Døden

Med sit »Dead and Alive Project« dokumenterer fotograf Klaus Bo fænomenet »død« i hele verden. En af hans vigtige pointer er, at vi bør forholde os til ­vores egen dødelighed, mens vi stadig er i live. Billed­siden i dette nummer af Bibliotek for Læger er præget af hans undersøgende værker, der på nænsom vis går så tæt på den fysiske død, som det er muligt. For selv om døden i de ­seneste 10-20 år næppe kan siges at være et decideret tabu, er der alligevel lang vej igen til åbne samtaler om den konkrete, indivi­duelle død.

Udstillingen »De Dødes Liv« på Moesgaard Museum har nydt stor publikumsinteresse og har samtidigt illustreret behovet for at italesætte og forstå implikationer af ­døden og dens uomgængelighed. Det er tankevækkende at se, hvor forskelligt døden opleves rundt om på kloden. Hvor det i nogle kulturer er ret indadvendt og personligt at tage ­afsked og sørge over et tab, er det andre steder anledning til fest, storslåede mindedage eller diverse ritu­aler for at genbesøge de døde. Det antropologiske blik på andre kulturer kan, med kurator Ulrik Høj Johnsens ord, gøre os klogere på os selv som mennesker, ligesom det museale rum »kan skabe et rum for reflek­sion, samtale og debat«.

Også sundhedssektoren har brug for et reflek­sionsrum, hvad angår håndteringen af døden. Clemmensen og Kyvik var i efteråret 2022 medarrangører af en konference: »Hvordan bliver vi bedre til at dø«, der uventet blev et tilløbsstykke med over 450 tilmeldte. I deres artikel til Bibliotek for Læger skriver de to professorer sammen med ­chefredaktøren om deres meget forskellige personlige oplevelser omkring for­ældre­døds­fald og opfordrer til en fortsat åben ­debat om emnet.

Anita Mink, praktiserende læge og plejehjemslæge på Frederiksberg, oplever flere og flere gode forløb, hvor døden er ventet, og de pårørende er parate til at tage ­afsked. Illustreret med sygehistorier udbreder hun sit kendskab til både lovstoffet og den kliniske virkelighed i artiklen om en værdig død på plejehjemmet.

I artiklen »At vække døden til live« efterlyser forfatterne Busch, Gaardboe og Hviid Jacobsen netop det, »mere liv i døden«. Inspi­reret af en rapport fra The Lancet ­Commission on the Value of Death i 2022, op­stiller forfatterne med afsæt i tre forskellige fagligheder – teologisk, lægelig og sociologisk – en såkaldt realistisk utopi og advokerer for, at »døden først og fremmest bliver betragtet som et relationelt, eksistentielt fæno­men«. Busch går i en anden artikel, »Myter forgår – ritualer består«, videre med at beskrive ritualers betydning som bro over den krise, der opstår, når døden eller andre af naturens ustyrlige kræfter raser.

Anne Wivels dokumentarfilm, »Livet før døden«, der blev præsenteret på CPH:DOX i marts 2023, har helt velfortjent vundet stor popularitet. Filmen kan streames i sin helhed på DRTV frem til maj 2024. Wivel genbesøger palliativt afsnit på Bispebjerg Hospital, hvor hendes mand, Svend Auken, døde over 14 år forinden. Professor i palliativ medi­cin, Mogens Grønvold, har set filmen flere gange. Han erklærer sig i en artikel til Bibliotek for Læger »både dybt indforstået og nysgerrigt uvidende« på samme tid. For selvom han har været forskningsleder i over 25 år og kender den konkrete afdeling særdeles godt, har han ikke tidligere haft lejlighed til at se selve patientarbejdet på så tæt hold. Det er rørende at læse om, præcis hvor glædeligt det er for Grønvold at se det kompetente personales professionalisme og evne til nærvær. Han glædes forståeligt over, i hvor høj grad faglighed og menneskelighed er til stede side om side. På Face­book har nogle små klip fra filmen fået over 300.000 visninger. Disse klip indkapsler ifølge Grønvold, at den palliative indsats handler om liv og om det at finde livsglæde trods store problemer, selv når livet leves lige før døden. Og det kan lykkes. Man undrer sig med ham over, at der i Danmark nok er etableret palliative teams/enheder og hospice, men ikke uddannelser til det personale, der skal levere den højtspecialiserede indsats. I stedet foregår uddannelsen via såkaldt sidemands­oplæring. Det er ligeledes svært at forstå, at palliation (endnu) ikke er blevet et lægeligt speciale, og at målsætningerne for adgang til palliativ behandling er ikke nået. Sidstnævnte er atter genstand for kritik i Rigsrevisionens ­seneste notat fra 29. juni i år.

Det burde være indlysende, at meget kunne gøres bedre på dette felt, og at større palliativ kapacitet og udbredelse kunne medvirke til at afhjælpe mange af tidens væsent­lige problemstillinger.

Knyttet til samme tema, men på en ganske anden hylde, findes aktuelt et borgerforslag om legalisering af aktiv dødshjælp. Lægerne er imod – befolkningen er for. På årets Folkemøde kom det frem, at også landets statsminister er tilhænger. Ole Hartling advarer i opdateret udgave af en tidligere online ud­givelse fra marts 2023 imod aktiv dødshjælp og begrunder hvorfor. Mange gør sig f.eks. ikke klart, hvad forskellen er på aktiv og ­passiv dødshjælp. En del af de tiltag, befolkningen ønsker sig, er således allerede mulige ­inden for den eksisterende lovgivning.

Holdt op imod det faktum, at specialiseret palliativ indsats i Danmark er en eftertragtet, men meget begrænset ressource, forekommer den store tilslutning til legalisering af aktiv dødshjælp – nu også blandt politikere – ekstra malplaceret.

I det følgende nummer, som er et tema­nummer om handicap, fortsætter proble­matiseringen af aktiv dødshjælp.

Tegn et abonnement på Bibliotek for Læger allerede nu og få de næste temanumre med. Se mere på Ugeskriftet.dk/abonner