»Det tilfører mit liv stor værdi at være læge for patienter, der fejler mange ting«

Cecilie Amstrup har denne mandag set 30 patienter, talt med 24 under telefontiden i morges og besvaret 22 korrespondancer. Dertil kommer supervision af lægehusets to sygeplejersker plus det løse.

Men hun lader sig ikke mærke af, at hun i dag har været eneste læge i lægehuset her på Tovegade i Pandrup i Vendsyssel, hvor hendes kompagnon holder ferie, og uddannelseslægen er syg.

Kaffen erstattes af en dåsecola, og så er 37-årige Cecilie Amstrup ellers klar til at tage imod.

»Ja, det er efterhånden gået op for mig, at jeg er sådan en slags præmiekanin og derfor en god historie«, ler Cecilie Amstrup på spørgsmålet om, hvad hun ville svare, hvis f.eks. Sundhedsstrukturkommissionens formand måtte spørge hende til råds om, hvordan man sikrer, at flere nyslåede almenmedicinere gør som Cecilie: slår sig ned dér, hvor der er langt mellem lægerne, og hvor mange patienter ikke har et reelt lægevalg, men må forlade sig på regions- eller udbudsklinikker.

For selvom man umiddelbart ikke kan høre det, er Cecilie Amstrup født i Søborg og opvokset i Hellerup og København K, hvor hun blev taget med til både ballet og opera. Hun har gået på Christianshavns Gymnasium og efterfølgende boet på Nørrebro og er dermed indbegrebet af det, man her i det nordjyske opfatter som en ærkekøbenhavner.

»For mig er det, at jeg er flyttet fra København og har købt praksis i den anden ende af landet, sket organisk. Det er derfor først, når jeg reflekterer over de spørgsmål, folk stiller mig, at jeg kan sætte ord på, hvorfor det er blevet sådan.

Jeg ville ikke have kunnet planlægge den transformation, der er sket i såvel mit arbejds- som privatliv.

Men når det er sagt, er det min erfaring, at der er omstændigheder, der er afgørende for, at unge læger som mig ikke skræmmes væk af at arbejde herude, hvor der virkelig er brug for os. Ikke mindst at der her er tid til at behandle patienterne ordentligt og respektfuldt«, lyder det fra Cecilie Amstrup.

Det vender vi tilbage til.

Grænser for kræsenhed

Cecilie Amstrup blev færdig som almenmediciner for et år siden, og blot fem dage efter begyndte hun som kompagnon i samme praksis, hvor hun for knap ti år siden landede mere eller mindre tilfældigt.

Efter embedseksamen på Aarhus Universitet var hun i 2014 fast besluttet på at skulle tilbage til København. Men da hun skulle vælge KBU-forløb, trak hun et højt lodtrækningsnummer, og udvalget var derfor beskedent.

»Jeg har på det tidspunkt ikke kørekort og at skulle pendle til f.eks. Slagelse er ikke attraktivt.

I Nordjylland vil jeg derimod kunne slippe for at pendle, hvis jeg vælger akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital. Aalborg er også en storby, så her indleder jeg min KBU. Jeg er glad for at være der, og da jeg skal i praksis, vælger jeg blandt mulighederne uden for Aalborg praksissen i Pandrup. Jeg har på det tidspunkt aldrig hørt om Pandrup, men det er det bedst anmeldte, når det kommer til busforbindelse«.

Da KBU’en var overstået, var der sket noget. Cecilie Amstrup skulle ikke længere hjem til København.

Hun skulle heller ikke være hverken akut- eller lungemediciner, som ellers havde været planen. Hun skulle være almenmediciner og valgte at forblive i det nordjyske.

»Først og fremmest giver det megen mening for mig og tilfører mit liv stor værdi at være læge for patienter, der fejler mange ting, og som oveni ofte trækkes med sociale problemer og ligger i den nedre ende af indkomstskalaen. Dem er der mange af i et område som her, og jeg oplever allerede under min KBU at kunne hjælpe dem og være til gavn.

Jeg er ikke drevet af hverken altruisme eller af et særligt kald.

Men jeg er optaget af at udjævne ulighed i sundhed, og at de svageste og mest udfordrede patienter bliver hjulpet godt. Og det indser jeg, at jeg kan gøre i Pandrup.

