DSAM og PLO: Vi er nok ikke så uenige, men vi har forskellig tilgang

Politikerne taler om populationsansvar, men I taler om populationsomsorg. Hvad er forskellen?

Anders Beich, formand for DSAM

»Jeg har været medansvarlig for at opfinde ordet populationsomsorg, fordi der pludselig blev talt om, at vi skulle have populationsansvar i almen praksis. Men vi kan ikke tilbyde kollektivt at have ansvar for hele befolkningens sundhed. Vi kan kun hver især yde en god omsorg for den population, der er tilknyttet vores praksis. Vi kan tage os bedre af en del af befolkningen, men det bliver inden for den enkelte praksis’ ramme. Det er der, hvor populationsomsorg og populationsansvar er forskellige«.

Christian Freitag, forman for PLO

»Jeg oplever også ordet som en modreaktion på, at de praktiserende læger skulle have ansvaret for danskernes sundhed, deres livsstil og måden de lever på. Vi skulle opdage det og gribe ind, hvis nogen ikke levede, som man gerne vil have det. Det vil for det første fortynde den praktiserende læges indsats. Og det kan skade relationen mellem borgeren og deres praktiserende læge, hvis vi får en overvågningsfunktion af danskernes sundhed. Som praktiserende læger er vi læger og ikke livsstilsfølgesvende for alle danskere. Når vi arbejder, interesserer vi os for helbredsmæssige problemer. Og ikke om folk spiser pizza om fredagen og vejer fem kilo for meget«.

Hvordan får man så – inden for sin egen praksispopulation – differentieret indsatsen i forhold til, hvor belastet den enkelte patient er: Skal I sige nej til nogen?

CF: »Vi kan ikke have en almen praksis, der har en lukket dør, fordi du har det for godt, eller du tilhører en bestemt socialklasse, eller du har for mange gode indikatorer. Så kan du desværre ikke ringe mandag-tirsdag, men må vente til torsdag. Det går ikke at begrænse adgangen til almen praksis ved at afvise nogen. Men man godt inde i butikken have nogle tilbud, der ikke gælder for alle. Selvom du egentlig godt kunne tænke dig en halv time med lægen, fordi der er nogle ting, du gerne vil snakke om, og det er rart, når han har god tid. Det kan vi ikke tilbyde dig, hvis det ikke er lægen, der kan hjælpe dig mest med dit liv. Og så er der andre, hvor det er lægen, der er behov for, og de kan få mere end ti minutter«.

AB: »Vi hverken kan eller vil begrænse den enkelte, der går til lægen. Vi er åbne for folk. Men der vedtages nogle ting omkring sundhed her i landet, der skaber en forventning om, at sundhed er noget, der foregår inde i sundhedsvæsenet: Du er ikke sund, før du har været henne hos lægen og blive undersøgt. Men man kan ikke undersøge folks sundhed. Det forudsiger ingenting. Det er måden, de lever deres liv.

Og vi kan næsten ikke gøre en forskel på folks adfærd. Det er så laveffektivt at sidde på tomandshånd og tale om folks sundhed. Selvfølgelig lytter de til lægen, hvis det er et led i en konkret udredning. Men at forvente at vi kan påtage os at øge befolkningens generelle sundhed ved en indsats ude i praksis. Den forventning skal vi ikke give folk«.

Men hvem skal så lære befolkningen kun at gå til lægen, når man er syg?

CF: »Vi kommer ikke til at se et 2025 eller 2030, hvor folk går rationelt til lægen. Der når vi ikke hen, for vi er oppe imod stærke kræfter. Der er store angst- og frygtskabende elementer i vores verden, og rigtigt meget af det ender hos os som patienter med dødsangst og sygdomsangst. Der skal sælges aviser, der skal sælges lægemidler, kosttilskud, alternativ behandling. Så ja, vi har en pædagogisk opgave, og vi kan nok også flytte noget, men vi er oppe mod mastodonter, der lever af at sælge utryghed«.

AB: »Der er for mange, der kommer med høje forventninger om, at vi kan alt muligt. Vi skal selv være ærlige og sige, at det sundhedstjek, folk ønsker, er ingenting bevendt. Det vigtigste sundhedstjek kan de give sig selv derhjemme. Og så handler det også om at etablere tilbud, der kan aflaste os. Der skal i kommunalregi være sundhedstilbud lidt bredere end dem, man kan få, når man allerede har fået KOL eller diabetes eller et barn med overvægt. De kommunale tilbud skal et spadestik dybere end Kost, Rygning, Alkohol og Motion. De skal se på, hvordan fungerer folks liv i virkeligheden. For det er nedenunder, der ligger nogle utilfredsstillede basale behov – helt nederst i behovspyramiden om socialt samvær, netværk, tryghed ... Og det er ikke lægens bord. Det kan vi ikke løse.«

Hvad skal politikerne gøre?

