Skip to main content

Døden fra floden

I august 1892 blev Hamborg ramt af en koleraepidemi, som på få uger kostede op mod 10.000 mennesker livet. Det var sidste gang, Europa kom til at opleve et større udbrud af sygdommen.

cover
Da Robert Koch dukkede op i det kolera-ramte Hamborg, sørgede han bl.a. for at etablere desinfektionsanstalter (billedet) og uddeling af kogt drikkevand. (Stiftung Historische Museen Hamburg).

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

24. feb. 2023
6 min.

I Hamborg var sensommeren 1892 smeltende varm. Midt i august hang luften stille mellem gyders overfyldte lejekaserner. Temperaturen i skyggen nåede op over 30 grader celsius.

Storbyens enorme havn modtog ikke alene gods og varer fra hele verden; den var også porten til et nyt liv for mennesker på flugt østfra – fra antisemitiske pogromer i Rusland og Polen og fra hungersnød. Her kom endda folk helt ovre fra Centralasien, som søgte væk fra de hyppige udbrud af »den asiatiske kolera«, som igennem de seneste 50 år også jævnligt havde hjemsøgt europæiske byer. For mange var Hamborg en mellemstation, til de med skib kunne fortsætte til Amerika. I ventetiden fyldte de godt op i de tætbefolkede havnekvarterer.

Lort og småkravl i drikkevandet

I Hamborgs berygtede Gängeviertel levede der i 1892 omkring 90.000 mennesker tæt sammen uden kloakering. De fleste fik deres drikkevand fra Elben. Floden modtog til gengæld spildevandet fra byens rendestene og de få kloakker, men også fækalier fra besætningerne på hundreder af skibe og fra tusinder af havnearbejdere, der benyttede havnen som lokum. Det lunkne flodvand, der også kunne indeholde småfisk, insektlarver og andet småkravl, blev i spande og baljer transporteret hjem til boligerne, hvor det henstod til afbenyttelse i de kommende dage. Bystyret havde ganske vist igangsat byggeriet af et sandfilter, men byggeriet gik langsomt, og byens fædre ville nødig ødsle med finanserne.

Og nu løb rygtet, at flere pludselig var døde efter kort tids sygdom. Den 18. august dukkede de første avisnotitser op om »koleralignende sygdomstilfælde med dødelig udgang«. Blandt de første ofre var en svensk skibstømrer, en murersvend og en cigarruller fra bydelen St. Pauli.

Den 21. august var der 83 tilfælde og 22 dødsfald. Alligevel gik livet sin vante gang. Bystyret nægtede at se kendsgerningerne i øjnene – at byen var ramt af den frygtede kolera. Skibe forlod havnen med matroser og passagerer, som formentlig allerede var smittet. Døde blev hastigt begravet, efter at en læge havde skrevet »alderdom« eller »udmagring« som dødsårsag.

Ti år tidligere havde bakteriologen Robert Koch identificeret bacillen, som er årsag til kolera, og som smitter via afføring i drikkevandet. Det havde fået en række europæiske storbyer til at investere i at rense drikkevandet – men ikke Hamborg, hvor bystyret anså udgiften for overflødig.

Selvom en undersøgelse for nylig havde vist, at der levede mindst 50 forskellige smådyr og mikroorganismer i byens drikkevand, fastholdt Hamborgs vise fædre, at koleraen skyldtes »miasmer« – usynlige luftarter, som man ikke kunne gøre noget ved.

Den 24. august blev der målt 30,8 grader i skyggen. Vandet i Elben var også usædvanligt varmt og næsten helt stillestående. Kolerabacillen, Vibrio cholera, havde perfekte vækstbetingelser.

Fra Hamborgs Gängeviertel, et af Europas største slumkvarterer. Her ramte koleraepidemien i 1892 særlig hårdt. Foto: Heinrich Hamann.

»Nej, vi har ikke kolera«

Det var ikke, fordi Hamborg manglede erfaringer med kolera. Der havde allerede været syv udbrud i byen, bl.a. i 1831, 1866 og 1873. Alligevel lukkede bystyret i den første afgørende uge øjnene for det voksende antal dødsfald. Man udstedte endda sundhedspas til emigrantskibe, som på den måde slæbte smitten med til New York.

