DR optager på Aarhus Universitetshospital – igen

Det er »godt fjernsyn«, når familien Danmark hjemme i sofaen bliver vidne til, at en mand med mistænkt blodprop i hjernen kommer akut ind på en neurologisk afdeling, at lægen hilser på ham og undersøger ham og dernæst siger, at det ser alvorligt ud. Dernæst at se patienten blive kørt på operationsstuen, hvor der klippes mellem operatørens og det øvrige personales bekymrede blikke og til patientens vågne, bange øjne under operationen. For så at se et efterfølgende interview med patienten, lidt skæv i ansigtet, men klar og talende.

Det er DR's Sundhedsmagasin, som handler om blodprop i hjernen. Vi ser patienter, der på Bispebjerg Hospital er kommet så hurtigt ind, at de kan behandles med blodpropopløsende medicin. Og så er vi på Aarhus Universitetshospital, hvorfra vi får historien om, at hvis tiden er forpasset til medicinsk behandling, er det muligt at behandle en blodprop i hjernen med et akut indgreb.

Og det netop på det hospital, hvor Carinasagen fandt sted i forbindelsen med en DR-tv-optagelse. For nylig svarede samme hospitals lægefaglige direktør, Claus Thomsen, ellers sådan på Ugeskriftets spørgsmål, om der er noget ved Carinasagen, han fortryder:

»At jeg lukkede DR ind«.

Nu har han altså gjort det igen.

Forklaringen er, at hospitalet og regionen efter Carinasagen har truffet en række forholdsregler, hvis et tv-produktionsselskab henvender sig med henblik på at optage fra hospitalet. Regionen har lavet en standardaftale, som skal underskrives, når der skal laves større ting, forklarer Claus Thomsen:

»Vi har skærpet de grundlæggende samarbejdsaftaler i forbindelse med en tv-optagelse, og når vi igen lukker DR og andre tv-selskaber ind, er det et udtryk for, at vi har lært noget. Når vi laver en aftale med dem, er det på grundlag af en meget konkret dialog med de mennesker, vi lukker ind. Det er et spørgsmål om at opbygge tillid. Derfor er vi nu meget opmærksomme på, hvem vi kommunikerer med«.

Da Sundhedsmagasinet henvendte sig, vurderede direktionen og hospitalets kommunikationsafdeling den som seriøs og Neurologisk Afdeling blev involveret. Professor på Neurologisk Afdeling, Grethe Andersen, var positiv:

»Vi vil gerne udbrede kendskabet til akut behandling af blodprop i hjernen, fordi vi behandler for få af de patienter«, siger hun.

Men der var selvfølgelig nogle overvejelser forinden, fortæller hun:

»Inden kameraholdet skulle komme, tænkte jeg over, om der er en fare for, at man som medvirkende læge kan blive fristet til at blive ekstrem. Til at være mere kategorisk, end man ellers er i dagligdagen. Men jeg mente, at vores afdeling godt kunne bære at være med i udsendelsen. Vi er meget professionelle og har arbejdet længe med dette, og det, vi gør, kan tåle at blive set, både det negative og det positive. Desuden arbejder vi altid sammen, og ingen tager store beslutninger alene uden at konferere det med en anden«.

Hun tilføjer:

»Men før optagelserne gik i gang, snakkede vi om, at vi skulle være akkurat, som vi plejer og træffe de samme beslutninger og ikke eksperimentere. Hvis vi gjorde det, skulle det være med fast grund under fødderne, altså hvor vi havde konfereret med hinanden«.

Fortrydelsesret

Når et hospital siger ja til at deltage, er det – selvfølgelig – fordi der er en god historie at fortælle. Hospitalet er en offentlig institution, og dermed følger også forpligtelser. Men det kræver en grundig forberedelse, siger hospitalets presseschef Lars Elgård Pedersen:

»Ledelsen må bruge tid på at skabe tillid og tryghed. Det samme må journalisten. Op til Sundhedsmagasinets udsendelser har vi haft en hel del møder og samtaler, og journalisten har deltaget i et personalemøde på afdelingen. Journalisten har virkelig sat sig ind i de meget komplekse vilkår, det er at være på et hospital. Han har været grundig. Det har været med til at gøre det muligt«.

Han oplyser, at det er sket, at tv-optagelser, som hospitalets direktion har sagt ja til, er blevet opgivet, fordi personalet ikke ønskede at deltage.

Claus Thomsen siger:

»Hvis en afdeling siger, at de ikke vil deltage, så vil vi aldrig nogensinde gennemføre det. Vi presser ikke nogen. Hvis vi gør, er det ikke tilsigtet«.

Kan du forstå dem, der har et forbehold?

»Nu ved jeg ikke, om der er så mange. Men der vil altid være nogle, der er bekymrede for, at der sker en uventet ændring. Det er jo også sådan virkeligheden er«.

