Fakta og vurdering
Bevægelsen på Det Kongelige Teater er et nyt skuespil skrevet af den engelske dramatiker Dennis Kelly og handler om, hvad der kan ske, når vi vender videnskaben og erkendelsen ryggen.
Gry er nogle få måneder gammel. Hun er undfanget ved fertilitetsbehandling, efter syv forsøg vel at mærke, fortæller hendes far os. Grys mor døde under fødslen, og Grys far blev lidt paranoid over for videnskab og teknologi efter dette, fortæller han os. Det startede med, at han skilte sig af med al teknologi i sit eget hjem, og siden tog det om sig. I takt med at Gry vokser op, skabes en egentlig politisk bevægelse med mange tilhængere.
Bevægelsens primære formål er at afvikle de videnskabelige og teknologiske fremskridt, menneskeheden har gjort, for at finde lykken i uvidenheden og umiddelbarheden. Kort sagt er regression målet. Og som man nok kan forestille sig, forløber dette ikke fuldstændig udramatisk. Vi følger denne bevægelse over fem generationer i en forestilling, som giver associationer til bibelske sagn, Fluernes herre og nogle af historiens mørkeste kapitler, f.eks. Pol Pots kulturudryddelse og folkedrab i Cambodia.
Bevægelsen er genre- og fortællermæssigt et interessant stykke, som gennem fem kapitler hopper fra moderne monologbaseret teater til filmisk actiondrama til mytisk sagnfortælling – og på en eller anden måde slipper godt fra det. Der er leget med sproget, som gennem stykket ændrer sig og underbygger en verden i forandring.
Scenografien er skrabet, som det som oftest ses på Skuespilhusets lille scene Mellemgulvet, med relativt simple videoprojektioner som bærende element.
Skuespillerne skal have en særlig ros for at fylde rummet med det, scenografien undlader. Særligt Mikkel Arndt og Maria Rossing leverer solide præstationer, og det er en fornøjelse at se dem udfolde sig med den legende lethed, garvede teaterskuespillere besidder.
I Bevægelsen stilles Regression, det gode, som klar modsætning til Videnskaben, det onde. For os, der arbejder med sundhed, er det nok næppe de følelser, der melder sig, når vi tænker på videnskaben og dens fremskridt. I en verden, hvor den teknologiske udvikling buldrer af sted i eksponentiel hast, er det dog et relevant tema at tage op, om end lidt uoriginalt.
Hvad er det, vi som mennesker kan, som er specielt, og hvad er vi værd? Hvordan trives vi bedst, og bliver vi mon udslettet af vores egne opfindelser? Stykket byder måske ikke ind med noget banebrydende perspektiv, men dog en fin tankestreg. Særligt de mytiske, nærmest bibelske elementer er interessante modspil.
Måske er Videnskabens modsætning ikke Regression – måske er det Spiritualitet? Alt i alt en dystopisk og tankevækkende forestilling, en spændende tekst og solidt teaterhåndværk.
