Dokumentarudsendelse eller tv-teater

Nytænkning er påkrævet

Problemet med mange af de dokumentarudsendelser, vi ser for tiden, er ikke bare af personlig eller faglig karakter for de involverede. Det har også stor betydning for dem, der ser udsendelserne. Hanne Fast Nielsen siger: »Dokumentarudsendelser fungerer som en slags vagthunde i vores samfund, men de bygger også på en tillid mellem de journalister og tilrettelæggere, der med stor overbevisning og filmiske virkemidlerne fører os gennem dokumentarudsendelserne. DR's dokumentargruppe har på baggrund af mange års seriøst arbejde og afslørende udsendelser opbygget en stor tillid og troværdighed hos os. Men tilliden varer lige indtil den dag, man begynder at svigte seernes tillid. Det er meget problematisk, al den stund at vi som seere har vænnet os til med dokumentargenren, at vi til slut kommer til sandheden. At der er sket en forløsning - en afsløring til sidst. Derfor er det også katastrofalt for de journalister, der arbejder med så prestigefyldt en genre, hvis det efter lang tids dyr research viser sig ikke at være tilfældet, eller hvis man ikke har dokumentation nok, for den historie man forfølger. Så er det etisk rigtig at delete det hele og starte på noget andet. Men desværre er det ikke altid, det sker. Man kan som journalist og tilrettelægger føle sig fristet til at få noget til at ligne en afsløring og dermed i højere grad ,sminke en mistanke som en afsløring`«.

Hanne Fast Nielsen mener, det er et større arbejde at afgøre, om det er det, der er sket i denne udsendelse. Hun mener i øvrigt også, at dokumentargenrens virkemidler er ved at være nedslidte. »De gammeldags effekter skaber et dække, hvor journalisten kan træde i baggrunden og blive skarpretter i klippebordet, hvor udsendelsen får sin form.

Tiden lige nu er til klare holdninger og rene informationer. Dokumentargenren kunne vinde meget ved at vise mere synlige journalister, der står frem med deres holdninger. Altså hvis Stig Andersen synes, at læger tjener alt for meget, så må han stå aktivt frem med sin holdning og vinkling i stedet for at blive usynlig i baggrunden med klippeteknik og filmmetoder. Hvis han synes, at læger tjener for meget, hvorfor siger han det dog ikke selv? Hvorfor ikke skrælle nogle af de lag af, som genren er bygget op om, og i stedet komme til sagens kerne?En slags dogmedokumentar, hvor man holder sig til mere simple virkemidler og forsøger at undgå de mange klip og redigering. Journalisten skal være godt klædt på for at give os uredigerede konfrontationer. Men den uredigerede virkelighed kan nu engang komme ret tæt på sandheden«.

De senere år har der været massiv fokus på sundhedssektoren i tv's dokumentarudsendelser. Og det er der ikke noget galt i. Men genrens meget barske arbejdsmetoder og dens massive brug af filmiske virkemidler for at skabe bestemte holdninger og til at opbygge en stemning af sensation og afsløring, virker ikke just fremmende på lægers lyst til at deltage eller tro på, at man får en fair behandling, hvis man stiller op.

Mange hæderlige og dygtige læger har pludselig fundet sig selv i saksen på en tv-journalists klippebord uden at kunne foretage sig meget andet end at vente på, i hvor høj grad han fik hovedet klippet af, når udsendelsen blev bragt. Oplevelser som bør afføde journalistisk selvransagelse eller nye arbejds- og produktionsmetoder, hvis læger fortsat skal have lyst og mod til at stille op for de elektroniske medier.

Overlæge Svend Erik Børgesen, Neurokirurgisk Klinik, og overlæge Henning Mouridsen, Onkologisk Klinik, begge fra Rigshospitalet er læger, der for nylig har prøvet en tur i mediekværnen. Det var i DR's dokumentarprogram »Det Medicinske Makkerskab«, tilrettelagt af journalist Stig Andersen og bragt første gang den 28. november 2001.

Udsendelsen præmis var at vise, at læger ud over arbejdet med patienterne også kan være forretningsfolk og tjene penge ved at samarbejde med medicinalindustrien. »Medicinalindustrien lægger milliardbeløb på bordet i Danmark for at få udført forsøg og til lægehonorarer ... Det giver læger særdeles gode indtjeningsmuligheder«, hedder det i speaken i udsendelsen.

