Lægeforeningen blev stiftet i 1907. I de første år holdt man til i lånte og lejede lokaler. Men siden 1923 har Lægeforeningen (med en kort afbrydelse) boet i egne lokaler på en celeber adresse.
Det år flyttede Den almindelige danske Lægeforening (som den hed) ind i en smuk bygning i Amaliegade 5. Det skete ved en indvielse den 10. oktober, hvor kongen, Christian X, var blandt de mange prominente deltagere. Huset var opført i midten af 1700-tallet af hofbygmester Nicolai Eigtved. Han stod bag mange af Frederiksstadens byggerier og forbindes især med de fire palæer, der udgør Amalienborg Slot. Huset blev døbt »Domus Medica«.
Det var Nicolai Eigtveds fortjeneste at introducere rokokostilen i Danmark, og et København uden Nicolai Eigtveds markante værker er svært at forestille sig: Prinsens Palæ (i dag Nationalmuseet), Marmorbroen, Frederiks Hospital i Bredgade (Nu Designmuseum Danmark), Lindencrones Palæ i Bredgade, Christianskirken, Eigtveds Pakhus og mange andre store projekter. Han stod også bag det første Kongelige Teater på Kongens Nytorv, (som blev nedrevet i 1874). Desuden tegnede han facaderne til mange af de borgerlige palæer i den fornemme Amaliegade, der som en nord-syd-akse krydser gennem Kolonnaden og hen over Amalienborgs slotsplads.
I Amaliegade har Nicolai Eigtved ansvaret for husnumrene 5, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 21 og 22-24.
Nummer 5 blev opført i midten af 1700-tallet som bolig for en af byens store erhvervsdrivende, tobaksspinder Ole Christensen Høgild. Bogen »Gamle Københavnske Huse« fra 1927 beskriver Amaliegade 5 som »et morsomt Forsøg paa at bygge aristokratisk elegant i Mursten og nøjes med Detaljer i sandsten … Huset er dygtigt gjort – et helt lille borgerligt Palæ, et agtværdigt Medlem af den celebre Gruppe fornemme Privatboliger … i Frederiksstaden«. Bogen bemærker i øvrigt det usædvanlige i, at man opførte et palæagtigt hus uden at skjule murstenene bag puds og facademaling.
Endelig havde Lægeforeningen fået sit eget hus, hvor man foruden kontorer til sekretariat havde bibliotek og læsestue samt møde- og selskabslokaler og ansatte til at sørge for husets daglige drift. I tagetagen var otte hotelværelser. De var indrettet med centralvarme og elektrisk lys. Her kunne læger fra provinsen overnatte i dobbeltværelse for 8 kr. Enkeltværelse kostede 5 kr.
Alt det sluttede brat natten til den 18. juni 1944, da en gruppe danske og tyske nazister trængte ind i huset og anbragte brandbomber, som på få minutter forvandlede bygningen til et kolossalt bål. Brandattentatet var hævn for likvideringen af stikkeren, stud.med. Fritz Køppe, få dage forinden. At beboerne i husets øvre etage slap levende ud, var lidt af et mirakel.
Huset udbrændte fuldstændigt. Adskillige kunstværker, biblioteket med uerstattelige, gamle medicinske bøger og ikke mindst: foreningens arkiver siden stiftelsen i 1857, var blevet til aske.
Og Lægeforeningen var blevet hjemløs.
Domus Medica var tæt på at blive opført i en ny skikkelse på den gamle matrikel i Amaliegade. I 1947 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence, og der indkom flere forslag. Et af dem blev endda af et enstemmigt repræsentantskab udpeget som vinder. Man var klar til at bygge – men den 2. januar 1948 skete der noget afgørende: Den gamle enkefru Sophie Louise de Plessen var død, og Det Plessenske Palæ på Østerbro var sat til salg. Lægeforeningens bestyrelse fik en rundvisning i huset og var hurtigt overbevist om, at det skulle være det nye Domus Medica. For næsen af den amerikanske og den russiske ambassade, som også var interesserede, slog lægerne til og købte palæet for 1,5 mio. kr.