AB »Vi skal have politikerne til at tage ansvar og bringe sundheden ind i al politik. Og så skal de lade med at give folk en forventning om, at sundhed er noget, der foregår inde i sundhedsvæsenet. Sundhed handler ikke om at blive målt, vejet og evalueret af professionelle. Vi kan først gøre en forskel derhenne, hvor det begynder at bide for alvor, og du får en sygdom. Det er derfor, vi stritter imod en betegnelse som prædiabetes. Det er en risikotilstand, som vi er ved at gøre til en sygdom. Og så får folk forventningen om, at det skal vi hjæpe dem med«.

CF »Hvis vi skal vende den om, så har Anders og jeg et ansvar for at få en så god relation til myndighederne, så de forstår det her. Politikere skal vælges, og hvem kan stille sig op og sige, nu må der skrues ned for et eller andet velfærdsgode. Det er svært. Men myndighederne har et ansvar for at relatere sig mod os. Og vi har også et ansvar for at relatere os mod myndighederne. Det nytter ikke noget, at det bliver DSAM og PLO's kamp mod resten af samfundet. Den taber vi, den kamp. Vi vinder den nok hos patienterne. Men vi taber den på den store samfundsscene. Så vi skal have Sundhedsministeriet, alle styrelserne og Finansministeriet til at se, at det er vigtigt at bruge sundhedsvæsenet til det, sundhedsvæsenet skal bruges til, hvis vi skal have et sundt samfund«.

Hvordan udøver du populationsomsorg i din egen praksis (hhv. Nørrebro og Holte)?

AB »Det handler om at forebygge den næste konsultation. Være i stand til at formidle, at du vil næppe have gavn af at gå hos mig. I vores praksis mærker vi patienterne – vi kalder dem VIP-patienter. Det er patienter med en lidt ringere evne end gennemsnittet til at tage vare på egen sundhed. De får lidt mere af os. Det er dels nogen, der har mange sygdomme. Det kan være nogen, der har en personlighed, der ikke kan begå sig. De har dårlig tilpasningskraft. Og så er der nogen, der er socioøkonomisk dårligt stillede og måske ikke kan betale den medicin, som egentlig er den bedste. Eller vi skal have kommunen til at betale for tandlægen, for de kan ikke få den nye hjerteklap, før tænderne er i orden. Der overtager vi en formynderrolle, men samtidig skal man opøve deres mestringevne«.

CF »Det er en anderledes population, men tilgangen er den samme. For det første vil vi aldrig sige nej til en patient, når de står der. Det at tænke i forebyggelse af den næste konsultation er fuldstændigt det samme hos mig. Det kan være, at patienterne nogle steder i landet har bedre forudsætninger for at tilegne sig viden, og de gør det måske allerede, inden de kommer ned til lægen. Jeg har oceaner af patienter, der er angst for sygdom. Det er voldsomt udbredt blandt højtuddannede mennesker. De suger information til sig om alt det, de kunne fejle. Men jeg tror, vi nogle gange overdriver de forskelle, der er forskellige steder i landet, når vi taler om at arbejde med den enkelte patient«.

Hvad er den største forskel eller uenighed mellem PLO og DSAM?

CF »Vi har i PLO det hensyn, at vi har et repræsentantskab, som bestemmer, i hvilken retning vi skal. Det er folk, der er vant til at beslutte – ikke om noget er mere rigtigt end andet, men holdningsmæssigt, om vi vil i den ene eller anden retning. Det er lige fra regionsklinikker eller udbudsklinikker, eller skal vi overhovedet have selvstændig almen praksis. Og her nærmer vi os spørgsmålet om, hvor meget solidaritet vi skal have ind i PLO: Skal vi i virkeligheden tjene penge sammen, putte dem ind i en stor kasse og dele dem ud i fællesskab? Der nok forskelle mellem PLO og DSAM, men det ligger ikke nødvendigvis i holdninger, men i vores tilgang. Vi er styrede af nogle, der skal lave aftaler. Intet er så konkret som aftaler. Du gør sådan. Så får du sådan. Det er vi fanget i hvert tredje år«.

AB »Og vi er herligt fri for at skulle tænke i reelle begrænsninger. Vi siger: Hvad kan man få mest ud af fagligt? Og det er fordi, vi ved, det kan betale sig. At yde lige lidt mere omsorg, det kan faktisk give pote. Jeg har f.eks. nogle data på et fantastisk diabetesprojekt. Man lavede lidt om på behandlingen af de psykisk syge diabetespatienter. Og 16 år senere havde vi fået det resultat, at når to patienter var behandlet på den måde i stedet for på den gammeldags facon, så havde vi reddet den ene fra en blodprop i hjertet. Det er så stærkt et resultat«.

CF: »Vi vil gerne have, at DSAM hjælper os og presser os. Vores medlemmer er jo stort set de samme, og der er et meget stort socialt hjerte hos de praktiserende læger, uanset hvor i landet man sidder i landet. De sociale problemer kan fylde mere eller mindre i dagligdagen, men der er et grundlæggende ønske om at gøre noget for dem, der har størst behov, og dem, der har sværest ved det selv«.