»I er blevet rigtig gode til at tale med patienterne om døden. Måske er I næsten blevet for gode. Det er i hvert fald det, mange patienter siger til mig«.
Hospitalspræst Lotte Mørk kiggede ud over forsamlingen af kursister på fælleskurset »Bring døden ind i livet i praksis«.
Hun har i 20 år været en del af ’dødsbranchen’ som en af fire hospitalspræster på Rigshospitalet. Her fører hun dels sjælesorgssamtaler med pårørende og patienter, dels rådgiver og underviser hun personale. Denne sidste del er steget mærkbart siden corona-epidemien.
Lotte Mørk underviste sammen med praktiserende læge Christian Vøhtz på kurset, der bl.a. fokuserede på, hvordan læger bedst taler med patienter og pårørende om døden. Og om hvordan mennesker kan hjælpes til at leve videre med sorgen.
Men hvad gør den gode læge? »Må man have ondt af sine patienter, og må man sidde og græde med sine patienter?« spurgte Christian Vøhtz i sin indledning.
I de 20 år, Lotte Mørk har været hospitalspræst, har hun oplevet, at døden er gået fra at være tabu til at være et emne, som læger er helt klar på at drøfte med patienterne.
I er blevet rigtig gode, men er det nogle gange blevet for meget med al den snak? spurgte Lotte Mørk retorisk:
»Jeg kan huske, at en patient sagde til mig: Kan du ikke sige til de læger, at de ikke hele tiden behøver at sige til mig, at jeg skal dø. Jeg ved det jo godt«.
Men hvordan taler læger bedst med patienter om døden? Her er den sædvanlige lægetilgang ikke altid den rigtige, sagde Lotte Mørk:
»Prøv at smide al den kontrol, som I alligevel ikke har. I vil så gerne gøre, handle og fikse. Men nogle gange handler det bare om at være. At være i smerten og tabet sammen med patienten. Nogle patienter er i håbløsheden, og de har ikke nødvendigvis brug for, at I skal rive dem ud af den. De har brug for, at I er med dem i alt det håbløse. En gang imellem er der bare ikke noget lys«.
»I vil så gerne gøre, handle og fikse. Men nogle gange handler det bare om at være. At være i smerten og tabet med patienten«Lotte Mørk, Hospitalspræst
Snakken gik livligt både ved bordene og i plenum. »Det er ikke kun os, der er i ’handlemode’, sagde en læge. »Det er patienterne også«.
En anden læge sagde, at hun synes, at det nogle gange kan være svært at tale med patienterne om ønsker til genoplivning. »Det er jo lægens beslutning, og så spørger vi dem om noget, som vi egentlig allerede har besluttet«.
Som praktiserende læge har man en vigtig opgave med at hjælpe sine patienter i sorg. Det kan være den pårørende, som har mistet en nærtstående, men det kan også være sorgen over en afsluttet livsfase eller sorgen over at have mistet sit gode helbred.
Her er det vigtigt, at man ikke på traditionel vis ser sorgen som et lineært forløb, som skal gennemleves, og som ender med, at man kommer ud som et afklaret, nyorienteret menneske. I dag taler man om to spor i sorgprocessen, »to-spors-modellen«, fortalte Christian Vøhtz.
»Her forstår man sorgarbejdet som en konstant bevægelse mellem de to spor: Tabets spor, som kredser om smerten over tabet og savnet; og et nyorienterings- eller fremtidsspor, hvor man måske får solgt huset og får en ny kæreste. I begyndelsen er man mest i det ene spor, men som tiden går, bevæger de fleste sig over i det andet. Gennem livet vil pendulet svinge imellem de to spor«, sagde Christian Vøhtz.
For cirka en ud af ti, er pendulet gået i stå i sorgsporet. Disse patienter har en vedvarende sorglidelse, og de har mulighed for at få hjælp i dag, blev det understreget.
Nynne Lasthein-Madsen, der er læge i Borup på Sjælland, var med på kurset for at få noget inspiration:
»Jeg tror egentlig, at jeg gør det meget godt«, sagde hun. »Men jeg er nysgerrig på, hvordan andre gør. Er der andre og bedre måder at gribe det an på? Meget af det, vi gør, bygger på vores egen livserfaring. Men det handler jo om det menneske, der sidder over for os. At vi prøver at finde ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe lige netop den person«.
