud i intern medicin. Man får som læge ansvaret for tusind ting uden tid nok til nogensinde at få det fulde overblik over, hvor meget man helt præcist har ansvaret for. Hvor langt rækker mit ansvar, hvornår bliver patienten set af en læge igen, hvornår er der en, der følger op på det, jeg har gjort? Og selvom patienten kommer ind og får kureret en lungebetændelse, hvad så med det miserable liv, vedkommende ellers lever? Hvem tager fat i det? Jeg har stor respekt for interne medicinere, for hold op, jeg synes, de bliver kørt hårdt«, siger Paul Peterslund.

Han kalder anæstesiologien for en slags pedelfunktion. Man kommer rundt og hjælper til, hvor der bliver kaldt på en, og – som han udtrykker det – kan anæstesilægerne kun tre ting: Sørge for, at patienterne får luft, får transporteret blod rundt, og at de ikke har ondt. Konkrete opgaver, man kan forholde sig til.

»Det er tre ret væsentlige ting, og jeg synes ikke, at det er stressende at tage ansvar for at holde et menneske i live. Det kan jeg finde ud af, for jeg ved, hvilke muligheder jeg har. Hvad der derimod kan stresse, er, når man som læge ikke ved, om man får bundet alle knuder ordentligt, og hvornår mit ansvar som læge for den enkelte patient slutter«, siger Paul Peterslund.

Den gode død

Det har gjort stort indtryk på den unge læge, at man inden for anæstesiologien så ofte står ansigt til ansigt med døden. Men ligesom han føler, at han gør en forskel, når han er med til at redde et andet menneskes liv, kan han i dag også glæde sig, hvis han oplever en patient få en god og værdig død.

»Jeg havde på et tidspunkt en ældre kvinde, der havde dårlig vejrtrækning og skulle have støtte. Vi havde på forhånd sat et maksimum for, hvor meget behandling hun skulle have. Jeg talte med hende om, at vi nu prøvede med NIV (noninvasiv ventilation, red.) og noget mere medicin. Det var hun med på. Men efter fem minutter fik hun møjsommeligt skubbet masken af og sagde: »Ring til børnene«. Underforstået: »Nu vil jeg gerne dø«. Vi brugte natten på at holde hende i live, så alle hendes børn kunne komme og få sagt farvel, og så stoppede vi den aktive behandling og lindrede hende for hendes lufthunger. Hun døde ved morgenstund. Det var rigtig fint, men også en surrealistisk oplevelse at kunne glæde sig over, at man havde været medvirkende til, at en ældre dame døde«, siger Paul Peterslund.

Lægelivet som delefar

Lige nu er Paul Peterslunds udfordring at få en hoveduddannelsesstilling i anæstesiologi. Han håber, det lader sig gøre i Svendborg eller Kolding. Meget længere mod nord eller øst er kun en mulighed på papiret.

Han har to børn på henholdsvis seks og ti år, og for nogle år siden blev han skilt fra deres mor, der ligesom han selv bor på Sydfyn. Børnene har han hver anden uge, og han vil ikke gå på kompromis, når det gælder samværet med dem.

»Det, at jeg ikke er sammen med deres mor, betyder jo, at jeg på en eller anden måde har mistet halvdelen af deres liv. Det er sindssygt frustrerende, og jeg vil ikke miste mere. Omvendt har jeg heller ikke lyst til ikke at udnytte den her sindssygt fede uddannelse mest muligt«, siger han om det dilemma, han befinder sig i.

I de uger, hvor Paul Peterslunds børn er hos deres mor, giver han den ekstra gas på arbejdspladsen, og så har han også stor hjælp fra sine egne forældre, der hellere end gerne træder til, når det brænder på.

Selvom familielivet giver udfordringer, har Paul Peterslund dog langtfra skruet ned for sine faglige ambitioner. Han vil gerne ud at rejse med Læger uden Grænser, når hans børn bliver større, og en ansættelse i Forsvaret synes han også lyder spændende. Lige nu er han i gang med at finde ud af, om han kan komme i arbejde et halvt år i Grønland. De tre første måneder uden børn og de tre sidste med – en aftale, hans ekskone er helt indforstået med.

For flere af Paul Peterslunds kollegaer gælder det, at de først er ved at stifte familie nu. Når han betragter dem, glæder han sig over, at hans egne børn efterhånden er store, selvhjulpne og sover igennem om natten.

»Det må være så stressende at få små børn, når man skal til at gøre karriere under diverse tidsfrister. Mine kan jo en masse selv. Jeg får rigtig meget energi af at være sammen med dem, ligesom jeg får rigtig meget energi af mit arbejde. Selvfølgelig er jeg træt om aftenen, men jeg glæder mig næsten altid til næste dag og føler mig meget privilegeret«, siger Paul Peterslund.

Læs alle artiklerne fra sommertillægget i Ugeskriftets arkiv