Efteruddannelse: Hvorfor kommer de ikke afsted?

Om et par uger vil Lægedage i København samle omkring 1.300 læger fra almen praksis i hele landet til fem dages efteruddannelse på en stribe kurser. Nogle af dem er KBU-læger, andre er yngre læger ansat i almen praksis, mens op mod 900 af dem er praktiserende læger.

Det er bare ikke alle praktiserende læger, der får den efteruddannelse, de har krav på og brug for. Tager man 2022 isoleret, gjorde en fjerdedel af de praktiserende læger i Danmark således ikke brug af de midler, de kan få som refusion ved deltagelse i efteruddannelse. Ser man over både 2022 og 2023 er tallet dog betydeligt mindre, nemlig knap 7%.

Men hvorfor er det sådan, at nogle praktiserende læger ikke udnytter muligheden for efteruddannelse? Det har praktiserende læge Helle Ibsen set nærmere på som en del af sit ph.d.-studie på Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet. Sammen med en håndfuld forskerkolleger har hun spurgt alle landets praktiserende læger til deres brug – og ikkebrug – af efteruddannelsestilbuddene.

Resultaterne, der har været offentliggjort i British Journal of General Practice (BJGP Open), viser, at der er tre hovedårsager til ikke at deltage i efteruddannelse: travlhed, at det ønskede kursus er overtegnet, og at der er problemer med at finde en afløser til at varetage klinikarbejdet.

1.303 læger har svaret på det spørgeskema, de har fået, og de er blevet inddelt i tre grupper: hyppige brugere, delvise brugere og sjældne brugere af efteruddannelse.

De to sidste grupper udgjorde 726 læger, og det er deres bevæggrunde for ikke, sjældent eller kun sporadisk at gøre brug af efteruddannelsestilbuddene, Helle Ibsen har set nærmere på. Og de 726 læger kan igen opdeles i tre undergrupper (se faktaboks).

Helle Ibsen har været praktiserende læge gennem mere end 20 år, og hun har selv i perioder tilhørt en af de undergrupper – den, hun kalder «kasketfolket«. Det er læger, der ved siden af klinikarbejdet har travlt med andre lægefaglige eller -politiske aktiviteter såsom undervisning eller organisationsarbejde.

»Jeg har været en af dem, der har sendt efteruddannelsesmidler tilbage. Flere år. Jeg har mest tilhørt kasketfolket og har været involveret i forskellige andre lægefaglige ting. Det er så gået ud over efteruddannelsen. Der er jo grænser for, hvor meget jeg kan være fraværende fra klinikken«, siger hun.

Men for hende, understreger hun, »handler det ved gud ikke om work-life-balance«.

»Jeg hader det begreb. Det får mig til at se to vægtskåle over for hinanden. Hvis jeg arbejder, kan jeg ikke have et liv. Og at hvis jeg lever, kan jeg ikke samtidig arbejde, og hvis jeg arbejder lidt mere i en periode, så lever jeg mindre. Sådan har det ikke været for mig. Til gengæld går jeg på kompromis med støv i krogene og ukrudt i haven. Man kan ikke nå alt«, siger Helle Ibsen.

En overraskende gruppe

Helle Ibsen og hendes forskerkolleger havde forventet at møde kasketfolket i gruppen af læger, der ikke kommer på efteruddannelserne. De blev heller ikke overrasket over at finde den undergruppe, der udgøres af læger, der er personligt og/eller professionelt ramte på en måde, der gør, at de fravælger efteruddannelse

Men den tredje undergruppe, der siger, at »de bare ikke har tradition for tage efteruddannelse«, var en overraskelse, og det er »en interessant gruppe«, synes hun.

»I den del af spørgeskemaet , der handler om motivation for at deltage i efteruddannelse, er alle læger meget enige i, at vores hovedmotivation er at holde os fagligt kompetente. Det er kommet bag på mig, at der er en undergruppe af de læger, der ikke anvender deres efteruddannelsesmidler, der angiver manglende tradition som største barriere. Det kunne tyde på, at de har nogle andre præferencer. Så hvis vi gerne vil lave et tilbud, der kan friste den gruppe, så duer det ikke nødvendigvis at lave mere af det, vi plejer«, konstaterer Helle Ibsen.

Som udgangspunkt er det, siger hun, altafgørende, at der i uddannelsestilbuddene er en forankring i almen praksis:

»Helt konkret forstået på den måde, at kursusleder eller underviser skal være fra almen praksis eller have et godt indblik i almen praksis. Konteksten er så vigtig, kan vi se på svarene fra lægerne i undersøgelsen.

Men i forhold til gruppen, der har mindre motivation for at deltage i den nu udbudte efteruddannelse, så ved vi ikke så meget om, hvad de så ville foretrække i stedet. Den gruppe er virkelig interessant, synes jeg, og den kommer vi til at se nærmere på i den videre forskning, hvor vi vil have fokus på motivation og ønsker til rammer for efteruddannelse«, fortæller Helle Ibsen – og hun har en håndfuld bud på, hvad der skal arbejdes videre med og undersøges nærmere:

»Er de bare ikke rigtig kommet i gang, eller har de nogle ønsker til efteruddannelse, som bare ikke er favnet i det udbud, der er nu? Er der nogle meget introverte i den gruppe, der ikke bliver stimuleret af det faglige fællesskab og den faglige sparring, som brugere af efteruddannelse nævner som en meget vigtig motivationsfaktor? Er der en gruppe, som lærer bedst ved at læse selv?«.

