Hånden på hjertet: Hvor mange af os har ikke en eller flere ting derhjemme, som virkede smarte, nyttige og nærmest uundværlige, da vi købte dem, men som vi aldrig rigtig bruger, og som bare samler støv? Et husholdningsapparat eller noget it, noget træningsudstyr eller en app på telefonen? Behovet var der måske ikke alligevel, eller også fik vi bare aldrig rigtig sat os ind i, hvordan »dimsen« skal bruges – inden vi købte noget nyt.
Oversat til hospitalsverdenen var det nogenlunde sådan, udgangspunktet var, da innovationsprojektet Digital Vision i 2019 blev startet op på Afdelingen for Medicinske Mavetarmsygdomme S på Odense Universitetshospital (OUH). Afdelingen ragede – med lægefaglig direktør Bjarne Dahler-Eriksens ord – »på det tidspunkt ikke sådan højt op med digitale projekter«. Selvfølgelig arbejdede man på afdelingen med en række digitale løsninger, men mange af dem var ikke implementeret i bund, og var der ikke ting, der kunne tænkes digitalt smartere?
Svaret på det forsøgte man at finde gennem Digital Vision, der nu er afsluttet og næsten færdigevalueret, og som gennem tre faser har fået Afdeling S godt frem i skoene, både når det handler om at bruge eksisterende løsninger, og når det handler om at afprøve nye teknologier. Det har givet både gode og mindre gode erfaringer, har givet alle faggrupper på afdelingen nye værktøjer, og så har projektet givet et godt billede af, hvordan nye teknologier kan give mening for patienterne.
Det fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, professor og overlæge Jens Kjeldsen og klinisk sygeplejespecialist Trine Ladingkær, da de en forårseftermiddag er samlet på direktørkontoret på OUH for at opsummere erfaringerne over for Ugeskrift for Læger.
»Vi ville gerne undersøge, hvad der skal til for at løfte en afdeling, så den for alvor kommer ind i den digitale tidsalder, og modsat det typiske innovationsprojekt, hvor man arbejder med én specifik ting, som man så efterfølgende skalerer op, arbejdede vi her med at udvikle en hel digital kultur og en hel afdeling med udgangspunkt i medarbejderne og patienterne i stedet for en bestemt teknologi«, forklarer Bjarne Dahler-Eriksen.
Direktionen på OUH investerede fem millioner kroner i projektet, som så selv har skullet søge ekstern fondsfinansiering i samme størrelsesorden – og endte med at nå målet »efter en flot indsats«, siger han.
De indlysende mål på afdelingen var at skabe bedre patientforløb og forbedre arbejdsgange, men Digital Vision har også skullet forberede afdelingen til den forestående udflytning til det nye supersygehus og samtidig give bud på, hvordan en lignende digital omstilling kan ske på hospitalets andre afdelinger. Og helt overordnet er et hovedformål med digitaliseringen at frigøre ressourcer og flytte dem fra de mest habile patienter til de patienter, der har størst behov, siger Bjarne Dahler-Eriksen.
Men én ting er visioner – afsættet i projektet var hverdagen på afdelingen. Efter en indledende analyse af den digitale status på afdelingen med møder med alle faggrupper, hvor alle kunne pege på, hvad der ville give mening af løsninger, havde den første fase af projektet fokus på de eksisterende løsninger – dem, som allerede var på afdelingen, men som måske ikke alle brugte eller ikke brugte til fulde. I de følgende faser »tyvstjal« man eksisterende løsninger fra andre afdelinger, og til sidst kastede man sig ud i at afprøve helt nye løsninger og værktøjer på Afdeling S.
Som en del af projektet var der afsat ekstra ressourcer til it-support, og det blev tilknyttet en projektleder gennem CIMT (Center for Innovativ Medicinsk Teknologi), ligesom Trine Ladingkær blev frikøbt til at være forandringsagent og implementeringsleder og bindeleddet mellem faggrupperne, projektlederen og interne og eksterne samarbejdspartnere.
På Afdeling S handlede det at komme på omgangshøjde med allerede eksisterende løsninger og først og fremmest om at få det daværende EPJ-system og Cetrea, det kliniske logistiksystem, helt op at flyve. Og det var ellers ikke, fordi personalet på Afdeling S grundlæggende ikke var innovationsparate, siger Jens Kjeldsen:
»Men i en travl hverdag handler det også bare om, at mulighederne skal være der, og at man kan få taget tingene ordentligt i brug. Folk er ikke bekymret for det nye, men man skal lige finde ud af, hvad der giver mening. De lavthængende frugter tog vi ret hurtigt til os, og det var virkelig noget, der rykkede noget«, fortæller han.
Både bindeledsfunktionen og en dygtig projektledelse har været afgørende for projektets forankring, mener Jens Kjeldsen:
»Det har helt sikkert været vigtigt. Tanken med det her udviklingsarbejde var jo, at alle faggrupper skulle involveres – bestemt ikke kun os læger, selvom det måske primært er os, der bruger systemerne. Men den palet af ting, vi har afprøvet, skulle være nyttig for både social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, læger og sekretærer«, siger han.
Listen af teknologier og metoder, der har været afprøvet, er da også pænt lang, fortæller Trine Ladingkær, der som implementeringsleder har haft hands on på de mere end 20 forskellige nye ting, der har været afprøvet. Noget har virket godt og med det samme – andet har af forskellige grunde ikke været brugbart for hverken personale eller patienter.
De lavthængende frugter, Jens Kjeldsen nævnte, var indførelsen af funktionstelefoner til alle på afdelingen og en gennemgribende renovering af det kliniske logistiksystem Cetrea.
Funktionstelefonerne er smartphones, svøbt i et passende OUH-cover, så patienterne ikke tror, at personalet render rundt med private telefoner. Telefonerne er blandt andet koblet på Cetrea-systemet, gør det nemmere for personale at komme i kontakt med hinanden, og de indeholder også en app, som giver nem adgang til relevante kliniske instrukser og vejledninger. Det har især været plejepersonalet og de yngre læger, der lige pludselig fik mulighed for at kunne komme nemmere i kontakt med informationerne og med hinanden, siger Trine Ladingkær.
Cetrea-systemet fandtes allerede på afdelingen, men blev slet ikke udnyttet og gav for mange slet ikke mening. Men ikke mindst indholdet, der bliver vist på skærmen, fik en overhaling, så den nu giver personalet et overblik over kolleger på arbejde og letter arbejdsgange i forhold til patienter og senge. Flere aktiviteter er blevet integreret i systemet, ligesom Cetrea som nævnt nu også kan tilgås på funktionstelefonerne.
Også kaldebrikker, der betyder, at patienter, der er inde til kikkertundersøgelse, kan bevæge sig rundt på terrænet og få en tekstbesked, når de skal have lavet undersøgelsen, har været til nytte både for personale og patienter – ikke mindst under coronapandemien. Og en RPA, en softwarerobot, har gjort journalføring meget lettere for både læger, sygeplejersker og sekretærer via genveje i systemet, som betyder, at man kan spare rigtig mange klik, så det tager måske ti sekunder i stedet for halvandet minut at komme det rigtige sted hen i journalen.
»Det var klart nogle ting, folk umiddelbart kunne se idéen i, og jeg tror, mange ikke nødvendigvis opfattede det som en del af innovationsprojektet – det virkede bare logisk«, siger Jens Kjeldsen, der desuden mener, at det generelt set har været en fordel, at projektet ikke var så skarpt defineret på forhånd:
»Det har været mere ad hoc – også i forhold til, hvilke metoder eller teknologier der har været tilgængelige, og som vi har kunnet tænke os, og jeg tror, det har været en styrke, at det ikke skulle gå én bestemt vej, men at vores behov og ønsker har kunnet styre retningen«, siger han.
Andre af de afprøvede værktøjer viste sig til gengæld at være mindre egnede – enten fordi der har været tekniske eller kvalitative problemer, eller fordi nytteværdien for enten patienter eller personale ikke har opvejet ulemperne.
En vigtig lære af projektet har også været, at forholdet mellem patient- og personalerettede tiltag ikke blev helt som planlagt:
»Det her er innovationsprojekter og ikke forskningsprojekter, der har været gennemtestet, inden man tager dem i brug. Her smider vi noget ikke helt færdigt ud og afprøver det, og det er også en af årsagerne til, at ikke så mange af delprojekterne har været direkte patientrettet: Det kan skabe for stor utryghed. Der har personalet nemmere ved at arbejde på usikker grund – og de har også håndteret rigtig mange situationer undervejs, som vi ikke ville have kunnet sætte patienten i«, siger Trine Ladingkær.
