Skip to main content

Doktor Who? Sådan lød reaktionen hos mange, da det blev kendt, at den sydkoreanske læge Jong-Wook Lee stillede op til generaldirektørposten i Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Med sine næsten 20 år i WHO er Lee ganske vist godt kendt i og med organisationen, men han var og er stort set ukendt i den brede offentlighed. Lee blev da heller ikke tillagt de store chancer i kampen mod tungere og mere kendte kandidater som den belgiske direktør for FN's aids-organisation, UNAIDS, Peter Piot, og premierministeren i Mozambique, Pascoal Manue Mocumbi, der også er læge.

Men efter fem tætte afstemningsrunder i WHO's styrelsesråd i januar blev Lee, i et nervepirrende opløb med Peter Piot, indstillet til posten. I slutningen af maj bekræftede WHO's øverste myndighed, Verdenssundhedskonferencen, valget af Lee, som tiltræder generaldirektørposten den 21. juli for en femårsperiode.

Hvem er han så, den forholdsvis ukendte, sydkoreanske læge, der har påtaget sig den vanskelige opgave at løfte arven fra sin meget mere kendte forgænger, Gro Harlem Brundtland, og lede den globale sundhedsstyrelse, som WHO er blevet kaldt?

Og har han format og pondus til at gøre WHO mere effektiv og troværdig? Brundtland fik i løbet af sine fem år gjort en del for at rette op på WHO's omdømme, der i 1998 var helt i bund efter ti år med japaneren Hiroshi Nakajima i chefstolen, men hun fik langtfra løst alle problemer.

Vellidt, men konfliktsky

Astrid Permin, lægefaglig konsulent i Udenrigsministeriet, arbejdede som ung læge for næsten ti år siden sammen med J.-W. Lee på WHO's regionale kontor i Manila i Filippinerne, og hun bekræfter de mange beskrivelser af Lee som kompetent og behagelig at arbejde sammen med.

»Hans dør stod altid åben, og det var usædvanligt blandt WHO-chefer dengang. Han benytter den asiatiske konsensusstil, hvor man lytter til alle og går efter at blive enig, snarere end at tage den direkte konflikt, og han er god til at samle dygtige folk omkring sig og lade dem få plads. Når dertil lægges hans enorme kendskab til WHO indefra på alle niveauer og det faktum, at han er vellidt i organisationen, står han godt rustet til det store interne arbejde, der forestår med at få decentraliseret WHO. Det lykkedes ikke for Brundtland. Til gengæld var hun god til at profilere WHO udadtil og få sat sundhed på den internationale dagsorden. Det kan Lee få langt sværere ved, og det kan blive et problem«, vurderer Astrid Permin.

Alle vogter på alle

Da folk fra Udenrigsministeriet tidligere i år var i Genève til årsforhandlinger med WHO, blev den beskedne danske delegation mødt af en talstærk WHO-delegation på omkring 20 chefer og direktører, og selv om Danmark er blandt WHO's solide støtter med et medlemsbidrag på omkring 20 mio. kr. og frivillige bidrag på 40 mio. kr. om året, var det alligevel overraskende, at så mange betydelige WHO-folk satte tid af til at møde danskerne.

Men hændelsen siger en hel del om WHO's massive, interne problemer, som Lee skal forsøge at gøre noget ved. Der er nemlig en god grund til, at cheferne for diverse afdelinger, programmer og kampagner lægger andre opgaver til side for at holde sig til, når der kommer en donor med en solid pose penge. Alle er simpelthen bange for, at andre afdelinger render med de rare penge.

Kun godt en tredjedel af WHO's indtægter kommer fra de 192 medlemslandes medlemsbidrag. Resten stammer fra frivillige bidrag, der typisk gives for et år ad gangen, og stort set alle er øremærkede til bestemte formål som Stop TB, Roll Back Malaria og de utallige andre WHO-programmer og kampagner.

Resultatet er en organisation, der er splittet på kryds og på tværs, hvor mange ansatte er mere engageret i det program, de arbejder med, end i WHO som helhed. Og hvor mange føler sig mindst lige så forpligtede over for de donorer, der finansierer deres arbejde, som over for WHO's ledelse.

Det medfører også, at WHO's indsats prioriteres ud fra, hvad donorerne vil give penge til, snarere end ud fra de mest presserende sundhedsproblemer i medlemslandene. Og det går hårdt ud over den brede indsats for de sundhedssystemer, der skal binde alle enkeltindsatserne sammen.

