Uvilje imod “det moderne” er ikke et moderne fænomen. Det viste sig også, da lægevidenskaben oplevede sit moderne gennembrud i 1870’erne.
Gennembruddet begyndte med Pasteurs og Kochs opdagelse af bakterier som årsag til sygdomme. Der blev indrettet laboratorier og forsket, gjort forsøg og eksperimenteret som aldrig før. En del af forsøgene blev udført på levende dyr – såkaldt vivisektion (”at skære i det levende”). Og det harmede brede kredse af offentligheden, men også enkelte læger.
Vivisektion havde allerede fundet sted længe, da William Harvey i 1600-tallet beskrev blodets kredsløb. Filosoffen (og lægen) René Descartes havde beskrevet dyr som ”maskiner”, der måske nok så ud til at føle smerte, men i virkeligheden intet følte – da de jo heller ikke kunne tænke rationelt. I begyndelsen af 1800-tallet blev Descartes tilbagevist af den britiske filosof Jeremy Bentham: Det afgørende var ikke, om dyr kunne tænke rationelt; det afgørende var, om kunne lide.
I 1864 blev lægen Peter Ludvig Panum udnævnt til professor i fysiologi ved Det lægevidenskabelige Fakultet. Ved hans laboratorium i Bredgade blev en generation af fremtrædende danske læger og forskere uddannet. Og til forskning og undervisning blev der anvendt levende forsøgsdyr.
I 1875 blev Foreningen til Dyrenes Beskyttelse dannet. Blandt stifterne var fremtrædende videnskabsmænd, kunstnere og embedsmænd. Foreningens fokus var ikke arbejdsdyrene og landbrugets dyrehold, men de dyr, der optrådte i cirkus eller blev udstillet i zoologiske haver. Og så naturligvis: Forsøgsdyrene. Og særligt hunden – menneskets bedste ven – blev fremhævet.
I 1879 udkom i Tyskland Ernst von Webers kampskrift Die Folterkammern der Wissenschaft. Samme år udkom den på dansk med titlen Videnskabens Torturkamre. Forsidebilledet var et maleri af en trofast hund, der har reddet et barn fra at drukne. Inde i bogen viste illustrationerne hunde, der lå fastbundet eller spiddet, med opskåret bug og udsigt til de indre organer.
Webers bog skabte en shitstorm mod lægevidenskabens brug af forsøgsdyr. Også fra lægernes egne rækker lød der kritik: I Nationaltidende gik stiftsfysikus Erik Holst i Ringkøbing og distriktslæge Daniel Cold til angreb på de ”grusomme Vivisektorer”.
Selv om Panum ikke mente, at vivisektion egnede sig til offentlig debat med et publikum, der savnede faglig indsigt, følte han sig kaldet til at forsvare videnskaben og den rationelle brug af forsøgsdyr, når målet berettigede det. I artikler og tryksager påpegede han, at vivisektioner havde reddet flere menneskeliv, end de havde kostet hundeliv.
Som eksempel fremhævede han forsøg, han selv havde udført, og som havde dræbt den gamle myte om, at sultedød skyldtes blodmangel. Ved at sulte nogle hunde ihjel havde han påvist, at blodvolumen faldt mindre end kropsvægten, og at blodtransfusion derfor ikke var den rette behandling. Og ja: Forsøget havde påført dyrene lidelse. Men da deres bevidsthed var på et lavere niveau, kunne de udholde pinslerne, argumenterede Panum. Unødigt dyrplageri var forkasteligt, men det var ”tilladeligt at benytte Dyrene paa alle maader, som virkelig er til Gavn for Mennesket”.
Men anti-vivisektionisterne ville ikke lytte til den slags – og da slet ikke fra den moderne forsker Panum, der blev symbol på det ufølsomme, kolde intellekt. Heroverfor stod dets modsætning: den trofaste og hengivne hund, der gerne ofrer sig for mennesket.
Måske handlede det mindre om kærlighed til dyr end om uvilje over for moderne videnskab. Forsøgsdyret – hunden, menneskets trofaste ven – blev et symbol på den voldtagne natur, på traditionen og de konservative dyder, som var truet af videnskabens kolde rationalitet og det modernes skånselsløse fremtrængen.
Kampen mellem den gamle og den moderne verden rasede på mange fronter i 1870’erne. Georg Brandes hyldede ”det moderne gennembruds mænd”. Charles Darwin havde med ”Om Arternes Oprindelse” trukket tæppet væk under Bibelens skabelsesberetning. Industrialisering og masseurbanisering buldrede frem. Religion og kirke var i defensiven. Det var langtfra alle, der begejstredes over en udvikling, der lynhurtigt var ved at ændre det gamle samfund radikalt.
