”Det var heldigvis kun en skorpion…”

06.00. Jeg står op, hilser på vagtmanden, spiser morgenmad og læser et stykke i Brødremenighedens lille andagtsbog, ”Løsensord”. Efter morgenandagt i hospitalets kapel modtager jeg natsygeplejerskens rapport. Jeg er den eneste fuldt uddannede læge på hospitalet.

08.30 Nu kører jeg til Kidugalo, som betyder ”endestation” på det lokale sprog. Her bor, i en række små hvide huse, en halv snes ældre, som er vansiret af spedalskhed. En del kommer til os efter at de er blevet fejldiagnosticeret eller fejlbehandlet af det offentlige sundhedsvæsen. Nogle bliver bragt hertil af deres familie og nærmest ”dumpet”. Sygdommen lammer nerverne i huden og skaber deformiteter i hænder, fødder, næse, ører og øjne. Spedalskhed opdages ved prikken i fingre og tæer, følelsesløshed i huden, lyse pletter og blister. Blisterne skyldes, at patienten ofte brænder sig på ild og varme gryder, fordi de ikke kan føle noget.

09.15 Jeg kører videre op på ”Leprosariet”, hospitalets afdeling for spedalskhedsramte. Lige nu er 13 patienter indlagt. Langt fra alle spedalske behøver indlæggelse. Nogle skal have prednisolon, mens andre blot skal have udleveret fire ugers medicinering af det flerstofpræparat, der kan stoppe sygdommen og gøre dem smittefri efter et døgn. Nogle skal have seks måneders behandling, andre et helt år, afhængigt af antal spedalskhedsbakterier. Den første dosis slår 99,99 procent af spedalskhedsbakterierne ihjel. Jeg går stuegang på tilser sår, akutte nerveskader eller immunologiske reaktioner.

10.15 Efter en tur på posthuset kører jeg hjem. Jeg får et stykke brød og lidt the og hviler min ryg, inden jeg kører tilbage for at tilse patienter i poliklinikken. Sikonge Hospital fungerer som distriktssygehus for områdets 180.000 indbyggere.

14.00 Jeg går over på medicinsk afdeling for at tilse patienterne. Jeg møder en, som andetsteds har fået indsprøjtninger, for sin voldsomme kløe. Han har skorper overalt på huden. ”Skorpefnat”, tænker jeg og tilkalder en laborant, som studerer et stykke skorpe under mikroskop. Det viser sig rigtignok at være fnatmider. En patient har et klæde over hovedet og viser sig at have en stor læsion, som dækker højre side af ansigtet og lukker øjet. Jeg tænker først på helvedesild. Det viser sig, at manden er HIV-positiv.

15.00 kommer børnene fra Kanoge – en lille landsby som mest består af tidligere spedalske og deres familier. Mange af børnene har indlæringsvanskeligheder, og dem har jeg fået ind på skolens specialklasse. Og hvor er de blomstret op! De viser mig gerne deres kladdebøger, hvor de får ros af læreren i stedet for altid at blive drillet, mobbet eller tævet.

15.30 Jeg kører hjem for at arbejde i haven og få lidt frisk luft. I denne tid luger jeg grusstierne. En dag gjorde det pludselig vanvittigt ondt i fingeren. Jeg trak hånden til mig og tjekkede: Ét eller to bidemærker? Der var kun ét. Det var heldigvis kun en skorpion, ikke en slange. Jeg skyndte mig at smøre noget smertestillende på. Skorpionstik er meget almindeligt her. Men det er ikke noget man kommer til hospitalet med.

17.30 Jeg lufter hunden. Derefter koger jeg ris og varmer min mad. Jeg laver rigeligt, så også nattevagten kan få mindst ét ordentligt måltid mad om dagen. Nu trækker jeg myggenettet ned over min seng. Det skal man gøre inden det bliver mørkt, for ellers kan malariamyggene flyve ind og sætte sig på indersiden af nettet.

19.08 Tid til at tjekke e-mail – hvis der er strøm, og mobilnetværket ikke er nede. Så sætter jeg vand på til te, stopper piben og læser min tanzaniske avis, Ugeskrift For Læger og Kristeligt Dagblad, som jeg får tilsendt en bunke af en gang om ugen.

21.55 Jeg sætter kattene ud og går til ro under myggenettet.