Skip to main content

Dibbern: Jeg er betænkelig ved akkreditering

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

2. dec. 2011
1 min.

Fra 2013 rulles Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) ud over almen praksis. En melding, der på repræsentantskabet for de Praktiserende Lægers Organisation ikke blev mødt af bifald.

»Det er det projekt, jeg har størst betænkeligheder over for«, sagde Henrik Dibbern.

Ikke som en modvilje mod akkreditering, men den tilgang, organisationen bag, Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS), benytter, der ifølge formanden er »kulturfremmed for praksis«.

Dibbern ønsker udvikling og akkreditering af konkrete forhold i behandlingen.

PLO-formanden sammenligner IKAS' tilgang med en ingeniørs, der skal kvalitetsvurdere en komponists arbejde - der kan måles på antallet af noder og om tonearten og tempoet er den samme som året før.

»Hvis komponisten foreslår ingeniøren at komme til en koncert og høre musikken, vil han formentlig få det svar, at det ikke er ingeniørens opgave at beskæftige sig med den praktiske udøvelse af musik, hans opgave er blot at sikre at dokumentation, i form af partituret, lever op til aftalte kvalitetsstandarder«, sagde Dibbern og modtager dagens største applaus - ud over da han bliver genvalgt til formand.