Min kompagnon og jeg har besluttet, at vi vil sætte tid af til de sygeste og mest sårbare patienter frem for at have fokus på at optimere vores indtjening«, siger Cecilie Amstrup og fortsætter:

»Derudover forsøger jeg at efterleve det, som en klog overlæge sagde til mig undervejs i min uddannelse: ,Du kan være kræsen på enten specialet eller geografien’ – det gælder så netop ikke hverken almen medicin eller psykiatri, hvor man kan tillade sig at være kræsen på begge parametre.

Men den lære, jeg har taget med, er, at man bliver nødt til at gå på kompromis – man kan ikke få alle forventninger indfriet ét sted.

Hvis jeg gerne vil have fleksibiliteten til at indrette klinikken, som jeg vil, og afsætte den tid til patienterne, som jeg synes, er nødvendig, kan jeg ikke gøre det alle steder. Jeg har mulighed for det her i Pandrup, hvor udgifterne til f.eks. husleje er mindre, end hvis vores praksis lå i en større by.

Dertil kommer, at vi, fordi vi er et lægedækningstruet område, har haft mulighed for også at ansætte en læge. Det betyder, at vi lige nu er to en halv læge til to lægers arbejde, og at vi kan tillade os at sætte en halv time af til en multimorbid patient eller i nogle tilfælde en time til den første konsultation med en ny patient, som vi skal lære at kende.

Samtidig har vi arrangeret os, så vi også tilgodeser vores særlige interesser. Det betyder f.eks., at vi ikke har uddelegeret alle de lettere ting til andre faggrupper. Vi læger foretager selv celleskrab og rutinemæssige børneundersøgelser. Det kræver ikke så meget af os rent emotionelt, og de opgaver gør, at vi netop har overskud til de mere komplicerede patienter«.

Det skal være rart at gå på arbejde

Ville du kede dig, hvis du sad i en praksis i Hellerup eller Indre By?

»Patienternes kompleksitet hér tiltaler mig, og jeg ville savne bredden i arbejdet.

Jeg ved, at de fleste af mine kolleger i København f.eks. ikke anlægger spiraler. Det gør jeg her, da der er meget langt til en gynækolog (der er tre gynækologer i hele Nordjylland, red.). Falder man og vrider om på foden, kommer man først her i lægehuset, ligesom vi fjerner mange dimser og gevækster.

Jeg får således lov til at være klassisk familielæge, der laver lidt af hvert, og det bekommer mig godt«.

Endnu en grund til at Cecilie Amstrup har besluttet sig for, at hendes lægeliv skal udspille sig i det 400 kvadratmeter store gulstenshus fra 1960’erne i to etager og med egen skadestue, er, at hun allerede som KBU-læge oplevede en høj grad af psykologisk tryghed her på matriklen.

»Psykologisk tryghed/sikkerhed er et af de nye buzzwords, som jeg ikke kendte til, før jeg stødte på det under et foredrag. Jeg havde blot under mit uddannelsesforløb haft oplevelsen af, at det var rart og trygt at være her, og at jeg glædede mig til at gå på arbejde.

Og sådan er det fortsat. Vi tør åbne op for vores tvivl, usikkerhed og uenigheder og er ikke bange for at indrømme, hvis vi begår fejl. Og det gælder hele personalet.

Det, der fylder hos mange af KBU-lægerne, er frygten for at begå fejl, og at man får en klagesag, og derfor er det vigtigt at sikre, at vi i almen praksis har hinandens ryg, at vi prioriterer supervision og værner om den psykologiske sikkerhed.

Vores slogan her i lægehuset er, at det skal være rart at komme her både som læge, personale og patient«.

»Du skulle være kommet i går«

Cecilie Amstrup understreger flere gange, at hun ikke har foretaget et fravalg af hjemstavnen København eller for den sags skyld andre større byer, men at Pandrup er et tilvalg.

»Jeg havde simpelthen lyst til at forblive her. Ud over at jeg ikke er bundet af at skulle oppebære en høj indtjening, men kan tage den tid, som der er brug for til patienterne, har det også spillet ind, at jeg igennem årene i Nordjylland har opbygget et fagligt netværk, der har haft betydning for, at jeg undervejs i min videreuddannelse blev både TR og FTR, en del af Yngre Lægers repræsentantskab, og at jeg senere – i september sidste år – blev formand for Lægeforeningen Nordjylland.