Og der er da heller ingen tvivl om, at udsendelsen beskæftiger sig med et væsentligt problem. Hverken læger generelt eller Lægeforeningen er blinde for, at der findes læger, der har problemer med at finde den rette balance. Problemet er af en helt anden karakter. Genrens iver efter at skabe afsløringer, kræver store skurke og ofre, og her har mange læger som enkeltpersoner de senere år fået æren af at spille skurk på systemets eller vilkårenes vegne.

I »Det medicinske makkerskab« berøres f.eks. overhovedet ikke, at al udvikling af ny medicin, diagnosticerings- og behandlingsmetoder er helt afhængig af, at læger bruger deres viden og erfaring til at udvikle idéer, gennemføre forsøg og analysere resultaterne. Og at det uvægerlig vil medføre, at der kommer penge mellem læger og producenter, eller at læger tjener penge på deres opfindelser og medvirken. Udsendelserne berører heller ikke det faktum, at det er helt nødvendigt at afprøve al ny medicin m.m. på mennesker, for at man kan give sikre anbefalinger og information. Altså at det er uundgåeligt og i alles interesse, at der til sidst gøres forsøg på mennesker. Udsendelsen går også let og elegant uden om, at der findes regler for, hvordan man gebærder sig i disse situationer. F.eks. hvordan penge til afdelinger/læger, der kører forsøg med patienter, placeres i revisorovervågede fonde og patentregler, der giver arbejdsgiveren - det offentlige - mulighed for at drage økonomisk udbytte af et patent ved at gå økonomisk ind i udviklingen.

I stedet bliver overlægerne Mouridsen og Børgesen, der begge i deres arbejde har fulgt reglerne, syndebukke i en etisk diskussion, som burde foregå et helt andet sted. I en leder i Ugeskriftet nr. 51/2001 skriver Lægeforeningens formand Jesper Poulsen blandt andet, at udsendelsen »Det Medicinske Makkerskab« tilsværter læger som vaneforbrydere, der forsøger at lokke mennesker ind i medicinske forsøg for egen vindings skyld. En tilsværtning som er blevet til, fordi helt centrale oplysninger er blevet fordrejet eller udeladt. Altså at almindelig journalistisk fairness, alsidighed og etik er blevet groft tilsidesat.

To rigtig dårlige eksempler

Udsendelsen skildrer tre eksempler på læger, som ifølge programmets journalist og tilrettelægger har en problematisk sammenblanding af interesser. Derudover indgår en patient, som har følt sig uetisk behandlet og under pres for at indgå i forsøg med et cancerpræparat under afprøvning, lægefaglig direktør på Rigshospitalet Helle Ulrichsen, formand for de Videnskabsetiske Komiteer overlæge Kamma Bertelsen samt lægelig direktør Stig Waldorff fra Astra-Zeneca.

Denne artikel behandler kun to af de tre eksempler i udsendelsen. Eksempler, hvor de medvirkende enten deltager under falske forudsætninger, oplever at få manipuleret med udsagn eller at blive hængt ud for uhæderlighed, på trods af at de har fulgt alle regler.

Et af udsendelsens eksempler handler om et forsøg med en ny og løfterig medicin, letrozol (Femar), til behandling af mammacancer. Undersøgelsen ledes af overlæge Henning Mouridsen. Tidligere er det vist, at letrozol kan holde fremskreden mammacancer i ro eller få den til at gå tilbage i 50 pct. længere tid end med den nuværende behandling. Internationale forsøg med dansk deltagelse skal nu dokumentere, om letrozol også er mere virksomt som forebyggende behandling efter brystoperation end den nuværende medicin.

I dette indslag fremstår Mouridsen for seerne, som en læge der:

sammenblander sine interesser som konsulent for medicinalindustrien og sit job som overlæge på Rigshospitalet,
er uhæderlig, fordi han er ad hoc konsulent på design af et forsøg, som han senere afprøver i klinisk forsøg,
sammen med andre læger fra onkologisk afdeling har stort økonomisk udbytte af at udføre forsøg på patienterne,
leder en afdeling, der presser sine patienter til at indgå i forsøg,
leder en afdeling, der lover patienter, der indgår i forsøg, et bedre kontrolforløb.

