Skip to main content

Dom i Odense-sagen - angrebet har ført til skærpet sikkerhed i de nye FAM'er

Kirsten Winding, winding@newmail.dk

11. jan. 2013
4 min.

Tre unge mænd blev i dag straffet med mellem 10 og 17 måneders fængsel for stormløbet på FAMen i Odense sidste august.

En af de 20-27 årige mænd fik en betinget udvisning. Dermed vil han blive udvist - til Libanon - hvis han begår lignende kriminalitet inden for to år, skriver fyens.dk.

Det var også denne mand, der fik den længste straf på 17 måneder. Det skyldes, at han har en reststraf fra en tidligere dom, fremgår det.

Retsformand Dorit Kring sagde ved domsafsigelsen, at der ikke er noget fortilfælde for Odense-episoden.

»Det er uforståeligt, at man kan finde på at storme en skadestue. En skadestue er for vores alle sammens bedste, og derfor er det særdeles skærpende. Straffen for det alene skal ligge på otte til ni måneders fængsel«, sagde hun ifølge den fynske netavis.

Truede med køller

Ved stormløbet på FAMen invaderede 60-70 vrede deltagere i Eid-festen i Odense-bydelen Vollsmose akutmodtagelsen i jagten på en såret patient. Bevæbnet med køller og andre våben trængte de ind via både ambulanceindgangen og skadestuens modtagelse, truede personalet og ødelagde inventar.

Episoden har skærpet opmærksomheden omkring sikkerhed på alle landets akutmodtagelser, og man erkender, at videoovervågning ville have været en stor hjælp til hurtigt at identificere og pågribe hærværksmændene.

Siden august har de i Odense sørget for, at alle yderdøre nu omgående kan skallukkes ved hjælp af et enkelt tryk på en knap i receptionen - de ansatte skal ikke længere bede en overordnet om tilladelse til det.

To røde telefoner samme sted er nye, direkte linjer til politiet udenom ventetid, yderdørenes glas er forstærket, så det ikke kan smadres, og desuden er der opsat videoovervågning centrale steder i FAM'en, fortæller ledende overlæge Michael Hansen-Nord.

Til gengæld er de ekstra vagter, der bevogtede indgangene fra hændelsen i august til oktober fjernet igen. Det er sket i samråd med personalet.

"Den største udfordring har været, hvor meget 'Fort Knox' der må være omkring en åben akutmodtagelse," siger Michael Hansen-Nord.

"Det er både OUHs og Regionsrådets holdning, at vi skal signalere åbenhed og tryghed. Det er ikke målsætningen, at ubudne gæster slet ikke skal kunne komme ind, hvis de vil. Men den eneste forandring patienterne oplever her og nu er, at der er opsat skilte med information om videoovervågning. De øvrige foranstaltninger kan ikke ses. FAMs mission er tryghed, nærvær og overblik - døgnet rundt".

På FAM i Svendborg, der er en del af OUH, har de lavet de samme ekstra sikkerhedsforanstaltninger som i Odense. Der er endnu ikke taget stilling til, hvordan sikkerhedsforholdene på Nyt OUH skal se ud.

Sikkerhed i højsædet

En rundspørge til et udvalg af eksisterende og projekterede FAM'er i resten af landet viser, at episoden i Odense i august har gjort indtryk på lederne og de ansatte og givet anledning til at revurdere, om deres egne sikkerhedsforanstaltninger er optimale. Også selv om de i forvejen er bevidste om, at der er en vis risiko forbundet med jobbet i en akutmodtagelse.

I Esbjerg fortæller ledende overlæge Christian Christiansen:

"Vi har et par rockergrupper, som ind imellem er oppe at toppes. Vi har oplevet situationer, hvor vi har haft sårede fra begge grupper inde til behandling i huset på samme tid. Rent praktisk sker der det, at sygehuset låses af, og politiet kommer meget hurtigt, så snart vi ringer til dem. Politiet hjælper til med 'sorteringen' og vi behandler dem adskilt inde i huset. Det er naturligvis ubehageligt, de gange hvor det har været aktuelt, men det er afviklet uden større problemer".

I Kolding har de efter episoden i Odense gennemgået de fysiske forhold, herunder om der er kodelås på de nødvendige døre, så de er låst efter kl. 18, og de har gennemgået flugtmulighederne, hvis en lignende situation skulle opstå.

"Vi er enige om, at det er et opmærksomhedspunkt, men også om at vi ikke skal puste det op til mere, end det er," siger Steen A. Schmidt, der er ledende overlæge på Akutafdelingen i Kolding.

På Herlev Hosptial har man diskuteret sikkerhed i Arbejdsmiljøgruppen og planlagt installering af et centralt aflåsningssystem, fortæller Lisbet Isenberg Ravn, der er ledende overlæge på Akutmodtagelsen.

På akutmodtagelsen i Århus fortæller ledende overlæge Ole Mølgaard, at de allerede har et tæt samarbejde med politiet, på linje med det man har i Odense. De har ikke oplevet lignende hændelser, og de prioriterer at signalere åbenhed frem for sikring. "Det er jo politiet og ikke os, der er professionelle til den slags," tilføjer han.

I 2016 åbner den nye FAM i Skejby, og arbejdsgruppen bag byggeriet arbejder med en sikringsstrategi der hedder "Trygt hospital". Den er ikke færdig, men den indeholder hhv. skal-sikring, adgangs-kontrol og videoovervågning.