Problemet skyldes donorer, der meget gerne vil have indflydelse på, hvordan netop deres bidrag bruges. Men det er også selvforskyldt. WHO har været så bureaukratisk og ineffektiv, at donorerne ikke tør betro WHO pengene i én stor, fælles kasse.

»Situationen er fuldstændig uholdbar. Målet må naturligvis være, at WHO selv kan prioritere alle sine midler, så der kan vedtages et langsigtet arbejdsprogram for WHO's samlede indsats. Men der er et stykke vej endnu. Kun Storbritannien er foreløbigt stoppet helt med at øremærke sine frivillige bidrag. Hvis andre lande skal gøre det samme, kræver det, at WHO bliver i stand til at udvikle planer og aflægge regnskaber, der dækker hele organisationen, og at WHO fortsætter sin positive udvikling«, siger Astrid Permin.

Decentralisering bliver prøvestenen

I år vil seks mio. børn under fem år dø af sygdomme, der let kunne være forebygget eller behandlet: diarré, tuberkulose, hiv, malaria og mæslinger. Langt de fleste af dødsfaldene vil ske i Afrika, hvor årtiers fremgang i sundheden de seneste år er afløst af tilbageslag og håbløshed. Derfor er der bred enighed om, at WHO's allermest presserende og tungeste opgave er at få de udsultede sundhedssystemer i Afrika til blot at fungere nogenlunde.

Der er lige så udbredt enighed om, at WHO ikke i tilstrækkelig grad har magtet opgaven ude omkring i de enkelte lande. Organisationen har brugt alt for mange ressourcer i hovedkvarteret i Genève og i de seks regionale kontorer rundt omkring i verden.

Gro Harlem Brundtland, der ellers får mange roser for sin indsats som WHO-leder, nåede ikke at tage opgøret med WHO's selvstyrende - mange mener alt for selvstyrende - regionskontorer, og antallet af ansatte hos WHO i Genève steg under hendes ledelse. Men i 2002 startede hun et såkaldt Country Focus Initiative for at styrke WHO's indsats ude i medlemslandene, en indsats J.-W. Lee har lovet at forstærke.

Lee har ligefrem sat tal på decentraliseringen:

»I budgettet for 2004-2005 arbejder 36 pct. af WHO's ansatte i Genève.

Den andel vil jeg ændre til 25 pct. i 2005 og til 20 pct. i 2008,« lovede han i en valgtale. Og lykkes det Lee at decentralisere WHO, vil det være en vigtig bedrift.

»WHO bør være den neutrale og fagligt kompetente rådgiver for sundhedsmyndighederne i udviklingslandene i deres dialog med de mange forskellige donorer«, mener Astrid Permin. Men WHO har ikke kompetencen og autoriteten til at løfte opgaven ude i de enkelte lande. I stedet bliver det så Verdensbankens lokale repræsentant eller en af de store, bilaterale donorer, der koordinerer samarbejdet mellem donorerne og de nationale myndigheder.

»WHO skal være stærkere repræsenteret på landeniveau og styrke sine brede kompetencer på områder som sundhedssystemer, folkesundhed og sundhedsøkonomi, så WHO i højere grad kan støtte de fattige l ande med at prioritere deres indsats. WHO er stærk på enkeltområder som malaria og polio, men skal i langt højere grad være i stand til at varetage de brede hensyn«, mener Astrid Permin, der - skønt hun selv er læge - godt kan se en idé i, at der sker en slags »DJØF'isering« af WHO.

Konkurrenter eller partnere

I de seneste år er der dukket et væld af globale, kapitalstærke fonde op til bekæmpelse af helt bestemte sygdomme. Den mest kendte er Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Malaria og Tuberkulose, men der er mange, mange flere.

Tilhængerne af fondene ser dem som en nyttig og helt nødvendig saltvandsindsprøjtning til bestræbelserne på at bekæmpe de sygdomme, der fortsat plager menneskeheden. FN's generalsekretær Kofi Annan og WHO med Gro Harlem Brundtland i spidsen har budt fondene varmt velkommen, og også J.-W. Lee ser positivt på fondene.

Men skeptikerne advarer om, at fondene med deres ensidige fokus på bestemte sygdomme vil underminere det lange, seje træk med at opbygge de sundhedssystemer, der skal lime indsatserne mod de mange forskellige sygdomme sammen og fortsætte den, når støtten fra fondene ophører.