Et andet eksempel omhandler overlæge Svend Erik Børgesens udvikling af en ny shunt - lige fra de første ideér tog form i 1992 til shunten blev testet i klinisk forsøg og frem til i dag, hvor shunten produceres til salg. Princippet bag Sinu-shunt, som ventilen kaldes, er radikalt anderledes end de gængse shunter, idet den fører væsken tilbage til ventrikelsystemet. I forsøg har Sinu-shunt vist sig at være en stærkt forbedrende behandlingsmetode for hydrocephalus og vil derfor kunne placere Rigshospitalet og Børgesen på det forskningsmæssige verdenskort. Svend Erik Børgesen har undervejs i udviklingen oprettet en virksomhed, CSF-Dynamics, til produktion af Sinu-shunt. Børgesen ejer i dag 30 pct. af virksomheden og sidder i dens bestyrelse. Det betyder, at Børgesen i dag indkøber sit egen shunt til den neurokirurgiske afdeling på Rigshospitalet.

Et dilemma, som Børgesen i udsendelsen beskriver som tydeligt for enhver, og et problem han gerne vil diskutere.

Udsendelsen kritiserer Børgesen mere eller mindre indirekte for flere ting:

at Børgesen får penge for det patent, han har udviklet,
at det er odiøst, at CFS-Dynamics kan komme til at få en omsætning på over 100 millioner kroner på shunten,
at Børgesen både deltog og vurderede de kliniske forsøg af sin egen opfindelse,
at Børgesen i dag køber sine egne shunter,
at Børgesen ikke oplyste de patienter, der deltog i de kliniske forsøg, om at han havde økonomiske interesser i udviklingen.

Udsendelsens tredje eksempel beskriver tre praktiserende lægers honorarer for at hjælpe en medicinalvirksomheden med at finde patienter og afprøve ny blodtryksmedicin. I udsendelsen bliver der ført dokumentation for, at der er blevet udbetalt høje honorarer, uden at der er udført et reelt stykke arbejde for det. Dette indslag er det eneste, der direkte dokumenterer det etiske dilemma mellem læger og industrien.

Ekspertens mening

Journalist Hanne Fast Nielsen har selv i mange år haft tv-mediet under kærlig behandling i DR 2's debatprogram »Mediemagasinet«, hvor hun var redaktør. Men både som tidligere studievært og som nuværende informationschef i Scleroseforeningen har hun tillige alle kommunikationsvirkemidlerne lige under huden. Hanne Fast Nielsen har gennemset »Det medicinske makkerskab« for Ugeskrift for Læger og siger overordnet om udsendelsen:

»Der er ingen tvivl om, at Stig Andersen og DR's dokumentargruppe har en pointe i at kigge samarbejdet mellem medicinalindustri og læger efter i sømmene. Men jeg sidder også tilbage med et indtryk af, at jeg præsenteres for en række vinkler samtidig med, at der bliver udeladt væsentlig information om, hvordan den normale praksis på området er. Selvom det ikke bliver sagt eller dokumenteret direkte, så bruges virkemidlerne til at antyde, at de penge, som medicinalindustrien betaler for forskningsforsøg og til at udvikle medicin og behandlingsudstyr, går i de involverede lægers lommer - vel at mærke læger, som er på lønningslisten i det offentlige. Og udsendelsen planter også en formodning om, at der er tale om meget store beløb. Til gengæld virker det som om, at Stig Andersen har fat i nogle problemer omkring patientinformation«.

Udsendelsens alvorlige tone og virkemidler planter en generel mistro i os til lægerne. Hele udsendelsen bruger flittigt hele registret af de virkemidler, som dokumentargenren benytter sig af for at lave stemninger. Medfølelsen skal f.eks. ligge i patientcasen. Derfor går hun tur på stranden, spiller melankolsk musik på sit klaver og filmes i blød belysning. Alt i alt drivende sentimentalt, mens lægerne toner frem på skærmen til forhørsstemning med skummel belysning eller med sort baggrund og tunge sagsakter, der filmes i slowmotion til dyster musik.

Man bruger lys, lyd og synsoplevelser til at manipulere med vores underbevidsthed og for at opbygge et klimaks«, fortæller Hanne Fast Nielsen, som i øvrigt har det indtryk, at begge læger har været meget beredvillige til at stille op. Men sådan var det ikke i virkeligheden. Ligesom der var meget andet i »Det Medicinske Makkerskab«, som heller ikke harmonerede med virkeligheden.

