Dosisdispensering synliggør polyfarmacipatientens problemer

Maskinel dosispakning, også kaldet dosisdispensering, er medicin pakket til den enkelte medicinbruger. Dosispakningen foretages i engangsposer - dosispakker - til hvert indtagelsestidspunkt og pakkes i kronologisk rækkefølge til 14 dage ad gangen. Hver dosispakke er forsynet med information om patientens navn, cpr-nummer, hvilke lægemidler dosispakken indeholder samt indtagelsestidspunkt og -dato. Denne ydelse har man siden 2001 kunnet supplere den manuelle ophældning af medicin i plejesektoren med.

Der er nævnt mange fordele ved at bruge dosispakket medicin, f.eks. færre utilsigtede hændelser ved ophældningen, enklere procedure for patienten at tage medicinen som ordineret, besparelser for både patient og samfund, bedre overblik over medicineringen til polyfarmacipatienter og mere tid til egentlige sygeplejefaglige opgaver i plejesektoren.

Kasuistikken af Reuther et al [1] illustrerer via to sygehistorier, at ordningen ikke kun bidrager til øget sikkerhed, den giver også risiko for fejlmedicinering.

Konsekvenserne af at indføre maskinelt dosispakket medicin i den primære sundhedssektor blev i 2005 undersøgt i en medicinsk teknologivurdering (MTV), som endvidere havde til formål at skaffe viden om den mest hensigtsmæssige fremtidige anvendelse af teknologien. I MTV-rapporten konkluderede man, at effekten af maskinelt dosispakket medicin på teknologiske, organisatoriske, økonomiske og patientorienterede aspekter er mere erfaringsbaseret end egentlig evidensbaseret. Forbedret sikkerhed, behandlingskvalitet og komplians som effekt af maskinel dosispakning er stadig kun undersøgt i et meget lille omfang. Der er ingen tvivl om, at maskinel dosispakning rent teknisk indebærer langt færre dispenseringsfejl end manuel ophældning. Medicineringsfejl sker i de øvrige trin i medicineringsprocessen og er som oftest relateret til de lovgivningsmæssige, økonomiske og organisatoriske rammer. Det er i høj grad rammerne, der medfører en række potentielle fejlkilder, der kompromitterer patientsikkerheden. Mange af problemstillingerne kendes også fra medicineringsprocessen for ikkedosispakket medicin, men der eksisterer ikke sammenlignende undersøgelser af sikkerhedsproblemstillinger for patienter, som henholdsvis anvender og ikke anvender dosispakket medicin [2].

Siden ordningen blev indført, har læger både på hospital og i almen praksis været bekymret for, om patientsikkerheden blev kompromitteret. Eksempler på barrierer har været:

- at der laves et doseringskort som grundlag for pakningen af medicinen. For borgere, som får anden medicin end den, der er dosispakket, er der således både et doseringskort og en medicinoversigt, hvilket giver risiko for forvirring.

• at lægen har benyttet receptfornyelse som et monitoreringsredskab. Da recepter til maskinel dosispakning ofte er udstedt til to år, skal lægen og patienten f.eks. kunne huske en blodprøvekontrol uden den hjælp, der ligger i, at medicinen er ved at slippe op.

• at der skal udstedes en recept ved dosisændring eller seponering. Det er en arbejdsgang, som er unik for dosispakket medicin, hvilket giver risiko for, at ændringer ikke effektueres. Endvidere er det dårligt understøttet i kommunikationen mellem it-systemerne, hvorved en seponering kan fejltolkes som en nyordination.

• at it-systemerne ikke systematisk understøtter, at det ved indlæggelse registreres, at borgeren får dosispakket medicin. På den måde øges risikoen for, at ændringer ikke implementeres korrekt ved udskrivelse, som beskrevet i [1].

Konsekvenserne er klart beskrevet i kasuistikken - fejlmedicinering med væsentlig risiko for patientskade. Her peges også på vigtigheden af, at det ved indlæggelse klargøres, om patienten får dosispakket medicin, med henblik på at sikre en entydig håndtering og en entydig kommunikation mellem sektorerne.

Den eneste konklusion, man kan drage om maskinel dosisdispensering på nuværende tidspunkt, er nok, at det er en teknologi, der synliggør alle de problemer, der findes for polyfarmacipatienten, som bevæger sig mellem sektorerne.

Korrespondance: Annemarie Hellebek, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Afsnit P610, c/o Hvidovre Hospital, Kettegård Alle 30, 2650 Hvidovre. E-mail: annemarie.hellebek@regionh.dk

Interessekonflikter: Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med lederen på Ugeskriftet.dk