Digitalisering: »Sørg nu for at holde liv i i ildsjælene«

Kristian Kidholm er sådan set enig i det meste. Men der er tilsat lidt bekymring. Eller måske rettere et: »Sørg nu også for at passe på det, vi allerede har«.

Det er Sundhedsstrukturkommissionens anbefaling om en ny – og mere centralt styret – organisering af digitalisering og data i Sundhedsvæsenet, vi taler om med blandt andet en statsligt styret strategi, planlægningskompetence og fælles service- og leveranceorganisation. Sidstnævnte med navnet Digital Sundhed Danmark. En anbefaling, som i det store og hele har modtaget ros. Men som også i skyggen af debatter om forvaltningsmodeller og almen praksis har levet et lidt stille liv, siden kommissionen præsenterede sin rapport i starten af sidste måned.

Så mens vi venter på høringssvar, politiske udspil, forhandlinger og i sidste instans en større, medium eller mindre sundhedsreform, har vi bedt to eksperter forholde sig til kommissionens bud på fremtidens digitale sundhedsvæsen.

En af dem er Kristian Kidholm. Han er professor og forskningsleder i Center for Innovativ Medicinsk Teknologi på Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital, foruden ph.d. i sundhedsøkonomi.

»Jeg kan godt forstå pointen i kommissionen om, at vi måske skal have en højere grad af centralisering. Hvis vi tager nogle de store telemedicingrupper, f.eks. diabetes eller patienter med hjertesygdom, så er der en pointe i, at det er pudsigt, at hver region nærmest har sin egen app og sine egne digitale løsninger. At hver region har sit eget innovationscenter. Man kunne formentlig opnå gode ting ved at samle alle innovationskonsulenterne i én organisation, i stedet for at de sidder i fem regioner i mere eller mindre samme konstruktion,« siger Kristian Kidholm.

»Så ja, måske er det tid til at sige, at okay nu har vi haft en periode, hvor tusind blomster har blomstret decentralt, og vi er kommer derudad, men nu skal vi have lidt mere styring på det. Den er jeg med på. Lad os prøve det«.

Pas på ildsjælene

På vej henimod den bekymring, som nævnes i indledningen i denne artikel, er de tusind blomster væsentlige.

For det er vigtigt for Kristian Kidholm at understrege, at Danmark er et digitalt fyrtårn. Et sted, hvor alverdens folkeslag kommer på besøg og forundres over, hvordan vi er kommet så langt. Hvor alle hospitaler har EPJ-systemer; hvor ambulante aktiviteter i stor stil klares via telemedicin, og hvor kommissionen ifølge professoren snildt »kunne have fyldt de første 100 sider af deres rapport med digitaliserings- og telemedicinprojekter, som kører lige nu«.

Det anerkender han sådan set også, at Sundhedsstrukturkommissionen anerkender. Men fra blandt andet industrien lyder det indimellem, at det går for langsomt. Og så kan Kristian Kidholm godt blive lidt træt.

»Den digitale revolution og den digitale transformation, den har kørt uafbrudt de sidste fem år. Der er et før og efter coronapandemien i forhold til digitalisering. Vi er rigtig, rigtig langt, men jeg er enig i, at vi stadig har den største ændring foran os. Men vi starter et sted, hvor alle afdelinger, alle læger og alle sygeplejersker godt ved, at vi skal udnytte de teknologiske muligheder for, at patienter kan blive behandlet hjemme eller for at forebygge genindlæggelser. Og at vi skal samle data fra patienterne og udnytte dem tværsektorielt«.

»Jeg kunne egentlig godt have tænkt mig, at kommissionen havde stukket snuden lidt mere ud i sundheds- og sygehusvæsenet. Og f.eks. set nærmere på de tre store kronikergrupper, KOL, hjerte og diabetes. For så ville de have set, at alle regioner er langt med digitalisering, telemedicin, hjemmemonitorering, video- og telefonkonsultation på de områder. Men selvfølgelig er der stadig ting, der kan forbedres«.

Den udvikling er selvsagt ikke kommet af sig selv. Den er kommet af lokale konkrete ønsker om forandring, primært fra sundhedspersonalet – og af ildsjæle til at drive det. Det er her, vi er fremme ved Kristian Kidholms bekymring.

»Alene på Odense Universitetshospital har vi 15 seniorforskere og 30 ph.d.-studerende, der alle arbejder med digitaliseringsprojekter. Vi har læger, sygeplejersker, it-folk, sundhedsøkonomer og ingeniører, der udvikler it-løsninger, og som snakker med vores patienter og personale om, hvad de vil have og finder en løsning; ildsjæle, der brænder for det og sørger for, at det bliver ført ind i butikken, og så kører det«, siger Kristian Kidholm.

