E-patienter er en hjælp for lægen

Mon ikke de fleste læger har siddet over for en patient, som har medbragt talrige udskrifter fra nettet og er helt overbevist om, at han fejler noget bestemt? Man kan vælge at blive irriteret over det, eller man kan se patientens interesse for eget helbred som en styrke.

Jeg vil ikke benægte, at jeg har været grebet af irritation i den slags situationer. Især hvis der helt åbenlyst har været tale om fejlvurderinger fra patientens side. Men på den anden side er det efterhånden min opfattelse, at vi som læger skal værdsætte, at nogle patienter er så resursestærke og aktive, at de magter at finde relevant information.

For nylig oplevede jeg på Dansk Selskab for Patientsikkerheds konference e-patienten Dave, en midaldrende, amerikansk mand, som i forbindelse med en kræftdiagnose havde brugt nettet til at skaffe sig information om ethvert aspekt af sin sygdom. Dave de Bronkart, som han rettelig hedder, har efterfølgende sammen med sin praktiserende læge etableret et forum »e-patients-net«, hvor man bl.a. er engageret i at inddrage patienterne i behandlingerne.

Patienten hverken kan eller skal overtage lægens rolle. Det er fortsat lægers ansvar at vurdere information om sygdommen og tage stilling til, hvilken behandling der er bedst. Men der går ikke den mindste splint af vores faglighed ved at anerkende, at nogle patienter er gode til at indkredse information, som det kan være relevant at inddrage i et forløb. Det kan være tilbagemeldinger fra patienter, som er blevet behandlet på lokale sygehuse. Det kan være patienters oplevelse af kemoterapi. Eller det kan være et resultat af en søgning i en specialiseret medicinsk database.

Under alle omstændigheder er det en tendens, som vil vokse. Avisen MetroeXpress kunne for et par uger siden fortælle, at internettet er storleverandør af information om sundhed til danskerne. Afgørende er selvfølgelig, hvilken kvalitet informationen har. Heldigvis lader det til, at det er afgørende for det store flertal, at det råd, de får, er fra en person med lægelig baggrund. Under alle omstændigheder er det vigtigt for den behandlende læge at gå i dialog med patienten om informationer fra nettet.

Det er naturligvis vigtigt at understrege, at langtfra alle patienter er aktive på nettet. Der er mange ældre mennesker, som ikke bruger it. Der er også stor forskel på, hvor gode patienterne er til at orientere sig om sygdomme. Uddannelse og tid spiller en rolle. Men nogle er gode til det, og deres resurser kan vi inddrage aktivt.

For et år siden ville jeg have forsvoret, at jeg selv ville være at finde på Facebook. Men nu har jeg været der i godt en uge. Det er ikke sket uden overvejelser. For læger har et særligt job, og derfor kan der være oplysninger, som man kan overveje, om det er klogt at lægge ud på nettet. Personlige og politiske forhold kan måske indvirke på læge-patient-forholdet. Det kan også opleves som akavet, hvis patienter vil være venner med en på Facebook.

De nye medier giver naturligvis også nye professionelle muligheder. F.eks. for onlinedialog med kolleger og patienter. Men der er udfordringer i både at give personlig rådgivning og at sikre patienters anonymitet. Går det galt, kan det gå rigtigt galt: Privat information bliver i givet fald offentlig tilgængelig for alle.

Problematikken om, hvordan læger bedst bruger de sociale medier, er efterhånden blevet så påtrængende, at Verdenslægeforeningen tog det op på sit møde i Australien i starten af april. Her var der international enighed om, at der er brug for vejledende retningslinjer, og der er nedsat en arbejdsgruppe, som vil præsentere et udspil i oktober. Lægeforeningen vil både gå aktivt ind i det arbejde og udarbejde retningslinjer, som er tilpasset danske forhold.