I bedste mening

For overlæge Henning Mouridsen, onkologisk afdeling på Rigshospitalet, bliver mødet med Stig Andersen en barsk historie. Han bliver kontaktet første gang af Stig Andersen i foråret 2001. Stig Andersen, som Mouridsen ikke kendte noget til på det tidspunkt, fortæller, at han har hørt om præparatet letrozol, og han har fået aktindsigt i to videnskabelige internationale undersøgelser med letrozol, som er udført i Danmark. Undersøgelser, som Mouridsen har været koordinator på. Det vil Stig Andersen gerne høre mere om.

Det taler de to mænd om på et møde før sommerferien, hvor Mouridsen sætter Stig Andersen ind i de faglige aspekter omkring letrozol, som har vist sig meget virksomt i senere stadier af mammacancer, men som Mouridsen håber også kan blive et nyt og virksomt tilbud til de mange nyopererede brystkræftpatienter, han ser hver dag.

»Jeg fik at vide, at Stig Andersen ville bruge letrozol som et eksempel på en spændende faglig historie, som beskrev, hvordan sådan en undersøgelsesprotokol var samm ensat, hvilke resultater der var kommet ud af det, konsekvenserne for patienterne, og om hvordan man gennemfører sådan en protokol i samarbejde med medicinalindustrien.

Og det synes jeg var rigtig spændende. Både fordi historien om letrozol er fagligt spændende, og fordi vi gerne vil udbrede kendskabet til, hvad patienter egentlig får ud af indgå i randomiserede undersøgelser, og hvorfor det er nødvendigt at lave den slags undersøgelser. Men også fordi der er en masse generelle etiske problemstillinger at tale om, og fordi randomiserede undersøgelser er helt afgørende for, at vi får nogle forskningsresultater, vi kan handle ud fra«.

Henning Mouridsen, der har et væld af klinisk afprøvninger bag sig, mente, at netop dette letrozol-studie var egnet til at bruge i en tv-sammenhæng, fordi resultaterne var så gode, og fordi Danmark i det internationale samarbejde bidrager med en relativ stor andel af patienterne. Det skyldes, at indsatsen over for cancer er så velorganiseret i Danmark. At der altså var tale om en solstrålehistorie på det ellers lidt trøstesløse cancerområde, hvor det mere er ventelister og manglende behandlingstilbud, der sætter den politiske dagsordenen.

Men selvom Henning Mouridsen deltager pga. af sit positive budskab, så var ikke den historie, Stig Andersen var ude efter.

»Vi mødes efter sommerferien, hvor vi har aftalt, at der skal laves optagelser fra ambulatoriet og et interview om Femar. Aftenen inden ringer Stig Andersen hjem til mig og spørger, hvor jeg parkerer, så de kan lave nogle baggrundsbilleder til udsendelsen«. Mouridsen svarer, at det må være totalt uinteressant, hvor han parkerer. Da han kommer næste morgen, står tv-holdet klar og filmer ham, mens han går ud af bilen og ind på Riget.

»Vi har en udmærket formiddag i ambulatoriet, hvor alle aftaler og spilleregler bliver holdt«, husker Henning Mouridsen. Stig Andersen er jo meget velinformeret og stiller relevante spørgsmål. Jeg føler, vi samarbejder godt. Men under det efterfølgende interview begynder problemerne.

»Allerede efter 5-6 spørgsmål er alt det faglige om letrozol ladt i baggrunden, og nu handler det kun om økonomien, og om hvordan vi som læger kan holde os økonomisk uafhængig. Men jeg har som sådan ingen problemer med at svare. For vi kender jo alle til fremgangsmåderne og procedurerne«.

Selvom det ikke fremgår af udsendelsen, fortæller Henning Mouridsen, hvordan de 10.000 kroner, som Novartis betaler for hver patient, der indgår til forsøg, går til en revisionsovervåget forskningskonto på Rigshospitalet.

»Den dækker de faktiske udgifter i forbindelse med forsøget. Her går næsten 90 pct. til projektsygeplejersker, der administrativt kører forsøgene, laboratorie- og administrationsudgifter og resten primært til udgifter til rejser og foredrag i forbindelse med projektet«, fortæller Henning Mouridsen om den praksis, der er på hans egen og alle andre onkologiske afdelinger landet over.