»Og så er det, at jeg helt ydmygt siger til dem, der skal arbejde videre med det her: Sørg nu for ikke at kvæle de mange fine ting, der er, og de mange ting, der fungerer godt. Sørg for at holde liv i de her ildsjæle. Det er en svær balance mellem på den ene side at sørge for, at vi får delt de smarte ting og på den anden ikke komme til at slå udviklingen ihjel med et tungt bureaukrati, hvor man f.eks. skal vente et år på en godkendelse til at gennemføre et telemedicinprojekt. For så bliver det svært at holde gejsten«.

Sundhedsstrukturkommissionen understreger da også, at digitale projekter skal være forankret lokalt. Og det er jo positivt, fastslår professoren. Men også virkelig, virkelig svært. Forudsætningerne for ensartethed er der ikke lige nu. To forskellige EPJ-systemer i øst- og vest-Danmark er bare ét eksempel. Men det er helt afgørende, at læger og sygeplejersker lokalt er med, når der efter en centralisering kommer konkrete krav fra centralt hold. Fordi ellers kommer der ikke til at ske forandringer, forudser Kristian Kidholm.

Han fremhæver TeleKOL, hvor man med udgangspunkt TeleCare Nord-projektet gik ind og lavede et nationalt tilbud om telemedicin til patienter med KOL.

»Og prøv at snakke med de lungemedicinske afdelinger om, hvordan det gik. Det viste sig jo at blive et meget tungt og langvarigt eksempel på implementering af telemedicin. Det er et kerneeksempel på, hvor galt det kan gå«.

Digital tryghed er helt afgørende

Ét sted, hvor en ny organisering af digitalisering og data ifølge Kristian Kidholm har en bunden opgave, er i forhold til at få skabt et system, hvor data i langt højere grad deles mellem det primære og det sekundære sundhedsvæsen. Det er hele forudsætningen for at kunne lykkes med Sundhedskommissionens overordnede mission: at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen, som er mere nært og lige.

»Hele det tværsektorielle kan ikke lade sig gøre, hvis vi ikke bliver bedre til at dele data. Vi har brug for et system, hvor patienter, især de kroniske, løbende sender data ind om helbredsrelateret livskvalitet og patient reported outcomes – og både praktiserende læger, kommuner og sygehuse har adgang til de data. Det er en stor opgave, men det bør simpelthen kunne lade sig gøre. Det er en forudsætning for, at vi kan få et godt tværsektorielt system«.

Netop det område ved Helle Sofie Wentzer en del om. Hun er seniorforsker ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, hvor hun blandt andet har lavet forskning inden for digitalisering og velfærdsteknologi.

Hun peger på udviklingen af de elektroniske journaler i kommuner og de hedengangne amter helt tilbage i slutningen af 1990’erne som den historiske baggrund for den sværhedsgrad vi står med i dag – med kommunale omsorgsjournaler, som slet ikke er udviklet til klinisk arbejde.

»Og det gør det rigtig svært at lave et sammenhængende forløb, fordi det kliniske bare ikke hænger sammen. Så når man nu vil lave sådan en kæmpe organisering med Digital Sundhed Danmark, som så at sige skal lave grammatikken for, at man kan være syg derhjemme eller i hvert fald tæt på, så synes jeg, at det er vanvittig interessant. Men jeg synes også, at jeg kan genkende noget af retorikken omkring udvikling af patientjournaler; at vi skal bare have noget data, data, data. Men data er ikke ensbetydende med, at der er information, mening eller sammenhæng. Det kan skabe rigtig meget datasump«, siger Helle Sofie Wentzer.

»Så i forhold til den lige sundhed, så er lakmusprøven, at en borger i Guldborgsund eller et andet sted i Vandkantsdanmark – og de sundhedsprofessionelle omkring dem – reelt oplever, at der bliver leveret meningsfuld støtte«.

Hun hæfter sig især ved en sætning i Sundhedsstrukturkommissionens digre rapport. Vi skal hen til side 228, hvor de skriver:

»Samtidig kan det bidrage til, at sundhedspersonalet ser det som sundhedsfagligt anbefalet og fagligt legitimt at anvende teknologi og digitale løsninger, og de betrygges i behandleransvaret, når de anvender digitale løsninger og anden teknologi i behandlingen.«

»Betrygget behandleransvar. De skriver ikke meget om det. Men det bliver altså en af de helt store udfordringer, som man er nødt til at give topprioritet«, fastslår Helle Sofie Wentzer

»Hvis du vil designe til en fremtid med flere ældre og kronikere, som ikke skal cirkulere ind og ud af hospitaler via en opkvalificering af primærsektoren, så er det helt afgørende, at det bliver mere trygt for de tværfaglige teams at bruge teknologien. Når systemerne ikke understøtter deres relationer, opgaver og samarbejde, så laver man rigtig mange work-arounds, og det gør folk utrygge i forhold til f.eks. patientsikkerheden. Det har vi virkelig ikke brug for et sted, hvor vi i forvejen mangler hænder«.