De ensomme og de klemte

En anden ting, der overraskede Helle Ibsen i resultaterne, er, at en gruppe læger angiver, at de oplever ensomhed, når de deltager på efteruddannelseskurser.

»Nogle oplever ensomhed, når de er på kurser, fordi de bliver konfronteret med deres manglende netværk. Jeg kan også selv huske fornemmelsen fra den første nordiske kongres, jeg var med til, og hvor jeg som noget af det første blev spurgt: ,Hvad har du så med?’. Og jeg havde absolut intet ,med’. Jeg var der for at lære, af nysgerrighed, men jeg følte mig så ekskluderet på grund af det spørgsmål, og fordi jeg ikke kunne leve op til de faglige forventninger og havde noget at byde ind med.

Så vi må spørge os selv, om vi er inkluderende nok over for dem, der måske ikke lige kender nogen – dem, der sidder alene i det daglige og har holdt så længe ud i praksis, at de ikke møder så mange af deres tidligere kolleger længere? Den følelse kan jeg godt selv lidt genkende«, siger Helle Ibsen.

Det er også værd at have for øje, at de ellers meget populære resilienskurser måske ikke appellerer til dem, der – måske udefra set – kunne have mest for brug for dem. Sjældenbrugere af efteruddannelsesmidler prioriterer ikke nødvendigvis kurser i at undgå udbrændthed, påpeger hun.

»De kurser tiltaler ikke nødvendigvis de læger, som er klemte i hverdagen. Og på samme måde med kurser som ,Hvordan bliver jeg en langtidsholdbar læge?’. De kurser kan være forebyggende, hvis de så at sige tages i fredstid. Men er man presset til det yderste, så er det ikke nødvendigvis sådan et kursus, der tiltaler en. Der skal måske noget helt andet til.

Og hvor hårdt må det ikke også være at sidde på sådan et kursus, hvis de andre kursister trives og forebygger, mens man selv dårligt kan holde ud at tænke på den næste patient uden at få kvalme?«.

Travl – men hvordan?

Ikke overraskende er travlhed en absolutte hovedårsag til, at nogle praktiserende læger ikke kommer afsted på efteruddannelse, fortæller Helle Ibsen:

»Travlhed nævnes både i lignende internationale studier og af vores overlægekolleger i den nylige undersøgelse fra Overlægeforeningen. Det er bare et underligt begreb, for man må gå ud fra, at de læger, der kommer afsted på kurser, også er travle.

Det var da også karakteristisk i de interview, vi har lavet i forbindelse med undersøgelsen, at alle var i stand til at nævne ,travl, fordi …’. Altså pege på en årsag bag travlheden og en årsag til, at travlheden ikke kunne overvindes. Derfor kan det betale sig at prøve at gå ind bag ved travlheden, hvis man vil have flere med ombord«, konstaterer Helle Ibsen.

Blandt årsagerne er manglende motivation, at efteruddannelsen i sin form og sit indhold ikke rammer plet, er at man er travl, fordi man er ramt på noget i privatlivet eller i klinikken eller beskæftiget andet sted. Men oplevelsen af travlhed har ikke kun noget at gøre med, hvor fyldt arbejdskalenderen er.

»Den gruppe, hvor lægerne angiver, at de ikke deltager, fordi de er ramt personligt eller professionelt, oplever sig selv som relativt mere travle, og det kunne tyde på, at læger, der er ramt personligt eller professionelt, er i større risiko for at opleve sig overbelastede af arbejdsmængden.

Omvendt rapporterer de læger, der ellers har mange jern i ilden uden for klinikken, mindre travlhed. Det kan selvfølgelig være, at de er en særlig ,overskudsagtig’ gruppe af læger. Men det betyder sandsynligvis meget, at det er en selvvalgt arbejdsbelastning, hvilket jo ikke er tilfældet, når det handler om samarbejdsproblemer, patientklager, sygdom og vakancer, og hvad der ellers angives som barrierer i den her ramte gruppe«, siger Helle Ibsen.

Hun konstaterer, at gruppen af læger, der angiver, at de har mindre tradition for at tage på efteruddannelse, til gengæld oplever sig selv som mindre travle, end man nok kunne forvente for gruppen.

Yes! Endelig en patient med hovedpine

Men hvad betyder manglende efteruddannelse konkret i klinikhverdagen? Helle Ibsen bruger et aktuelt, personligt eksempel:

Hun er selv i en efteruddannelsesgruppe, der for tiden har fokus på hovedpinepatienter – et tema, som Helle Ibsen siger, »jeg faktisk troede, at jeg vidste ,alt’ om«.