Derudover betales et beløb til DBCG (Danish Breast Cancer Group) til dækning af ekstraudgifter i forbindelse med forsøget, som ligeledes overføres fra industrien til en forskningsfond på Rigshospitalet.

Hvorfor udelades disse helt centrale oplysninger for den forudsætningsløse seer?

Hverken Henning Mouridsen eller nogle af afdelingens egne læger får altså noget direkte økonomisk udbytte af at have patienter i forsøg. Alligevel kommer Mouridsen - som kolleger ikke er sene til at beskrive som én, der om nogen lever op til lægeetiske normer - og hans kolleger til at fremstå som nogle pengegriske læger, der lokker patienter til forsøg for egen vindings skyld. Som sagt bliver det også antydet, at det er problematisk, at Mouridsen har modtaget ad hoc-konsulenthonorar for at medvirke i design af en undersøgelse, han senere gennemfører på sin egen afdeling.

Men hvor skal medicinalindustrien gå hen for at få udviklet de bedste og mest relevante forskningsforsøg, hvis ikke det er hos områdets dygtigste læger?

Og er særskilte honorarer ikke den rigtige aflønning, idet det vel ville være umoralsk at arbejde for medicinalindustrien, mens man er aflønnet af det offentlige, al den stund at man forventer, at arbejdet bliver udført ud over det normale arbejde?

Mundtligt har Henning Mouridsen betinget sig, at han kan få lov til at få taget sætninger om, hvis man oplever, de kan blive misforstået. »Det snakker vi om«, havde Stig Andersen svaret. Da Mouridsen skal forklare om at være konsulent for medicinalindustrien, vil han gerne som aftalt have taget sekvensen om, da han er bange for, at han kan blive misforstået, hvis ikke han retter det til ad hoc-konsulent. Der er ikke tale om at ændre i selve indholdet, kun i formuleringen. Det kan der imidlertid ikke være tale om. »Det var alene op til tilrettelæggerne at redigere i interviewet«, havde Stig Andersen sagt.

»Jeg blev helt desorienteret. Her havde vi arbejdet godt sammen en hel dag i tillid, og så kommer dette. Og jeg så ingen anden udvej end at afbryde interviewet. Pludselig gik det op for mig, hvad det var, jeg skulle bruges til«.

Henning Mouridsen orienterer sin centerdirektør og tager kontakt til Lægeforeningen for at få rådgivning. Alle er enige om, at der er risiko både ved at fortsætte og ved at stå af.

Mouridsen tager kontakt igen og forsøger at få ændret sin udtalelse om lægers konsulenthonorar ved forsøg, som han mærker kan blive helt central i udsendelsen, men uden held. Derefter afbrydes samarbejdet. Stig Andersen fortsætter imidlertid med at kontakte flere af hans kolleger og chefer, som alle bakker op og nægter at udtale sig.

Stig Andersen ringer også til Lægeforeningens informationschef, Tommy Østerlund, og spørger, hvorfor hans kilder pludselig er klappet i. Om ikke Tommy Østerlund kan presse dem til at udtale sig igen, så der kan komme en god udsendelse ud af det.

Lægefaglig direktør Helle Ulrichsen bliver også kontaktet.

»Forelagt oplysninger som: om hun er vidende om, at jeg har orienteret om resultater, der endnu ikke er publiceret - hvilket svarer til videnskabelig uvederhæftelighed - og at jeg og min afdeling presser patienter til at deltage i forsøg ved blandt andet at love bedre kontrolforløb, end de der ikke deltager i forsøg, beder hun mig overveje at genoptage interviewet med Stig Andersen, hvilket jeg beslutter mig til. I udsendelsen lyder det imidlertid som om, at jeg bliver tvunget til det«, siger Henning Mouridsen.

Da der skal aftales et nyt interview beder Mouridsen Stig Andersen forklare, hvad han har ment med, at han har offentliggjort endnu ikke publicerede resultater. Det viser sig at dreje sig om udtalelser til dagspressen d. 12. september 2001 om resultater, der allerede var publiceret i Journal of Clinical Oncology!

Interviewet genoptages. Og denne gang indeholder interviewet væsentlig flere faglige aspekter, som dog aldrig bliver brugt i udsendelsen. Mouridsen får lov til at lave betragtningerne om konsulent- og ad hoc-k