Skip to main content

Dibbern: Vi har ikke råd til at lade være med at lukke vores klinikker

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

6. maj 2013
3 min.

Reaktioner  Tirsdag aften i sidste uge blev det endnu engang tydeligt for formanden for de Praktiserende Læger Organisation, Henrik Dibbern, at de forhandlinger, der ifølge ham reelt set aldrig har eksisteret, har været et skuespil, der fra starten skulle ende med et nøje planlagt lovindgreb.

Hvis altså ikke PLO makkede ret og skrev under på alt det, som Regionernes Lønnings- og Takstnævn – altså regionerne hånd i hånd med Finansministeriet og Sundhedsministeriet – krævede.

Efter måneders afstand sendte PLO et brev, der ifølge Henrik Dibbern var »endnu mere konkret og endnu mere specifikt om, hvor langt vi er villige til at imødekomme regionernes krav«.

Brevet fik regionerne til at ønske et nyt møde, men efter omkring tre timers drøftelser tirsdag var det slut.

Chefforhandler for Regionernes Lønnings- og Takstnævn Jens Stenbæk (V) har nu orienteret parterne i takstnævnet om, at overenskomsten bør opsiges. Det er endnu ikke sket ved Ugeskriftets deadline torsdag eftermiddag.

»Som oplæg til mødet i går (tirsdag, red.), sendte regionerne samme dag, som mødet skulle holdes, en udvidet kravsbeskrivelse fra deres side. Ikke bare de krav, som vi havde fået præsenteret fra dem, men mere detaljerede og udvidede end de oprindelige krav«, fortæller Henrik Dibbern om optakten til det skæbnesvangre møde.

Lovindgreb i næste uge

»På selve mødet sagde de så, at ‚vi har hørt, hvad I har at sige. Det er ikke nok for os. Vi har til gengæld vores kravsliste, og hvis I vil skrive under i dag ved dette møde, vil vi gerne forhandle videre med jer‘. Til det måtte vi jo sige, at ‚vi har jo lige fået kravene i dag, og vi vil ikke bare skrive under på dem, sådan som de foreligger‘. For hvis vi havde underskrevet regionernes krav, så var forhandlingerne jo slut«, siger Henrik Dibbern.

Det fik ifølge PLO-formanden regionerne til at fastslå, at der ikke længere var grundlag for at fortsætte forhandlingerne.

Henrik Dibbern forventer, at overenskomsten bliver opsagt, og herefter vil regeringen fremsætte et lovforslag i Folketinget, der »selvfølgelig allerede er planlagt og aftalt med Danske Regioner«.

»Lovforslaget vil flytte store set alt det, der foregår i vores aftale, ind i en lovbeslutning i Folketinget. Så vi bliver sat uden for indflydelse på langt de væsentligste vilkår i vores egne virksomheders drift«, siger Henrik Dibbern.

1. september lukker praksis landet over

PLO-toppen forventer kraftige reaktioner fra medlemmerne:

»Det vil formentlig være sådan, at der i en periode ikke vil være åbne lægepraksis herhjemme. Det er sådan set den eneste måde, vi kan vise myndigheder og samfundet, hvad det er for et arbejde, vi udfører – ved ikke at være der«, siger Henrik Dibbern og fortsætter:

»Hvis loven siger, at regionen får det, som de vil have, må vi gå ud og sige til vores kolleger, at landets lægepraksis er lukket fra 1. september, hvor det forventes, at lovteksten træder i kraft«.

I hvor lang tid?

»Indtil vi har en aftale, som vi kan leve med«.

Har de praktiserende læger råd til det?

»Vi har ikke råd til at lade være«.

Derudover regner Henrik Dibbern med, at mange ældre kolleger stopper. I dag er hver tredje praktiserende læger 60 år eller mere. Omkring 15 pct. – eller det der svarer til 500 praktiserende læger – er 65 år eller mere.

»Måske har vi tabt. Og det har vi måske, fordi vi ikke længere vil have en god aftale at arbejde efter. Men dem, der først og fremmest har tabt, er samfundet, som ikke længere har en af verdens mest anerkendte primære sektorer som fundament for sundhedsvæsenet«, siger Henrik Dibbern.