Ikke at patienterne har reageret negativt på de dele af projektet, hvor de er blevet inddraget, fortæller hun og Jens Kjeldsen – de vil faktisk gerne hjælpe, hvis de kan:
»Vores indtryk er ikke, at patienterne er bekymrede. Mange af patienterne har jo ikke så meget at lave, når de er på sygehuset, så de kan lige så godt bruge tiden på noget, som kan afhjælpe sygeplejerskerne og for den sags skyld lægerne«, siger Jens Kjeldsen.
Alle tre er de enige om, at inddragelsen af patienterne i egen behandling kan udvikles meget mere – og at der på den måde kan frigøres ressourcer til de mest sårbare patienter, der netop ikke kan påtage sig den opgave.
»Hvis vi var lidt smarte, så var der rigtig meget af det, patienterne selv kunne gøre, der røg direkte ind i vores system. Så skal vi kvalitetssikre og verificere det og spørge ind til detaljerne. Den opgave skal vi selvfølgelig stadig have«, siger Bjarne Dahler-Eriksen.
Han peger på, at det kun er logisk, at der er noget, der dumper, når det møder praksis:
»Det kan man først blive klogere på, når man arbejder helt hardcore med implementeringsdelen. En teknologi skal være ret robust for at inkludere alle patientgrupper – også patienter, der er indlagt for eksempel med alkoholproblemer, og som ikke har det helt store overskud. Det skal kunne virke i virkeligheden«, siger Bjarne Dahler-Eriksen.
Som eksempel på et værktøj, der ikke bestod testen, nævner Trine Ladingkær afprøvningen af bærbare, trådløse monitoreringsenheder til patienter, der var sendt hjem med ernæring i et centralt venekateter og en kuffert med udstyr til selvmonitorering. Men selve udstyret ikke var godt nok udviklet til at kunne bruges i den kliniske setting. Patienterne havde svært ved at anvende det korrekt, så ret hurtigt kom der nogle målinger, som var helt ude af karakter. Det skabte utryghed, og kufferten blev derfor taget ud af brug igen, fortæller Trine Ladingkær.
Og så er der for mange patienter nogle meget konkrete udfordringer, påpeger Jens Kjeldsen.
»Tag bare det her med, at vi fik patienterne til at foretage hjemmemåling af deres afføring. Selve prøvetagningen er ikke så kompliceret, men hvad hvis man er en familie på fire med ét badeværelse – hvor skal man så gøre af den her prøve under inkuberingen? Ja, badeværelset selvfølgelig, men så skal det være afspærret område i det kvarter, inkuberingen tager. Det var sådan nogle helt lavpraktiske problemer, der gik op for mig, da jeg læste evalueringsrapporten, og som jeg ikke havde tænkt over før«.
En anden meget vigtig lære ved projektet har også været understregningen af, at der ikke er en one size fits all-løsning. Afdeling S har alt fra meget selvhjulpne og habile til meget svækkede og kognitivt dårligt fungerende patienter, og den iPad-løsning til at tilkalde hjælp på stuen, der måske er fin for den habile patient, duer slet ikke for en svækket patient. Og mens patienter, der bor langt fra OUH, synes, det er skønt med udstyr til videokonsultationer, vil patienter på Fyn måske hellere til konsultation på sygehuset.
»Projektet har hjulpet os med at afklare, hvilke patientkategorier vi kan bruge de forskellige redskaber til. Der er nogle af de mere skrøbelige patienter, hvor man skal sørge for, at udstyret er meget let at bruge. Og så må man også bare se i øjnene, at det ikke er alle hjem, der er egnede til at have en iPad stående«, siger Jens Kjeldsen og peger på, at det dels for mange kan være grænseoverskridende, at sygehuspersonalet »kommer hjem i stuen«, dels at det for mange er tryggere at møde op på sygehuset.
Omvendt, siger han, har de habile og især de unge patienter, der måske er langt foran de fleste læger og sygeplejersker, når det handler om at bruge teknologi, nogle helt andre krav.
»De forventer, det er lige så simpelt som at bestille ting på nettet. Brugerfladen skal bare virke, de skal kunne aflæse tingene med deres telefonen og gøre sådan og sådan, når de har fået et svar, og så skal de kunne sende det let videre. Det lyder enkelt, men at få det til at kommunikere med laboratoriesystemet er ikke helt så simpelt«, siger Jens Kjeldsen.
