Dibbern, we love you – yeah, yeah, yeah

ODENSE  »I’ll be moving on«. Det nummer spillede Thorbjørn Risager Band, da de første af ca. 8.000 deltagere i PLO-stormødet i tirsdags var begyndt at indfinde sig i den kæmpestore hal i Odense Congress Center.

I nærmest halvmørke – det store lokales farveskala gik fra mørkegråt over gråsort til begsort – fandt læger, laboranter, sygeplejersker, sekretærer osv. vej til deres pladser, mens rummet fyldtes af nummerets beat.

Stykket var velvalgt. For man kan roligt sige, at de mange tusinde læger og deres praksispersonale var i færd med at »move on«. Hele den store manifestation af fælles vilje på stormødet havde jo udspring i lægernes bebudede nedlukning af sektorens arbejde i offentligt regi for i stedet at gå rent privat, hvis regeringens lovforslag om regulering af sektoren ikke tages af bordet. Eller i det mindste ændres væsentligt.

Efterhånden fandt alle deres plads, og historiens største forsamling af denne type i Danmark tog sin begyndelse.

Euforien bemægtigede sig den store skare, da PLO-formand Henrik Dibbern steg op på podiet – belyst, så talerne fremstod ekstra klart på baggrund af alt det mørke, og med direkte transmission på en række meget store skærme, så også alle dem bagved kunne se. Ligesom ved en rockkoncert.

Og Henrik Dibbern var da også dagens stjerne. Folk klappede som gale, selv om han i første omgang blot skulle hilse deltagerne velkommen og give ordet videre.

Først kom Svend Nielsen – formand på den tid, da de praktiserende læger sidst afleverede deres ydernumre, i 1984.

Begejstring.

Så kom Lotte Hvas med en velformuleret peptalk. Bl.a. kaldte hun de praktiserende læger for »sundhedsvæsenets diamanter«.

Den gik rent hjem.

Så kom ligeledes unge Christian Vøhtz, som er formand for FYAM (Forum for Yngre Almenmedicinere) og indkasserede et voldsomt brag af et bifald, da han lovede forsamlingen, at »det er helt klart, at der ikke er nogen yngre læger, der har tænkt sig at overtage et afleveret ydernummer«.

Kunne den hal rumme mere begejstring?

Ja, det kunne den, for så kom Henrik Dibbern igen.

Salen var som ved at koge over.

Det var naturligvis meningen, at forsamlingen skulle reagere sådan. Timerne i Odense var orkestreret ikke ulig et musikstykke, der via allehånde tempi bevæger sig uvægerligt mod et dynamisk crescendo.

Og hvad sagde formanden for PLO så? Han sagde såmænd det samme, som han har gjort så mange gange før. På sin lidt tørre, velovervejede og ikke specielt opflammende måde fik han fortalt om de frustrationer, som de praktiserende læger har følt i forhandlingerne med RLTN (Regionernes Lønnings- og Takstnævn). Om den snigende mistanke om aftalt spil mellem regioner og regering. Om regeringens udkast til lovforslag om regulering af almen praksis, nu hvor parterne ikke selv havde kunnet finde fodslag, og som er lige så frustrerende for lægerne, som regionernes krav havde været det. Om hvor uretfærdige, lægerne føler anklagerne om vrangvillighed, moderniseringsangst og bagstræberi, som de bliver præsenteret for. Og så selvfølgelig om lægernes modstand mod myndighedernes ønske om at styre og kontrollere dem noget mere, og specifikt om deres vilje til at aflevere deres ydernumre i tilfælde af, at lovforslaget ikke bliver enten modificeret til spiselighed for lægerne eller helt taget af bordet.

Her var det så, at dagen var lige ved at kamme over. Et helt minuts stående, begejstret bifald. Man havde på fornemmelsen, at det var lige før, et mangestemmet kor brød ud i »we love you – yeah, yeah, yeah«, men det blev dog ved fornemmelsen.

Egentlig er det sært, at den saglige, lettere rundbuede praktiserende læge fra Otterup kan fremprovokere en sådan reaktion. Der er f.eks. ikke megen mimik eller gestik, når han holder tale. Men Henrik Dibbern kan noget med ord.

»Vi har kaldt, og I er kommet«, sagde han bl.a. med et nærmest religiøst præget udtryk.

Et andet sted i sin tale forberedte han forsamlingen på, at PLO’s repræsentantskab skal kunne »lægge lovgivningens åg fra os« – i form af kollektiv aflevering af ydernumre – ligesom han kaldte regeringens lovforslag for et »gravskrift over almen praksis’ samarbejde med det offentlige«.

Sådan er der sjældent nogen, der taler i Danmark. Det er ligesom for følelsesstærkt for disse breddegrader.

Måske netop derfor virker det stærkt, når det sker. Og ingen kan være i tvivl om, at Dibberns ordmagi virkede den tirsdag i Odense. Tropperne blev mobiliseret. Kommer det så vidt som til en aflevering af ydernumre, tyder Odensemødet på meget, meget stor opbakning af nordkoreanske dimensioner – uden sammenligning i øvrigt.

Så vidt signalet med direkte adresse til regering, Folketingspolitikere og regioner.

Men budskabet var faktisk et andet. Nemlig dialog.

Dibberns tale var på ingen måde præget af krigsmetaforer. Og han sagde direkte, at »PLO er en forhandlingsorganisation – ikke en kamporganisation«.

»Vi søger stadig mulighed for at mødes med aftalepartnere med et reelt mandat til reelle forhandlinger«, sagde han, og begrebet »reel« er essentielt her.

En af PLO’s store anker mod RLTN har netop været, at forhandlingerne om en ny overenskomst har været ført på skrømt, og at der bag det hele ligger en masterplan, som går ud på, at samtalerne netop skulle køre fast, så regeringen kunne få en undskyldning for at træde til med lovgivning. »En plan inde i planen«, som Dibbern kaldte det.

Truslen om massiv afgivelse af ydernumre, som er yderst reel – det er jo for øvrigt også sket før – er ikke udtryk for, at de praktiserende læger ønsker sig en tilværelse som liberalt erhverv i ægte forstand, dvs. med betaling ved døren for de syge og de svage.

De ønsker, at deres forhold skal aftales. I en forhandling mellem ligeværdige parter. I dialog.

Truslen om at droppe ydernumrene er et forsøg på at presse regering og Christiansborg som lovgivere i defensiven, og regionerne på banen som aftalepart. Og v el at mærke ikke som fingerdukker ført af Finansministeriets regnedrenge sekunderet af djøffergutter fra Sundhedsministeriet.

Vil det lykkes?

Ingen har nogen anelse. Så hvad gør man, når man intet ved? Man søger tegn. Hvad siger musikken for eksempel?

I tirsdags lod den svaret blæse i vinden. Thorbjørn Risager Bands sidste nummer, mens salen langsomt tømtes for folk, hed »You never can tell«.

Yeah.