Direktøren for UNAIDS, Peter Piot, der også kandiderede til posten som generaldirektør for WHO, har ligefrem talt om risikoen for en »balkanisering« af sundhedsindsatsen.

Fondene har fået private velgørere som Bill Gates og enkeltlande til at give ekstra penge til sundhed, men slet ikke i det omfang, som man håbede, og spørgsmålet er, om midlerne er »ekstra penge«, altså penge, der ikke var blevet givet alligevel.

Resultatet er i hvert fald, at milliarder af dollars til sundhed hvert år nu kanaliseres uden om WHO, der ganske vist arbejder tæt sammen med fondene, men for eksempel end ikke er repræsenteret i bestyrelsen for Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Malaria og Tuberkulose.

Fondene har forstærket indtrykket af, at WHO blot er en af mange aktører i kampen for den globale sundhed, og at WHO har ladet sig manøvrere ud på sidelinjen af blandt andre Verdensbanken, hvis økonomiske støtte til sundhed i udviklingslandene for adskillige år siden har overhalet WHO's.

Brug for højprofileret frontfigur

I den stadigt stigende konkurrence om opmærksomhed har enhver organisation brug for en karismatisk frontfigur. Gro Harlem Brundtland levede op til netop det krav. Tre gange nåede hun at være statsminister i Norge, og internationalt blev hun kendt for sin indsats for miljøet, der blev kronet med formandskabet for Brundtland-kommissionen og Brundtland-rapporten om bæredygtig udvikling i 1987.

Den position udnyttede Brundtland effektivt til at få sat sundhed på den internationale dagsorden. Mest tydeligt via »Kommissionen om Makroøkonomi og Sundhed« under ledelse af den amerikanske økonom, Jeffrey Sachs. Kommissionens rapport fra 2001 er et veldokumenteret og engageret forsvar for øget støtte til sundhed i det fattige verden. Ikke kun ud fra moralske overvejelser, men også fordi det kan betale sig.

Verdens fattige er fanget i en ond cirkel af sygdom og fattigdom. Først når de sikres bedre sundhed, kan de komme ud af fattigdommen, argumenterer rapporten og dokumenterer, at otte mio. menneskeliv kan reddes hvert år, hvis de fattige lande får mulighed for at bruge 35-40 dollars om året pr. indbygger på sundhed. Den beskedne investering vil give et afkast, der er seks gange så stort, hedder det i rapporten, der afliver myten om, at globaliseringen og markedskræfterne automatisk vil føre til øget økonomisk udvikling - og dermed bedre sundhed - i udviklingslandene.

Rapporten blev positivt modtaget, men har endnu ikke ført til voldsomme stigninger i de rige landes udviklingsbistand. Det kræver opfølgning. Brundtland havde pondus og status til at svinge krabasken over verdens ledere. Den status skal hendes afløser, en forholdsvis ukendt, sydkoreansk læge, først gøre sig fortjent til.

Det kan blive svært. Men optimister peger på, at Lee måske på sin egen lavprofilerede facon på en helt anden front end Brundtland kan styrke WHO's gennemslagskraft. Han har et enormt kendskab til organisationen og er generelt vellidt. Den position kan han bruge til at få gennemført de helt nødvendige omstruktureringer og reformer af WHO og opbygge en stærkere korpsånd, et »One WHO«, som Brundtland ikke formåede.

Det er måske ikke så spektakulært, men kan være mindst lige så nyttigt for organisationens troværdighed og mulighed for at forfølge sit mandat om »sundhed for alle« - specielt i de fattige lande.

Blå bog

Jong-Wook Lee blev født i Seoul, Sydkoreas hovedstad, den 12. april 1945. Han er lægeuddannet i Seoul og har en Master of Public Health fra University of Hawaii. Han har arbejdet for WHO siden 1983 og startede som spedalskhedskonsulent på WHO's landekontor i Mikronesien.

I 1990 fortsatte han til WHO's regionale kontor for Western Pacific i Manila og i 1994 til hovedkontoret i Genève for at stå i spidsen for WHO's globale vaccinationsprogram.

I 1998 blev han senior policy advisor for Gro Harlem Brundtland, og siden 2000 har han ledet Stop TB-programmet.

J.-W. Lee taler engelsk, japansk og koreansk og læser fransk og kinesisk. Han er den første sydkoreaner, der står i spidsen for en FN-organisation.