Skip to main content

Eksemplarisk samarbejde

Journalist Annie Hagel, hagel@mail.tele.dk

4. jun. 2009
3 min.

I Region Hovedstaden samarbejder de praktiserende gynækologer med hospitalsafdelingerne, så patienterne kan nøjes med én undersøgelse, inden de skal opereres.

»Patienterne er rigtig glade for, at de ikke skal gennem de samme undersøgelser flere gange. Jeg har tidligere oplevet mange patienter spørge: Hvorfor skal vi dog gennem det samme en gang til? Er det, fordi du ikke gør det godt nok? De synes, det er spild af tid og ressourcer«, fortæller Birgit Arentoft, praktiserende speciallæge i gynækologi.

Hun har siden 2006 haft aftaler med Herlev og Gentofte Hospitaler om at sende patienter direkte til hysteroskopisk operation i dagkirurgisk regi. Det drejer sig typisk om kvinder, der skal have fjernet en polyp eller en muskelknude i livmoderhulen. Før blev de undersøgt både hos den praktiserende speciallæge og i ambulatoriet. Nu bliver de undersøgt og udredt hos den praktiserende speciallæge og kommer direkte til operation, efter at den praktiserende speciallæge har sendt henvisning, ultralydsbilleder og alle undersøgelsesresultater til hospitalet.

MODEL FOR HELE REGIONEN

På baggrund af de gode erfaringer har Birgit Arentoft og Lotte Clevin, der er overlæge på Rigshospitalets Gynækologiske Klinik i Gentofte, nu udarbejdet en aftale om direkte henvisning af patienter fra praktiserende gynækolog til hysteroskopisk operation. Speciallægesamarbejdsudvalget i Region Hovedstaden har godkendt aftalen, som skal gælde for hele regionen og evalueres efter et år. Ideen er, at den skal danne model både for andre gynækologiske behandlinger og for andre specialer med dagkirurgi, fx ortopædkirurgi og tarmkirurgi. Det hører med til aftalen, at de praktiserende speciallæger får honorar for den ekstra tid, de bruger på at informere og klargøre patienten til operationen.

»Aftalen er et fælles projekt«, understreger Birgit Arentoft, »og et rigtig godt eksempel på, at hospitaler, praktiserende speciallæger og region kan arbejde sammen. Og vi kan og skal blive endnu bedre til at tale og arbejde sammen, så vi kan udnytte ressourcerne bedre. Det bør være sådan, at hospitalerne kun tager sig af de operationer, der kræver fuld bedøvelse af patienten, eller som er komplicerede, mens det, der i dag foregår på ambulatorierne, bør flyttes ud til de praktiserende speciallæger.«

KUN VINDERE

»Princippet er så ligetil, at man kan undre sig over, at det ikke for længst er gennemført«, siger Lotte Clevin. »Der er kun vindere i dette koncept. De patienter, der er tale om, er raske, erhvervsaktive kvinder i alderen 35-60 år. De er mest interesserede i at få indgrebet overstået og er glade for ikke at se flere læger end højst nødvendigt. De praktiserende speciallæger er meget tilfredse med samarbejdet, fordi de ser det som en værdsættelse af deres arbejde, samtidig med at de bevarer den tætte kontakt til patienten i hele forløbet. Hospitalsafdelingen belaster ikke ambulatoriet men får flere operationer for samme ambulante aktivitet. I løbet af to år øgede vi antallet af hysteroskopiske operationer med 65 pct. uden at øge kapaciteten i ambulatoriet. Og selv fik jeg mere tid til andre patienter, som har brug for det.

Samarbejdet kræver selvfølgelig, at vi er enige om, hvad udredningen omfatter, og om, hvilken information patienten skal have i speciallægepraksis. Men det sikrer vi ved jævnlige møder, aftaler og undervisning«, siger Lotte Clevin.

KOORDINATIONSUDVALG PÅ TVÆRS

Danske Regioner efterlyser mere samarbejde mellem sygehuse, almen praksis og speciallægepraksis. Det findes allerede i fx øre-næse-hals-specialet i form af faste møder og en aftale om, at patienter, der henvises til hospitalerne, bliver visiteret via speciallægepraksis.

De praktiserende speciallæger foreslår, at det regionale samarbejde udbygges i form af tværsektorielle koordinationsudvalg inden for de 17 specialer, der har privatpraktiserende speciallæger. Udvalgenes opgave skulle være at fastlægge opgavefordelingen og arbejde på at integrere sektorerne på regionalt niveau.