»Men de her lægefaglige snakke, som sygehistorier og eksperternes små filmklip giver anledning til, er så vigtige. Tingene er sjældent sort-hvide, og de kan give anledning til at overveje, om man selv er helt skarp i, hvordan man f.eks. hjælper en patient med medicinoverforbrugshovedpine (MOH).

Så selv om jeg har behandlet hovedpinepatienter i mere end 20 år, får sådan et forløb mig lige gjort skarpere. Og ud over det faglige, så får jeg efter sådan et forløb også så meget lyst til at møde den næste patient med hovedpine. Jeg kan gå fra før kurset at tænke ,åh nej, en patient med hovedpine’ til ,Yes! Endelig en med hovedpine, så smøger vi ærmerne op og går på detektivarbejde! Hvilken type hovedpine er det … hvad er næste skridt … hvordan hjælper patienten og jeg hinanden?’.

Så på den måde er efteruddannelse både vigtigt for mine patienter, for mig som læge – og i sidste ende for det sammenhængende sundhedsvæsen. Det gør mig langtidsholdbar, stimulerer min nysgerrighed og gør, at selv temaer, der kan synes trivielle, bliver ved med at være en faglig udfordring. Og jo bedre jeg er i min hverdag i min klinik, jo bedre samarbejdspartner tror jeg også, jeg er for sekundærsektoren«, siger Helle Ibsen.

Dermed ikke sagt, understreger hun, at alle læger partout skal afsted hvert år.

»Det gør ikke så meget, hvis det er forskellige læger, som stempler ud i et år eller to – bare de kommer på banen igen. Men hvis man først ikke deltager, fordi man er nynedsat læge, og der så er problemer i praksis, en periode med små børn, måske sygdom i familien, og så er man pensionsmoden ...

Altså, det bliver problematisk, hvis den samme læge er fraværende fra kurser med forskellige begrundelser efter hinanden. Men det tyder tallene heldigvis ikke på, for hvis vi ser over en periode på to år – 2022 og 2023 – så reduceres andelen af læger, der ikke bruger nogle af deres efteruddannelsesmidler fra 25% til under 7%«.

Øje for forskelligheden

Selv om hun og forskerkollegerne ikke er færdige med at granske, hvad der kan få flere praktiserende læger til at bruge muligheden for efteruddannelse, har hun nogle bud på, hvad de lægefaglige foreninger kan tage fat på. Men det kommer, understreger Helle Ibsen, helt an på, hvilken målgruppe man sigter efter.

PLO-E har en bred palet, konstaterer hun, med både gruppebaseret efteruddannelse, klinikbaseret efteruddannelse, kurser for klinikpersonale og nær-efteruddannelse, der kommer helt ud til klinikkerne.

Der er også græsrodstiltag, der samler praktiserende læger i ad hoc-grupper på tværs til smågruppebaseret efteruddannelse, og det kan inddrage læger, som ikke har lyst det til det mere forpligtende fællesskab i fast gruppe, men måske der kan få lyst til mere, siger hun.

»Vi er forskellige, så det er vigtigt, at det er muligt at vælge forskellige former for undervisning. Hvis vi skal have flere med, er det vigtigt med opmærksomhed på den gruppe, der ønsker noget andet end hovedparten.

Det er en stor lettelse, at der findes faste forløb, som vi kan hive ned fra hylden til de grupper. Der er kurser målrettet sololæger, men også fokus på nynedsatte eller læger med andre fælles udfordringer. Hele Deep End-netværket er jo et fantastisk efteruddannelsestiltag«, siger Helle Ibsen.

De lægefaglige foreninger kan fastholde fokus på højrelevante temaer og appliceret læring – altså have fokus på kontekst, mener hun. Man skal holde fast i at have fokus på implementering, og så er det vigtigt at huske, at for de fleste er kollegial sparring meget vigtigt, og hvordan sikrer man så det i onlineundervisning/e-læring?

Selv om økonomisk kompensation ikke er den vigtigste motivationsfaktor, så er det vigtigt at have øje for, understreger Helle Ibsen, så den enkelte læge ikke sætter for meget til ved at tage på kursus.

»Nogle af de solopraktiserende læger vil nødig lukke deres praksis og kan dårligt heller overskue at komme tilbage efter at have haft lukket. Samtidig skal de betale væsentlig mere til en vikar, end de selv kan tjene hjem. Så det kommer ligesom ,oven i’ kursusprisen«.

Selv, siger hun, holder hun aldrig op med at undre sig over, at Lægeforeningens kurser er så centraliserede omkring de store byer.

»Jeg har spurgt engang, hvor jeg fik at vide, at hvis de lavede noget uden for København og Aarhus – og til nød Odense – så kom der ikke nogen. Det er sikkert rigtigt, for vi forventer ikke, at der kommer kurser længere ud, så når det sker, så opdager vi det måske bare ikke.

Starten på min læsegruppe var et fysisk møde i Kolding, og der kom deltagere nok til at lave to læsegrupper med syv i hver. Og det er det da i min optik o.k. at sende to undervisere til Jylland for«, siger Helle Ibsen.

Læs artiklen i British Journal of General Practice, BJGP Open, her