Det var i dette palæ, at Den almindelige danske Lægeforening i 1948 rykkede ind med stor fanfare. Det skete efter, at arkitekterne Tyge Holm og Flemming Grut med en række mindre ændringer havde omdannet adelspalæet til residens for lægerne. Der skulle indkøbes en del inventar og møbler, og da Lægeforeningen ikke var nær så velhavende som i dag, faldt en pengegave fra den svenske lægeforening på et tørt sted. De svenske kroner, som var en del mere værd i 1948, blev brugt til at indrette værelset ved siden af den store sal, som derfor blev kaldt »Svenskestuen«.
Det nye Domus Medica blev indviet den 22. oktober 1948. Blandt de mange prominente deltagerne ved den stort anlagte indvielse var kong Frederik og dronning Ingrid.
I begyndelsen var huset for stort, og både stueetagen og en del af førstesalen blev lejet ud. Men foreningens opgaver, og dermed dens pladsbehov, voksede. Lejerne måtte opsiges, og senere måtte foreningen også købe plads i nabobygningerne og endda længere inde mod byen, på Esplanaden.
Det Plessenske Palæ var opført i 1901-1906 som en af de første i en ny bydel. Bygherren var baron Joseph von Plessen, som i 1890’erne boede i Uppsalagade. Baronen bestilte hos den førende arkitekt Gotfred Tvede et hus, der skulle have plads til familien: ham selv, hustruen Sophie Louise von Plessen og deres fem børn plus 17 tjenestefolk – og det måtte ikke blive for prangende. Byggegrundens omgivelser lå relativt øde på det gamle terræn lige uden for Østerport og de nu sløjfede voldanlæg. Skråt over for lå (og ligger) det særprægede Døvstummeinstitut på Kastelsvej, som blev bygget allerede i 1839 i de landlige omgivelser uden for voldene. Området var militært og måtte som udgangspunkt ikke bebygges. For at få dispensation krævedes derfor, at instituttet opførtes som en fæstning, der kunne indgå i byens forsvar. Bygningen er siden udvidet og har tjent forskellige formål, bl.a. som blindeinstitut. I dag bruges det bl.a. til kommunale børneinstitutioner.
Bortset fra Døvstummeinstituttet havde baronens byggegrund ingen naboer. Men der var store udviklingsplaner for området. På nabogrunden var planlagt en høj bygning, Hagemanns Kollegium, og Det Plessenske Palæ måtte heller ikke blive for lavt i forhold til den nye bydels projekterede luksusbyggerier.
Resultatet blev et – kan man roligt sige – rummeligt enfamilieshus med det mest nødvendige. På plantegningerne fortæller værelsernes navne historien: Der er diverse »saloner« til uspecificerede formål, baronessens salon, baronessens kontor, baronens arbejdsværelse, baronens og baronessens separate sovegemakker, herreværelse/bibliotek plus endnu et bibliotek, to påklædningsværelser, en spisesalon til særlige lejligheder samt en spisestue til daglig brug. Der var soveværelser til Erik og Louise, barneværelse til Varvara (gift Hasselbalch, senere kendt fra tv-udsendelsen »Baronessen på tredje«). Sønnerne Erik og George og datteren Carin havde hver deres egen lille lejlighed i palæet. Familiemedlemmerne havde også egne badeværelser – herunder baronessens marmorbadeværelse, som var byens fornemste med nedsænket badekar. Derudover diverse badeværelser, som alle havde nymodens, vandskyllende klosetter, der var »Hollænderværelset«, »Det Sorte Værelse«, dampvaskeri, linnedrum, legeværelse, barneværelse, et antal gæsteværelser, et tjenerværelse og fire større lokaler til boliger for de øvrige 16 tjenestefolk. Fem køkkener, to køkkengårde og et anretterværelse, et »hvidvinshus« og et »rødvinshus«, gaveværelse (?), porcelænsværelse (?!), en vævestue, en billardkælder, et hobbyrum, et læderværksted, et mørkekammer, Georges kaktusrum og et mikroskopiværelse samt »Eriks Atelier« vidner om familiemedlemmernes fritidsinteresser.
I 1950’erne blev ruinen i Amaliegade 5 revet ned. Det samme gjorde nabohuset, nummer 3. Der skulle gøres plads til et domicil for olieselskabet BP i tidens anonyme stil. Det blev opført i 1960 af arkitekterne Holm & Grut (dem fra ombygningen i Det Plessenske Palæ). Kontorhuset, som er i seks etager, hyldes af nogle som en smuk, tidstypisk bygning. Andre mener, at den skiller sig ud i det klassiske gadeforløb som en brækket finger.
