Skip to main content

Død ved pølse

I 1800-tallet blev folk, lige som i dag, forgiftet med både medicin og giftstoffer. Men i en tid uden fødevarekontrol skulle man desuden vogte sig for fødevarerne – også den økologiske mælk.

cover
Giftetiket, 1880erne. Illustration i Ugeskrift for Læger

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

31. maj 2023
7 min.

Hvert år dør omkring 600 af forgiftninger i Danmark. I runde tal indlægges 8.000, mens 12.000 besøger skadestuen. Af de 600 dødsfald skyldes de 400 medicinforgiftning. Af de sidstnævnte er der ifølge Dødsårsagsregistret tale om 40 - 60 selvmord. I ­andre tilfælde er årsagen polyfarmaci, blanding med alkohol og – forhåbentlig sjældent – fejlordinering eller -dosering.

De forgiftningstilfælde, der ikke skyldes lægemidler, forekommer ofte ved, at et barn får fat i kemikalier eller giftige planter og bær.

Forgiftning ved … knapost?

Problemet er ikke nyt. I Sundhedskollegiets årsberetning, 1887, dukker et afsnit op om forgiftninger. En del ligner det, vi kender hos nutidens skadestuer og Giftlinjen. Men der forekom også tilfælde, som næppe ville dukke op i dag. Fra flere læge­distrikter er der f.eks. indberetninger om forgiftninger efter »Nydelsen af daarlig Rug« i form af »Dyspepsi og blodig Diarrhe … Hæmaturi, Aborter og for tidlige Fødsler«.

Fra Ringsted, Randers, Horsens og Aarhus lægedistrikter meldes om »en Del Tilfælde af Forgiftning ved Knapost« – 13 tilfælde i alt. Heldigvis er de ­ellers ret voldsomme symptomer forbigående, selv om et enkelt tilfælde fra Aarhus endte dødeligt. Knapost kan bedst beskrives som en rygeost, som ikke er ­røget. Den fremstilles ved at opvarme lige dele kærnemælk og sødmælk. Når ostemassen er dannet, hældes vallen fra. Ostemassen lægges i et klæde for at dryppe af. At ryge den færdige knapost med halm for at gøre den mere holdbar, fandt man muligvis allerede på i vikinge­tiden.

Årsagen til forgiftningen kan være, at osten er blevet dårlig. Diarre, dysenteri, salmonella og »blodgang« var årligt tilbagevendende folkesygdomme på den varme årstid, når maden henlå i det lune spisekammer. En anden mulighed er, at knap­osten har været forgiftet med kobber fra gryden. Der forekom en del kobberforgiftninger i 1800-tallet, så det er en plausibel forklaring. Den samme årsberetning fra Sundhedskollegiet omtaler netop »et Tilfælde af Forgiftning ved Stikkelsbærgrød, kogt i et ufortinnet Kobberkar«.

I 1830’erne var lægen Carl Otto redaktør af tidsskriftet Bibliotek for Læger. Otto var farmakolog, og måske derfor havde tidsskriftet derfor særligt fokus på medikamenter og giftstoffer. Blandt andet bragte han en artikel om en metode til at spore kobber i madvarer, som var almin­deligt forekommende. Ikke så sært, da gryder, potter og pander lige som bryggeriernes kedler var lavet af kobber.

Hvad var der i pølsen?

I 1833 skriver Carl Otto om »den saakaldte Ostegift«, at man jo alle­rede kender »ostesyrens« giftvirkning. Men han vil gerne gøre opmærksom på, at osten desuden ofte er tilberedt i kobberkar, og at der derfor kan forekomme både kobber og ostesyre i ostene – hvilket »mange Forgiftningstilfælde« har vist.

Ligeledes i 1833 bragte Bibliotek for Læger kasuistikker om forgiftning ved knapost, men også ved indtagelse af medisterpølse og gammelost. Det sker i et mødereferat fra Medicinsk Selskab i København, hvor stadsfysikus Børge Anton Hoppe har oplæst en meddelelse om »et formodentligt Forgiftningstilfælde med Medisterpølse«: Tilfældet drejede sig om en maler­svend, som i forvejen var svækket af en »phtisisk Disposition« med flerårig blodspytning (dvs. fremskreden lungetuberkulose, red.). Han havde spist sin vanlige middagsmad kl. 12: Først boghvedegrød med øl til, så stegt medisterpølse og kartofler og til sidst en kop kaffe. Derefter gik han på arbejde, men ved firetiden samme eftermiddag »følte han pludseligen Ildebefindende, Qvalme og Mathed, og snart derefter opstod en profus Brækning«. Der indfandt sig adskillige heftige og vandige diarreer. Han gik hjem og fik sendt bud efter lægen, der indfandt sig om aftenen. Lægen iværksatte en absurd behandling, som bl.a. bestod i ind­givelse af afføringsmiddel og gnidning på bugen med flygtige olier osv.

Der var en rest tilovers af den mistænkelige medister. Den tog lægen med til nærmere under­søgelse for evt. kobberindhold. Prøven var negativ. Han henvendte sig til slagteren, der bedyrede, at pølsens indhold på intet tidspunkt havde været i kontakt med kobber.

