Ebola-epidemien i Vestafrika er ved at klinge af. 11.000 er døde af sygdommen. Men endnu flere er døde af behandlelige sygdomme, fordi sundhedsvæsenet er brudt sammen. Og der forestår en stor opgave med at gøre det klar til næste omgang.
For lidt over et år siden begyndte den hidtil værste ebola-epidemi, verden har set. Især de tre vestafrikanske lande Guinea, Sierra Leone og Liberia blev ramt, og da omfanget gik op for omverdenen, udløste det et intenst kapløb om at komme først med et lægemiddel eller en vaccine.
Nødhjælp strømmede ind, og behandlingscentre blev etableret og bemandet med sundhedspersonale.
Omkring 24.000 har været smittet, og cirka 11.000 er døde. De tre landes økonomi er i ruiner og deres sundhedsvæsener, som i forvejen var svage, er brudt sammen.
Spørgsmålet er, om epidemien er ved at være overstået for denne gang, og hvordan man bedst forbereder sig på kommende måske værre epidemier.
Formelt kan epidemien afblæses, når der ikke har været nye tilfælde i 42 dage, svarende til to inkubationsperioder. Så vidt er det ikke kommet endnu, men professor i infektionsmedicin Thomas Benfield, Hvidovre Hospital ser det som et godt tegn, at der gennem flere uger har været færre indlagte.
På behandlingscenteret i Port Loko i det nordlige Sierra Leone, hvor dansk og britisk sundhedspersonale har arbejdet i flere omgange, blev den sidste patient udskrevet i forrige uge, fortæller overlæge Merete Storgaard, Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Så hvis der ikke dukker nye op – og hvis man ser den samme udvikling i resten af det vestafrikanske land – kan epidemien formentlig snart afblæses for denne gang.
En amerikansk ebola-ekspert har bemærket: ”Man kan ikke slukke 98 procent af en skovbrand. Vi kan ikke slappe af. Ét tilfælde, der undslipper til et nyt sted eller et nyt land – så kan det hele begynde forfra”.
Thomas Benfield er enig. Det vil med stor sandsynlighed komme igen. Om epidemien bliver lige så omfattende næste gang, afhænger dog af, hvor den viser sig:
”Tidligere udbrud forekom i fjerne, isolerede områder, hvor befolkningstætheden er så lav, at epidemien ikke når at brede sig, men dør ud af sig selv. Men denne gang kom infektionen ind i tæt befolkede områder”, siger Thomas Benfield.
I de tre vestafrikanske lande har ebola-epidemien ikke alene lagt sundhedsvæsenet i ruiner. I august opgjorde WHO, at sundhedspersonale udgjorde 10 procent af de døde. Samtidig har den massive indsats af de sparsomme ressourcer gjort det nærmest umuligt at behandle andre sygdomme. Ifølge Thomas Benfield har malaria under ebola-epidemien kostet cirka 11.000 menneskeliv – udover det antal, som ”normalt” ville være døde af malaria. Dertil kommer overdødeligheden som følge af andre behandlelige, men ubehandlede sygdomme. Der har med andre ord været en overdødelighed, som langt overskrider den, ebola-udbruddet i sig selv har forårsaget.
Og så er der den økonomiske katastrofe. I marts rapporterede United Nations Development Group, at faldet i handelen, lukningen af grænser, aflysninger af fly og udeblevne udenlandske investeringer og turister har haft en ødelæggende virkning på landenes økonomi, som kan se frem til en negativ vækst.
Det bliver derfor svært at bringe sundhedsvæsenet på fode igen. I Sierra Leone er sundhedsvæsenet med Thomas Benfields ord ”bombet tilbage til stenalderen”, og skal det bringes på fode igen, kræver det hjælp udefra.
”Jeg ved ikke, hvad Danmark har tænkt sig at gøre. USA har tænkt sig at blive i Liberia og arbejde på at bygge fremskudte laboratorier, der skal overvåge situationen og fange nye udbrud i opløbet.
Nu skal alle de andre organisationer, som i årevis har arbejdet i Vestafrika, og som for nogles vedkommende trak sig ud, fordi de ikke var gearet til at håndtere smittefaren, tilbage og genoptage deres vaccinationsprogrammer, forebyggelse og behandling af børnesygdomme, fødeklinikker, behandling og forebyggelse af hiv-smitte osv.
”Jeg håber, at Danmark har noget tilovers af den store millionbevilling, der blev afsat til ebola-indsatsen i Sierra Leone, og at de kunne omdirigeres til at reetablere landets sparsomme sundhedsvæsen”, siger Thomas Benfield.
Overlæge Merete Storgaard har været udsendt til behandlingscentret i Port Loko. Hun vurderer lige som Thomas Benfield, at epidemien er ved at være ovre for denne gang.
”Men der er stadig en smitterisiko ud over de 42 dage”, understreger hun med henvisning til, at f.eks. en mand, som har overlevet ebola, kan smitte via sin sæd i mindst tre måneder.
”Så epidemien ser ud til at være overstået – med det forbehold, at der er afsides steder, hvor der godt kan gemme sig tilfælde, vi ikke har hørt om. Flere af de nytilkomne tilfælde findes jo, fordi man helt systematisk laver ebola-test på afdøde. Den kontrol er meget stram i øjeblikket og styres i et joint venture af britisk og nationalt militær og det britiske politi. Og i hvert fald mens vi var der, fangede de cases, som man ikke ellers ville have fundet”, siger Merete Storgaard.
Læs mere: WHO Ebola Situation Report 22. april 2015 (link)
Et enkelt tilfælde er nok til at få branden til at blusse op igen. Og i princippet ved man ikke, hvad der ligger og ulmer ude i junglen. Som lederen af Sierra Leones ebola-indsats, dr. David Jambai, har udtrykt det: ”Vi har kun set flodhestens ører”.
Merete Storgaard siger det på denne måde: ”I det øjeblik, det meget finmaskede kontrolsystem ikke findes længere, kan man heller ikke sige med sikkerhed, at ’nu er der ingen tilfælde’. For man må nok se i øjnene, at der fortsat er et naturligt reservoir et sted derude, og at man ikke reelt har fået opfanget den uigenkaldeligt sidste case. Det hele startede jo med én case”.
Der er blandt forskere enighed om, at det første kendte tilfælde bag den seneste epidemi var en etårig dreng, som døde i december 2013 i den guineanske landsby Meliandou. Derefter fik hans mor og bedstemor de samme symptomer og døde. Folk, som blev smittet af disse første tilfælde, spredte derefter smitten til andre landsbyer.
Men hvad med fremtiden? Ifølge Merete Storgaard er planen, i hvert fald i Sierra Leone, at overføre de ressourcer, som har været afsat til ebolabehandling, til andre områder, som nærmest blev reduceret til ingenting under epidemien.
Derfor vil Sierra Leones sundhedsvæsen nu satse på at uddanne personalet fra ebola-hospitalerne, som både har en viden om sygdommen og om beskyttelsesmidlerne – så de kan arbejde på de almindelige sygehuse, men også udgøre et beredskab, hvis nye ebolatilfælde viser sig.
”Men det kræver penge, som de ikke har. Derfor må de ud og bede om penge – ikke til et ebola-beredskab, men til at reetablere et sundhedsvæsen – ét, der også er i stand til at håndtere potentielle ebola-patienter”, siger Merete Storgaard.
WHO har fået hård kritik, bl.a. fra Médecins Sans Frontières, for en sen og utilstrækkelig indsats, og MSF’s præsident kritiserede i september 2014 FN’s medlemslande for deres manglende indsats.
Læs mere: Statens Serum Institut. Tema om ebola i Vestafrika (link)
”Da epidemien tog fart for et år siden, var WHOs rolle rådgivende. Man kunne bidrage med laboratoriehjælp, men ikke behandling. WHO og FN har taget deres respons op til evaluering, og man kan håbe, at de næste gang har et bedre beredskab f.eks. også sender sundhedspersonale ud”, siger Thomas Benfield.
Merete Storgaard mener også, at WHO har taget ved lære og forbereder sig på at respondere hurtigere på et nyt udbrud.
”For en situation kan udvikle sig hurtigere, end man forestiller sig – uanset, om det bliver ebola igen, eller noget helt andet, som vi ikke har hørt om endnu”, siger hun.
”Helt konkret tror jeg, at WHO har lært, at man skal have bedre planer for, hvordan man skaffer ny viden, og hvordan man afprøver nye lægemidler, indsamler patientdata og laver behandlingsrekommandationer i en meget omskiftelig situation. Der forestår et meget omfattende evalueringsarbejde”, siger Merete Storgaard.
