DPS: Brug erfaringerne fra de bæltefrie afdelinger

Da den endelige tiårsplan for psykiatrien blev præsenteret i sidste uge – på »en historisk dag«, som sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde (V) sagde på pressemødet – fik den masser af ros for striben af initiativer.

Men aftalen indeholdt også et andet element, hvor Folketinget – for alle tingets partier står bag aftalen – åbner for brug af nye former for »mindre indgribende tvang« i psykiatrien.

Målet er »en sikker og tryg psykiatri for både patienter, medarbejdere og pårørende«, og det mål »skal først og fremmest opnås gennem en massiv økonomisk investering«, hedder det i aftalen, ligesom der også skal være mere fokus på »patientinddragen, tværfaglige og deeskalerende indsatser«.

Men på baggrund af et fagligt oplæg fra Sundhedsstyrelsen er Folketinget altså enige om, at nye og altså mindre indgribende former for tvang kan tages i brug. Det sker ikke mindst på baggrund af det faktum, at Danmark i forhold til sammenlignelige lande har højt brug af langvarige bæltefiksering. Også selv om der er en faldende tendens i brugen af tvang i psykiatrien generelt.

Sammen med en række andre tiltag om bl.a. beroligende medicin med tvang skal de nye former for tvang altså dæmme op for brugen af bæltefiksering – men åbningen for at bruge flere former for tvang har mødt kritik fra og vakt bekymring hos både patient-, pårørende- og menneskerettighedsorganisationer.

De bæltefrie afdelinger

Den bekymring kan forperson Merete Nordentoft i Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) godt forstå. Hun og DPS er »særdeles begejstret« for den nye aftale som helhed, understreger hun, og også »meget tilfredse« med den del, der handler om brug af tvang.

»Grundlæggende er aftalen jo fantastisk og en enorm investering. Og det, der er intentionen med de nye tvangsformer, er jo netop at mindske brugen af den tvang, der er allerværst – bæltefikseringen.

Helt grundlæggende mener vi i DPS, at brugen af tvang kan og skal nedbringes ved at give bedre behandling – og det gælder både frihedsberøvelserne, tvangsindlæggelserne og bæltefikseringerne. Tvangsindlæggelserne kan nedbringes, hvis man styrker det opsøgende arbejde for de meste udsatte og indsatserne i teamene på bostederne, så man undgår at komme derud, hvor en tvangsindlæggelse er den eneste mulighed«, siger Merete Nordentoft.

Når det handler om brugen af bæltefikseringer, mener hun, at man skal bruge nogle af de redskaber, man havde fremme i projektet med de bæltefrie afdelinger. I projekt, der kørte i 2014-2017 på seks forskellige centre og afdelinger, blev der udviklet bæltefrie behandlingsmiljøer og afprøvet og indført personalerettede, organisatoriske indsatser og en ny patientrettet klinisk praksis. Der uddannede man mere personale og var bedre normeret, og »man kunne jo se, det hjalp«, påpeger hun.

»Personalet skal have deeskaleringsfærdigheder, og vi kan jo se på sengeafdelingerne, at hvis der er tilstrækkeligt personale, og de er godt uddannet i at håndtere situationerne, så kan man langt hen ad vejen undgå, at det spidser til – også selv om det er meget udadreagerende og konfronterende patienter, man har med at gøre. Og der er vi jo enige med brugerorganisationerne – mere og bedre uddannet personale er vejen frem«, siger Merete Nordentoft.

»Men vi mener – måske til forskel fra dem – at det er en god ting, at man nu med arealbegrænsning vil kunne anvise en patient til et bestemt område som f.eks. sin egen stue, mens patienten har det værst. Brugt rigtigt kan det i praksis være et alternativ til fiksering«, mener hun – og tilføjer, at der »godt kan være nogle arkitektoniske overvejelser i forhold til brugen af arealbegrænsning, og hvordan man løser det i praksis«.

Udviklingen skal følges

DPS er også glad for, at der bliver ændret på proceduren for at give antipsykotisk medicin til patienter, der er blevet tvangsindlagt på behandlingsindikation.

»Som det er nu, går der for lang tid. Først skal der være en motivationsfase, og det skal forelægges patientklagenævnet, så der er en del tilfælde, hvor der går tre uger fra tvangsindlæggelsen, til behandlingen starter. Det forsinker processen, patienten får det måske værre, og det gør måske også, at tvangsindlæggelsen bliver længere end nødvendigt«, siger Merete Nordentoft.

DPS er desuden tilfreds med, at det nu ikke længere skal være forbudt for en psykiater at tvangsindlægge en patient på egen afdeling – og det er godt, at det er skrevet ind, at der i disse tilfælde skal være en second opinion. Det kan skåne patienten for en flytning, der i nogle tilfælde foregår med patienten i bælte.

Merete Nordentoft mener ikke, der er nogle deciderede faldgruber i den del af aftalen, der handler om tvang, men »vi skal selvfølgelig holde øje med, hvordan området udvikler sig«.

»Vi skal selvfølgelig sørge for, at tingene ikke eksploderer, fordi der nu kommer nogle nye muligheder. Men jeg stoler på, at mine kolleger gør det, de kan og skal. Der har jo været fokus på brugen af tvang i lang tid, og der er i øjeblikket en faldende tendens i brugen af tvang«, siger hun.