Skip to main content

Ekspert: Danmark bør vaccinere asylsøgere

I Tyskland gennemføres vaccinationskampagne i asylcentre efter mæslingeudbrud blandt uvaccinerede flygtninge. Det mener Sundhedsstyrelsen ikke er nødvendigt i Danmark – men en fremtrædende infektionsmediciner er uenig.

Røde Kors-asylcenter Sandholm. Børn - men ikke voksne asylsøgere - screenes for vaccinationsstatus.  Foto: Røde Kors / Miriam Nielsen
Røde Kors-asylcenter Sandholm. Børn - men ikke voksne asylsøgere - screenes for vaccinationsstatus. Foto: Røde Kors / Miriam Nielsen

Klaus Larsen kll@dadl.dk

12. mar. 2015
5 min.

Berlin hærges for tiden af det værste mæslingeudbrud i mange år. Ved sidste opgørelse for en uge siden var 724 smittede. Udbruddet begyndte i et asylcenter i oktober, og nu er der udbrud i asylcentre i flere tyske byer.

De tyske sundhedsmyndigheder har derfor indledt en massevaccination i asylcentrene. Og det burde man også gøre i Danmark, mener professor og overlæge i infektionsmedicin, Thomas Benfield.

”I betragtning af de aktuelle udbrud ville det være en god idé også at tilbyde de voksne vaccination i forbindelse med den helbredsundersøgelse, man tilbyder i asylcentrene”, siger han.

Store børn og voksne smittes

Asylsøgende kommer ofte fra lande, hvor sundhedsvæsenet på grund af krig eller krise er brudt sammen eller ikke fungerer. I Syrien er de færreste småbørn blevet vaccineret, efter at borgerkrigen har fået et ellers velfungerende sundhedssystem til at gå i opløsning.

Mange unge voksne fra Balkanlandene er på grund af borgerkrigen i i 1990’erne heller ikke vaccinerede, og der har været mindst 19 mæslingesmittede blandt familier fra Bosnien-Herzegovina og Serbien.

Asylcentre i flere tyske byer tager for tiden lignende forholdsregler efter lokale mæslingeudbrud i flere centre. Et asylcenter i München oplevede i mandags det fjerde tilfælde, da en 23-årig mand fik stillet diagnosen mæslinger. Derfor er det nu besluttet at inddæmme smitten med en vaccinationskampagne.

I denne uge begyndte man at vaccinere alle børn under to års alderen. Derefter kommer turen til alle mellem 16 og 30 år. Det foregår dog på frivillig basis, da vaccination ikke er obligatorisk, understreges det. Langt over halvdelen af de foreløbig 724 smittede i Berlin er over ti år, og mange er voksne, som ikke er vaccinerede.

Også asylcentre i Karlsruhe, Mannheim, Heidelberg og Stuttgart har oplevet mæslingeudbrud og er derfor med kort varsel begyndt at vaccinere. Det drejer sig ifølge tyske medier om flere tusinde, som ikke var vaccinerede. I Stuttgart blev en yngre mand fra Bosnien og hans to døtre på to og fire år syge og indlagt på byens hospital.

Myndighederne understreger, at vaccinationskampagnen bygger på frivillighed. Fra asylcentre i Berlin oplyses det dog, at interessen for vaccination er stor blandt flygtningene.

I Danmark tjekkes kun børn

Der er foreløbig ikke planer om en tilsvarende skærpet indsats i danske asylcentre. Ifølge cheflæge i Dansk Røde Kors’ asylafdeling, Ebbe Munk-Andersen, sikrer man sig dog, at børn er vaccinerede ved ankomsten til asylcenteret – eller at de bliver det.

- Voksne, som ikke er vaccinerede, kan også blive syge af mæslinger. Burde man ikke tjekke deres status også, og tilbyde vaccinen til uvaccinerede?

”Så skulle det ske specifikt i forhold til mæslinger. For Syriens vedkommende er vi opmærksomme på, at sundhedsvæsenet er brudt sammen, og at de børn, som vokser op under krigen, ikke får de foreskrevne vaccinationer, de skal have. Men de voksne er vaccinerede efter WHO’s standarder. De havde et ret godt sundhedssystem før krigen”.

Der findes ikke et systematisk program for at screene voksnes vaccinationsstatus i sine asylcentre. ”Det ville være et større projekt, så det skulle være noget, Sundhedsstyrelsen bad os om”, siger Ebbe Munk-Andsersen.

SST: Ingen særlige forholdsregler

Indtil videre har Sundhedsstyrelsen dog kun bedt Røde Kors være ekstra opmærksom på status for poliovaccination, da der har været udbrud i flere lande.

- I overvejer ikke at sikre jer, at alle er vaccinerede og immune imod mæslinger?

”Vi har en generel anbefaling i Danmark om, at man bør blive MFR-vaccineret som voksen, hvis man ikke er det i forvejen og hvis man er født efter 1974. De gælder også for asylsøgende – og hvis man f.eks. er en kvinde i den fertil alder, skal man sørge for, at hun er MFR-vaccineret – på grund af røde hunde og risikoen for fosterskader. Men vi har ingen særlige forholdsregler i forhold til flygtninge”, siger Søren Brostrøm.

Han tilføjer, at MFR-vaccinen er gratis for alle under 18 år, og for kvinder i den fertile alder - og at han i øvrigt er glad for, at sundhedsminister Nick Hækkerup har lovet at finde penge til at gøre vaccinen gratis for alle – også mænd – over 18.

- Men det kunne måske også være en god idé med en systematisk kampagne i asylcentrene, når der kommer så mange fra lande, hvor vaccinen i bedste fald er sporadisk?

”Vi mener, at vores generelle anbefalinger er meget stærkere, fordi de ikke gælder isoleret for asylansøgere, men gælder for alle i kongeriget”

Infektionsmediciner: Man bør vaccinere

Overlæge og klinisk professor på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinske afdeling, Thomas Benfield, er helt uenig. Han mener ikke, at det er nok at bringe børnene i asylcentrene på niveau med danske børns vaccinationsstatus.

”Når man nu har en effektiv vaccine – og man i forvejen screener for infektionssygdomme og andet – ville det være fornuftigt at tilbyde MFR—vaccine i asylcentrene. Jeg synes, man skal overveje at ændre praksis”.

”Det er udmærket, at man screener for polio, som har alvorlige implikationer i tilfælde af en epidemi. Men i virkeligheden er polio aktuelt et mindre problem end mæslinger”.

Thomas Benfield mener, at udbrud, som man oplever dem i tyske asylcentre, er en nærliggende risiko også i danske asylcentre. Og har man først et udbrud i en asyllejr, kan det brede sig til det omkringliggende samfund, hvor vaccinationssdækningen med sine 85 pct. vaccinerede heller ikke er helt i top.

Netop nu taler man om at tilbyde alle voksne i Danmark gratis MFR-vaccination for at få vaccinedækningen i vejret. Og i en asyllejr er dækningen måske 20 pct. – eller i hvert fald lavere end de 85 pct. i Danmark, som også er forholdsvist ringe.

”Og når man nu alligevel screener for gruppen af asylsøgere for alverdens ting, ville det være oplagt at tage dette forebyggende skridt”, siger Thomas Benfield.