Det har også spillet ind, at jeg har opbygget en nordjysk vennekreds, og at jeg gennem flere år har undervist KBU-læger i kommunikation – det ville jeg nødig give slip på.

Jeg er sikker på, at jeg via undervisningen har formået at rekruttere flere KBU’ere til almen praksis, godt hjulpet af, at medicinstudiet på Aalborg Universitet har så meget fokus på almen medicin, og de studerende kommer ud til os ad så mange omgange.

Og så kan jeg simpelthen bare godt lide de nordjyske patienter, som er meget pragmatiske. En tilgang, jeg møder overalt i regionen a la ,det må vi lige se på, om vi kan få til at fungere’.

Patienterne her misbruger os ikke. De trækker den ofte for langt og i en grad, hvor jeg må sige til dem, at de skulle være kommet i går.

Forleden ringede en patient, der tidligere har haft en blodprop i hjertet. Hun ville gerne have en tid hos mig, da hun aftenen i forvejen havde taget et par panodiler mod brystsmerter i håb om at overleve natten. Hun ville ikke besvære vagtlægen.

Manglen på kropsforståelse er ikke altid til stede her. Hvornår skal man gå til lægen? Hvad er normalt, og hvad er ikke?

Der er heller ikke særlig stor efterspørgsel efter Wegovy. Nogen spørger, hvad det koster, og når de hører prisen, har det ikke interesse, fordi de ikke har råd til det«.

Hvilke reservationer og fordomme har du selv haft om det at være læge og leve et liv i udkanten?

»En af mine fordomme var, at det er svært at blive lukket ind i et så lille samfund. Men den fordom er eftertrykkeligt blevet gjort til skamme. Jeg har kun oplevet at være utroligt velkommen, at der er et stort sammenhold, og at lokalbefolkningen har været nysgerrig på, hvem jeg er.

Når jeg taler med mine kolleger, som er forblevet i Thisted efter endt uddannelse, fremhæver de netop også, hvor godt de er blevet taget imod, og hvordan de er blevet en del af lokalsamfundet.

Derudover oplever de at have opnået en meningsfuld work-life-balance.

Jeg selv oplever også en rigtig god in work-balance, hvor jeg er så privilegeret at kunne udfylde min dag med meningsfuldt arbejde.

Vi bliver rost ude i byen, og flere af vores patienter kommer med en blomst, når de oplever at blive godt behandlet – og sågar med julegaver«.

»Jeg er blåstemplet på forhånd«

At trække sig op med rod og nedsætte sig i en by med under 3.000 indbyggere har ikke afskrækket Cecilie Amstrup.

»Det helt store spring skete, da jeg flyttede fra København for at læse medicin i Aarhus. Her oplevede jeg, at jeg også kunne være glad og få gode oplevelser andre steder end i København.

Jeg havde troet, at jeg i Nordjylland ville savne storbyen og dens kulturinstitutioner mere, men her er jeg blevet vild med den barske nordjyske natur, og at jeg kan gå lange ture langs Vestkysten eller køre til Rebild Bakker. Det giver lige så meget værdi. Og så er der trods alt kun 30 kilometer til Aalborg.

Da jeg underskrev købskontrakten på praksissen, gik min eneste betænkelighed på, om jeg mon ville komme til at kede mig og føle mig for bundet. De forudgående ni år havde jeg haft 16 ansættelser 12 forskellige steder.

Men også de betænkeligheder er blevet gjort til skamme«, siger Cecilie Amstrup, der har købt lejlighed i Nørresundby og i mellemtiden også har fået både kørekort og bil samt sommerhus i Hou på den nordjyske østkyst.

Selvom Cecilie Amstrup er sprogligt assimileret, hænder det, at en patient siger, at man godt kan høre, at hun ,ikke kommer herfra’:

»Så griner vi lidt af det. Men patienterne her vil jo bare så gerne have en læge, og fordi jeg har valgt dem til, er jeg blåstemplet på forhånd«.