Det var set så mange gange før: En driftig by, som blev ramt af en epidemi, forsøgte at undslippe alle handelsbyers skrækscenarie – en karantæne, som ville sætte en stopper for handel og være ødelæggende for økonomien.

Den engelske historiker Richard Evans konstaterede i 1987, at myndigheder til alle tider reagerer nogenlunde ens på pandemier: »Nej, nej, det kommer ikke her. Vi har ikke fået det« eller »Det er kun et mildt udbrud, det får ingen betydning«. Det skete også i Hamborg, som i 1892 var verdens fjerdestørste havneby med 800.000 indbyggere og var gennemgang for europæiske udvandrere, der ville begynde et nyt liv i Amerika.

Byen blev styret af rige købmandsfamilier, der satte handel og økonomi højere end indbyggernes sundhed. Men efterhånden skulle det daglige antal døde tælles i hundreder, og katastrofen kunne ikke længere fejes ind under gulvtæppet. Den 22. august kunne en avis meddele, at »Koleraen grasserer … derom kan der ikke herske nogen tvivl, og det ville ikke alene være tåbeligt, men også skadeligt at lukke øjnene for det«. Samme dag var 640 af byens indbyggere syge. Dagens dødstal var 239.

Den 27. august var der 1.102 tilfælde og 455 dødsfald, og indbyggerne var i panik. Havde man penge eller familie på landet, flygtede man ud af byen, eller man sendte i det mindste kone og børn af sted.

I slutningen af august ankom Robert Koch fra Berlin, udsendt af de kejserlige myndigheder og udstyret med ekstraordinære beføjelser. Koch inspicerede forholdene i havnekvarteret og udbrød: »Jeg glemmer, at jeg befinder mig i Europa«.

Hans forholdsregler indbefattede spærring af havnen for al skibstrafik, skolelukninger, forsamlingsforbud, afspærring af byen og vigtigst: forsyning af rent drikkevand ved at etablere uddeling af kogt vand.

Drachmann på slumsafari

Den danske digter Holger Drachmann besøgte Hamborg, mens epidemien var på sit højeste. Han elskede byen og selvom han ikke manglede penge, boede han som regel på et lurvet hotel ved havnen. Da han ankom til Altonaer Bahnhof, stank der af desinficerende karbol.

Drachmann var udsendt af dagbladet Politiken og kunne fortælle, at han fra stationen vandrede gennem værtshuskvarteret St. Pauli, som plejede at »stråle af lys og summe af folk ud fra alle forlystelsesetablissementerne«. Men nu var det en dødsmærket by, hvor gaderne lå øde.

Ifølge Drachmann var epidemien »brudt løs ved havnen, blandt de stakkels arbejdere, der i den frygtelige hede slider og slæber for kontorerne, læsker sig i Elbvand og øl, og sover sammenstuvede i gyder, for hvilke salig Peder Madsens Gang (berygtet slumstræde i København, red.) kunne være fornem hovedgade. Hundred mennesker, måske halvandet hundrede, dør om dagen – i en by på trekvart million«, skriver Drachmann.

I en beværtning drikker han med nogle lokale, indtil de sidst på aftenen opfordrer ham til at tage ud til forstæderne frem for at blive i det befængte havnekvarter. Drachmann foretrækker dog at vandre gennem slummens øde gader til sit gamle stamhotel på Johannisbollwerk ved havnefronten.

Bystyret sat på porten

Flere dage før koleraudbruddet i Hamborg havde det tyske indenrigsministerium udsendt retningslinjer, der skulle minimere risikoen for en epidemi. De omfattede bl.a. drikkevandskvalitet og håndtering af byernes spildevand. Hamborgs myndigheder ignorerede dem. Andre byer førte dem straks ud i livet.

Trods Robert Kochs indgriben – og måske fordi den skete forsinket – varede det mere end to måneder, før epidemien i Hamborg var forbi. Koleraen havde kostet omkring 8.500 indbyggere livet. Da Hamborg året efter koleraen skulle vælge et nyt bystyre, blev købmændene sat på porten og erstattet af ledere fra det socialdemokratiske SPD.

Epidemien i Hamborg i 1892 var et af de sidste udbrud af kolera i Europa. Danmark havde oplevet sin sidste epidemi i 1853, der krævede næsten 5.000 dødsofre i København. Det havde åbnet øjnene på myndighederne og førte til rydning af hovedstadens værste slumområder, kloakering og forbedring af drikkevandsforsyningen.