Og der peger han på et helt centralt problem i ikke bare Digital Vision, men i det hele taget, når det handler om at få systemer til at tale sammen: tekniske og datasikkerhedsmæssige udfordringer og problemer med kvaliteten af de data, som andre leverandører kan diske op med.
»Vi kan vel roligt sige, at det at integrere nye it-løsninger og -systemer med den sikkerhed, der er påkrævet til et EPJ-system, det er ikke let! Der er mange firmaer, der mener, de har løsningerne, men som ikke kan leve op til kravene, og det er en stor udfordring i forhold til at lave nye og innovative digitale tiltag på et sygehus«, konstaterer Jens Kjeldsen, og Trine Ladingkær fortæller, at der er eksempler på delprojekter, der egentlig handlede om noget andet, men hvor det, der endte med at komme ud af det, netop var integration af data.
Et af problemerne har været inddragelsen af private firmaer uden for OUH, som i høj grad opererer med privat-offentligt samarbejde på innovationsområdet. Det udfordrer i høj grad reglerne for datahåndtering og kræver, at »tungen holdes lige i munden«, siger Bjarne Dahler-Eriksen:
»Hvordan gør vi, hvis patientens data kører via et privat firma, som har cloudløsninger – er det sikkert nok i forhold til reglerne for patientdata? Der er helt sikkert en række udfordringer, som er ret komplicerede«, siger han og peger på, at det også gælder udvekslingen af data på tværs af sektorer inden for det offentlige sundhedsvæsen.
Vi ville gerne undersøge, hvad der skal til for at løfte en afdeling, så den for alvor kommer ind i den digitale tidsalderBjarne Dahler-Eriksen, lægefaglig direktør, OUH
Jens Kjeldsen peger desuden på en barriere i kvaliteten af de data, som eksterne kan levere:
»Mange af de svar, vi putter ind i vores journaler på for eksempel biokemiske analyser, er lavet ud fra et bestemt kvalitetsmål. Men når der er eksterne mellemled, får vi data ind af en anden kvalitet, end vi er vant til – eller hvor man i hvert fald kan diskutere, om de har samme kvalitet. Er det og det tal godt nok, eller er den observation god nok? Det skal man selvfølgelig være opmærksom på«, siger han.
Nu står OUH over for at søsætte version 2.0 af projektet, der har fokus på digitale løsninger på tværs af sektorer og har fået navnet »Digital Vision krydser grænser«. Her skal nogle af de samme elementer i samarbejde med kommuner og praktiserende læger afprøves i forhold til nogle patientforløb.
Ud over en konstatering af, at investeringer i innovation betaler sig, og at det nye projekt også vil løbe ind i problemer i forhold til deling af data, peger Bjarne Dahler-Eriksen på, at »det da ville være oplagt«, hvis man i version 2.0 kan have fokus på løsninger, der kan lægge sig op ad den nye struktur, som udspillet til Sundhedsreformen lægger op til, og udvælge patientgrupper, der så at sige har et ben i hver sektor.
Jens Kjeldsen er enig:
»Måske skal man starte med at se på, hvor byrden eller tyngden i behandlingen af patienter gør, at nye indsatser ville give mest mening. Det kunne godt være de store kroniske sygdomme«, siger han.
»Vi brygger på det nu og har fundet nogle afdelinger, der skal indgå, og som er nogle relativt store afdelinger med nogle af de store grupper af kroniske patienter – for eksempel den kardiologiske afdeling, hvor rigtig meget af den almindelige hjerterehabilitering ligger ude hos kommunerne«, siger Bjarne Dahler-Eriksen, der peger på, at det handler om at skabe råderum:
»Hvis man kan gøre noget for den habile gruppe, så de ikke skal så meget på sygehuset, så bliver der flere ressourcer til gruppen af mere komplekse patienter, og med den demografiske udvikling, vi ser, bliver vi nødt til at skabe os noget luft. Hvis vi pusher den innovation, der kan gøre tingene nemmere for nogle grupper, så kan vi finde ressourcer til at håndtere den tungere patientgruppe«.
Treårigt innovationsprojekt på Afdeling S på OUH gennemført i samarbejde med CIMT (Center for Innovation Medicinsk Teknologi) og en række interne og eksterne samarbejdspartnere og virksomheder.
Finansieret 50/50 med fem millioner kroner fra OUH og et tilsvarende beløb bevilget af en række fonde.
Se flere detaljer om de enkelte dele af projektet på https://cimt.dk/digitalvision/#
Faktaboks
