Dopingmidler blandt patienter i almen praksis

Hver gang en større idrætsbegivenhed mediedækkes, stiger interessen for doping. Et forsøg på at nå de ypperste præstationer har altid lokket nogle topidrætsfolk til at bryde de af idrætten opstillede regler og snyde. I de senere år er problemet imidlertid vokset, ikke så meget blandt eliteidrætsudøvere som blandt motionsidrætsudøvere, hos hvem motiverne ikke blot er præstationsorienterede, men også er æstetiske. Derfor vil læger stadig oftere træffe patienter, som anvender doping, både i hospitalsambulatorier, på skadestuer og i almen praksis. I dette nummer af Ugeskriftet beskrives brugen af tre hyppigt anvendte dopingstoffer i dansk almen praksis [1]. Det påpeges, at omkring en tredjedel af de adspurgte praktiserende læger havde haft, hvad de mente, var brugere af dopingmidler i deres praksis, og at misbruget var domineret af anabole steroider. Det ovennævnte studie er ikke uden metodologiske begrænsninger, men man finder dog en betydelig brug af doping blandt patienter i dansk almen praksis. Dette problem kan ingen klinisk arbejdende læge helt lukke øjnene for.

Etisk bliver man ofte nødt til at tage stilling til dopingproblematikken. For det første stilles man som læge ofte i et dilemma, når en rask idrætsudøver ønsker at få foretaget undersøgelser for at sikre sig, at vedkommende har normal funktion af sine organsystemer. Skal man være afvisende, eller kan man netop benytte dette til at få en samtale om det misbrug, som det slet og ret er? Ud over dette er det vigtigt at erindre, at doping per definition ikke kun er noget, som drejer sig om medicin, der beviseligt øger en fysisk præstation, men i lige så høj grad drejer sig om droger, som er udviklet til medicinsk helbredende brug, og som ikke på nogen måde hører hjemme i den idrætslige verden. I det omtalte studie påvises det, at mange dopingbrugere har bivirkninger såsom acne, seneoverbelastninger, entesopatier, mindskede testikler, gynækomasti og ændret libido [1]; symptomer, som er differentialdiagnostisk vigtige.

Idræt er sundt, og idrætsaktive lever længere end gennemsnitsbefolkningen, men blandt visse grupper af eliteudøvere i idrætsformer, hvor der forekommer meget dopingmisbrug, er levetiden betydelig afkortet [2]. Hvorvidt dette skyldes en effekt af den dyrkede idræt per se, eller skyldes en negativ virkning af doping, vides ikke med sikkerhed. Der er imidlertid god grund til at opfatte doping som en betydelig årsag til afkortet levetid hos disse udøvere [3], og der er dokumentation for en lang række dopingstoffers meget alvorlige bivirkninger. Anabole steroider vides at påvirke lipidprofil og glukosemetabolisme i en negativ retning, og den gunstige virkning, som idræt ellers har i sig selv, bliver fuldstændig modvirket ved samtidigt dopingindtag. Endelig er der fundet betydelige kardiale bivirkninger (f.eks. kardiomyopati) samt psykiske senfølger efter langvarigt misbrug med androgene anabole steroider [4, 5].

Dopingmisbrugere har meget svært ved at forholde sig til bivirkninger, som ikke umiddelbart er registrerbare, og vil undervurdere evt. varige effekter. Nogle af disse er velbeskrevne, mens andre mangler videnskabelig dokumentation. En af de store lægelige udfordringer ligger i at nå videre med videnskabelig dokumentation for de potentielle bivirkninger specielt på længere sigt, men også derefter i at give et realistisk billede af bivirkninger, så det på den ene side bliver tydeligt nok til at holde potentielle brugere fra at tage lægemidler som doping, men samtidig bliver realistisk nok til ikke at skræmme vore syge patienter, som har god effekt af den nævnte medicin og at kunne afveje dette i forhold de tilstedeværende bivirkninger.

Korrespondance: Michael Kjær, Idrætsmedicinsk Forskningsenhed, Reumatologisk Klinik H, Medicinsk Center, H:S Bispebjerg Hospital, DK-2400 København NV. E-mail: mkjaer@mfi.ku.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet