Skip to main content

Efter britisk forbillede

Journalist Anne Absalonsen, anne@uncial.dk

1. jun. 2007
2 min.

Omlægningen af den danske lægeuddannelse sker efter engelsk forbillede, for her vedtog man i 2005 en tilsvarende reform af lægeuddannelsen, og de engelske sundhedsmyndigheder arbejder netop i øjeblikket med at implementere ændringer. Det bekymrer den britiske afdeling af Læger uden Grænser (MSF), og Liz Crawford, der er Senior Human Resources Officer i MSF Britain, siger:

»Situationen er ret kaotisk, for vi står med to grupper af læger, nemlig dem, der fulgte den gamle uddannelsesordning, og som forsøger at komme i gang med deres specialisering under den nye ordning, og dem, der er nye med den nye ordning, og som er usikre på, om de kan får genansættelse hjemme, hvis de træder ud af deres karriereforløb og arbejder i udlandet. Vi har oplevet en stigning i ansøgninger men har samtidig også oplevet, at læger, der havde ansøgt om at blive udsendt, trak deres ansøgning tilbage, fordi de frygtede, at de ikke ville kunne få en stilling, når de kom hjem igen«.

Den engelske reform har både kostet administrative hoveder i sundhedsvæsenet og fyldt avisernes spalter, siden den blev vedtaget. Vil den også skære mærkbart ned på antallet af læger, MSF fremover sender ud fra Storbritannien?

»Vi kan ikke sige det nøjagtigt endnu. I 2006 sendte vi i alt 74 læger ud; første kvartal af 2007 var det 17 læger, og det er svært at sige, om vi når samme niveau som sidste år. Det afhænger meget af de ansættelsessamtaler til introstillinger, der bliver gennemført i juni. Først når de er overstået, kan de yngre læger for alvor tage stilling til, hvad de vil med deres karriere«, slutter Liz Crawford.

Kampen for point sendt til tælling

MSF kunne sidste år fejre, at det efter mange års kamp var lykkedes organisationen at få humanitær udsendelse med på pointlisten. Det ville, forventede man, gøre det lettere at rekruttere yngre læger, når udsendelsen samtidig gav merit:

»Først sidste år fik vi stort set alle specialer med på pointlisten, hvilket vi oplevede som en sejr, fordi vi dermed kunne åbne op for flere læger, og det var samtidig en anerkendelse af det humanitære arbejde. Nu fjernes pointsystemet, og oven i købet indføres fireårsreglen, hvilket tilsammen giver et værre scenario, end da vi startede«, siger Jesper Jørgensen fra MSF.

MSF Danmark sender 6-8 læger ud om året men vil gerne op på det dobbelte.

Ugeskriftet har tidligere skrevet om humanitært arbejde i udlandet: Seifert M. Kun få tager ulandsjob. Ugeskr Læger 2006:168(9):945