»Heraf maa man vel slutte, at Pølsens Skadelighed har hidrørt fra en ejendommelig dyrisk Gift, lig den, der kan udvikles i Knap­ost, Klipfisk og Rejer«, lød konklusionen.

Selv om man var i stand til at spore såvel kobber som arsenik og andre gifte, selv i ganske små mængder, var man ikke altid i stand til at identificere årsagen til de forgiftninger, folk kom ud for. Den omtalte pølse har nok bare været fordærvet, og den tuber­kuløse malersvend har nok bare været lidt længere om at komme sig over en bakteriel madforgiftning. Bakterier var endnu ukendt.

Plantegift i økomælken

Men hvad er der mon sket, siden Sundhedskollegiets beretning for 1877 kan fortælle om »en hel Familie«, som blev angrebet af »en heftig, blodblandet ­Diarrhe«. Man søger forklaringen i, at fami­lien havde drukket mælk fra køer, der havde græsset i et mose­område, hvor der voksede benbræk – en flerårig urt, som er giftig, og som havde fået sit navn, fordi man troede, at kvæget fik skøre knogler af at æde den. Også køerne var blevet syge med »Intestinalkatarrh« og hæma­turi, noteres det. Ifølge ­diverse veterinære opslagsværker er plantens giftstoffer dog kun giftige for hvide lam (sært nok ikke sorte), som kan få lever­skader og svære øjenskader. Det er således ingen garanti, at mælken er fra fritgående køer. Også på økologiske enge kan der vokse giftige planter.

Ellers florerer der forgiftninger med »Rottekrudt« – dvs. arse­nik-baseret rottegift, som var relativt let tilgængeligt, og som fandtes i enhver større husholdning. I nogle tilfælde blev arsenikken brugt til at rydde en ægtefælle eller gamle, omkostningstunge forældre, af vejen. Andre gange skete forgiftningen ved et uheld, selv om det lyder mistænkeligt, da en kvinde og hendes søn har spist af en suppe, hvis rester ved undersøgelse viste sig at indeholde betydelige mængder arsenik. De overlevede, og tilsyneladende er der ikke foretaget nærmere kriminaltekniske undersøgelser.

Men man kunne sagtens få arsenikforgiftning på andre ­måder. Stort set alt, som var farvet grønt, indeholdt livsfarlige mængder arsenik. Det vidste det toårige barn ikke, da det gumlede på et prismærke af grønt papir, der sad på noget tøj. Barnet overlevede.

Et barn har smagt på en flaske svovlsyre, et andet har ind­taget jodtinktur, og et tredje drukket af forældrenes morfin (!) med dødeligt resultat. Et barn har fået en karbolsyreforgiftning, fordi den stærkt irriterende opløsning, som blev brugt til et klyster, var for koncentreret. En del folk på Skive-egnen har fået erysipelas (dvs. rosen) på benene »efter Brugen af hjemmefarvede Strømper (Anilin)?«.

Utilsigtede hændelser

Og så er der lægemiddelforgiftningerne. I Ugeskrift for Læger konstaterer læge Hans Peter Barfod i 1884, at medicinens sene­ste fremskridt også har en dyster bagside. Nu, hvor man faktisk har lægemidler, der virker ved andet og mere end placebo, risikerer lægen nemlig at gøre skade på sine patienter med de nye, virksomme medikamenter:

»Det er ingenlunde sjældent, at der fremkommer Beretninger om Tilfælde, hvor Forgiftning, ofte med dødeligt Udfald, er fremkaldt ved, at Patienten, ­eller den, der plejer den Syge, har taget Fejl af Medicin til udvendig Brug og givet den per os [indvortes, red.]«, skriver han.

Barfod mener, at dette faktisk sker oftere »end det kommer til offentlig Kundskab«. Han har selv oplevet flere eksempler på, at der i skyndingen eller på grund af dårlig belysning er sket en forveksling af flasker, så patien­ten i stedet for medicin har fået gift.

For nylig har Barfod set et alvor­ligt forgiftningstilfælde, hvor patienten i stedet for det ordinerede lægemiddel havde fået en sublimatopløsning (en ætsende kviksølvklorid, red.).

De to opløsninger havde stået ved siden af hinanden, men da det var halvmørkt, var flaskerne blevet forvekslet, selv om den ene havde hvid, og den anden blå etiket og tilmed var forsynet med giftmærke. Kun, fordi Barfod nåede hurtigt frem, lykkedes det at redde patienten.

Han foreslår en simpel løsning: at apotekerne får påbud om at bruge flasker med forskellige former – f.eks. således, at medikamenter til udvortes brug, kommer i en firkantet flaske.

»Det vilde da ikke let kunne ske, at man gav en Syg en Spise­skefuld Karbolsyre, thi at man faar en kantet Flaske i Haanden, kan dog vanskeligt undgaa ­nogens Opmærksomhed«.

Barfod minder om, at han tidligere i Ugeskrift for Læger har foreslået, at der på flasken eller æsken med medicin ikke alene skulle angives dosis og anvendelsesmåde, men at apoteket også skal afskrive recepten og klæbe den på flasken »som et praktisk Middel for at undgaa de sørgelige og skjæbnesvangre Fejltagelser, de senere Aar synes at skulle blive saa rige paa«.