Fakta
Da Ugeskriftet i sommeren 1879 omtal te Panums forsvar for vivisektion, troede redaktionen, at man kunne fatte sig i korthed. Over for Ugeskriftets læsere behøvede man vel ikke at udpensle vigtigheden af dyreforsøg? Men dér tog redaktionen fejl. Der var faktisk medlemmer, der tog forsøgsdyrenes parti.
Stiftsfysikus Holst og distriktslæge Cold truede Ugeskriftet med at gå til aviserne og dermed bringe ”sagen” for offentlighedens domstol, hvis Ugeskriftet ikke ville bringe deres modindlæg. De blev så bragt – men Ugeskriftet tog til genmæle. Især kritiseres Cold for at ville inddrage lægfolk i en debat om noget, de ikke har forstand på.
Det var ”uheldigt og skadeligt” når man som Cold ville propagandere for en fejlagtig opfattelse blandt folk, der ”fuldstændig mangler Sagkundskab”. Men Ugeskriftet var da overbevist om, at han sagtens kunne vinde gehør for sine synspunkter i den vankundige offentlighed og dermed ”svække Troen paa og Tilliden til den videnskabelige Virksomhed, der har bragt Lægevidenskaben de samme Berigelser” og landvindinger, som den havde bragt de andre naturvidenskaber i det 19. århundrede.
For den brede offentlighed havde ” Trang til Mystik”, og homøopater, kvaksalvere og lignende charlataner ville uden tvivl glædes over Colds forsøg på at forringe ”den exakte, rationelle videnskabelige Forskning”.
Ugeskriftet opfordrede til, at Cold i stedet mødte op og forsvarede sine synspunkter for sine kolleger i Det medicinske Selskab i København, hvor ”Blomsten af Videnskabens og Lægekunstens Dyrkere” kunne udgøre en sagkyndig domstol. Alt andet ville være ”en ren og bar Falliterklæring”.
Her ses i renkultur kampen mellem gammelt og nyt. Holst og Cold forsvarer den ”gamle” lægekunst, som ”støtter sig på Klinikken og Erfaringen ved Sygesengen”.
Heroverfor står Ugeskriftet og Panum som forkæmpere for den moderne lægevidenskab, som netop nu er ved at bryde igennem, og som støtter sig på ”experimentel Fysiologi og Pathologi”.
Og i den kamp vil den moderne lægevidenskab sejre, spår Ugeskriftet, for den har BÅDE klinikken og erfaringen OG de moderne hjælpemidler: ”Stethoskopien, , den kemiske og mikroskopiske Undersøgelse af Sekreter, Exkreter, Svulster o.s.v., Laryngoskopet, Ofthalmoskopet og de øvrige Endoskoper, Undersøgelsen under Kloroformnarkose o.s.v., o.s.v.”
I en retorisk kraftpræstation svinger artiklen sig op til et generelt forsvar for lægevidenskabens modernisering. Hvis den ikke vil omfavne det nye, forsømmer den ”en uafviselig Pligt og (vil) snart blive forældet; thi det gaar jo her ligesom ved Agerbruget, Fabriksvæsen, Telegrafvæsen, Maskinvæsen o.s.v., kort sagt overalt, hvor den rene videnskabelige Forskning aabner helt nye, hidtil uanede Baner for det praktiske Livs Virksomhed”.
Med andre ord: Efter 200 års stilstand er lægevidenskaben omsider ved at indhente de øvrige naturvidenskaber. Det skal man ikke sætte over styr, bare fordi man sentimentalt elsker dyr højere end ”den lidende Menneskehed”.
Lægernes gamle mindreværd over for de andre videnskaber rumsterede endnu, og artiklen konkluderer, at kun den læge, der er udrustet med den nyeste viden og teknologi, kan udøve lægefaget på forsvarlig vis:
”At benægte dette, vilde være det samme som at paastaa, at de rige Fremskridt paa Naturvidenskabens Omraade, som have bragt os den elektriske Telegraf, den fuldendte Dampmaskine og saa mange andre af Aarhundredets Storværker, (…) er gaaede sporløst og ufrugtbare hen over en af de vigtigste Grene af denne Videnskab, nemlig Lægevidenskaben”.
Link:
LITTERATUR
Ugeskr Læger 1879, 3. rk. XXVII, s. 453
Ugeskr Læger 1879, 3. rk., XXVIII, s. 33-39, 81-95, 129-42 og 169-74