Fællestillidsmand for Yngre Læger på AUH, Michael Tjørnild, der også er afdelingslæge på Ortopædkirurgisk Afdeling, er som udgangspunkt meget positiv over for at medvirke i tv-optagelser:

»Jeg har ingen problemer med det. Vi har netop fået andre forespørgsler om tv-optagelser på vores hospital. Det vil vi da gerne. Vi er stolte af vores hospital, og jeg synes, det er fedt, at nogle er interesserede i, hvad vi laver, og at vi kan vise den kompleksitet frem, som vi arbejder under«.

Så ingen forbehold – heller ikke i lyset af Carinasagen?

»Jo, men vi har en kommunikationsafdeling, som vi kan rådføre os med, og det gør vi, før vi kan kaste os ud i den slags tv-projekter«.

Så du vil aldrig være utryg?

»Det afhænger lidt af, om optagelserne drejer sig om noget akut, hvor man ikke ved, hvad der sker. Og der er det meget vigtigt, at personalet har mulighed for at sige nej tak. Så længe der er mulighed for det, og vi arbejder sammen med kommunikationsafdelingen, synes jeg kun, det er befordrende for vores hospital, at vi viser os frem«.

»Jeg synes man skal passe på med at have negative forventninger. Det kommer man ikke langt med«.

Patienter såvel som personale kan sige nej til at deltage i en optagelse på forhånd. Det var der et par stykker, der gjorde på Neurologisk Afdeling, oplyser Grethe Andersen, det var ikke af faglige årsager, men fordi de ikke vil på tv. De blev fritaget for vagten i den periode.

Men selv om man har deltaget i optagelser, er der fortrydelsesret frem til 48 timer før udsendelsen af programmet – det kan ske, enten ved at den pågældende klippes ud eller bliver sløret til ukendelighed.

Når der sker noget uventet

Lars Elgård Pedersen understreger, at forarbejdet og den forudgående dialog mellem de medvirkende og tv-holdet er meget vigtig.

»Vi prøver at få en fælles forståelse af, hvad det er for en udsendelse, der skal laves, og hvad formålet er med den. Vi taler meget konkret igennem, hvad det er, man vil«.

Han tilføjer:

»Jeg tror ikke, man kan lave aftaler og gardere sig 100 pct. imod det tilfælde, at journalisten vil fortælle en anden historie end aftalt. Derfor handler det også meget om at se hinanden an og snakke udsendelsen igennem, før man går i gang.«.

Men der kan ske noget uventet. Ikke mindst i akutte situationer.

Det uventede blev en afgørende faktor for, at Carinasagen overhovedet opstod. Og det har man lært noget af på hospitalet.

»Hvis der sker noget uventet undervejs i en tv-optagelse, skal vi være enige om, hvordan filmholdet så vil præsentere det. Og det var lige præcis der, der gik fuldstændig fisk i samarbejdet i forbindelse med Carinasagen. Nu står der i kontrakten, at man ved en ny situation skal aftale, hvordan optagelserne så skal bruges. Hvilken vinkling skal man så tage«, siger Claus Thomsen.

Men der kan jo være en rigtig god historie i det uventede?

»Ja. Og vi kan ikke tage alle forbehold med i en kontrakt. Derfor er det også et spørgsmål om tillid. Ved at have en god dialog med journalisterne, finder vi ud af, om den juridisk bindende kontrakt kan leves ud. Vi er altså ikke naivt tillidsfulde, men vi laver en vurdering ud fra en kontrakt«.

Hospitalet har ikke redigeringsret på udsendelsen ifølge i standardkontrakten, men den tager højde for det uventede.

»Personalet kan til enhver tid afbryde optagelsen og/eller forlange, at optagelsen slettes, såfremt der foretages optagelser i risikofyldte situationer, der kan påvirkes af tilstedeværelsen af kamera og tv-folk«, står der.

Patienten, der deltager i optagelsen i Sundhedsmagasinet, har en stor blodprop i hjernen, viser det sig, og der er gået for lang tid til, at det er muligt at behandle med blodpropsopløsende medicin. Muligheden er derfor at suge blodproppen ud via et kateter, der føres ind fra lysken under operation. Om operationen lykkes, og om patienten overlever og efterfølgende kan få et godt liv, er højst usikkert. Det var derfor ikke givet på forhånd, at det kunne ende som den positive historie om akut behandling for blodprop i hjernen. Men Grethe Andersen siger:

»Det ville min afdeling godt kunne stå på mål for. Det er jo en del af vores hverdag. Det sker, at vi giver en behandling, som utilsigtet ender med, at patienten får en stor blødning i hjernen og dør af det«.

Den del af hverdagen blev så ikke, hvad udsendelsen skildrer. Første del af udsendelsen slutter, hvor operationen er vellykket fuldendt og med det efterfølgende interview med patienten, der udtrykker håb om at få sit liv tilbage. Anden og sidste del sendes torsdag aften. Her følger vi patienten gennem hans genoptræningsforløb.

Første del af udsendelsen blev bragt tirsdag den 9. januar. Del 2 kommer i aften, tirsdag kl. 21.55.