Skip to main content

Eksperter: Sundhedsrapport ikke et prioriteringskatalog

Bedre at forebygge, hvor man kan, end at kaste nytteløse penge efter dyre sygdomme, der hverkn kan forebygges eller behandles effektivt, siger sundhedsøkonomer.

Der er flere stemmer i at bevilge penge til kræftområdet end i at hæve tobaksafgiften. Foto: Colourbox
Der er flere stemmer i at bevilge penge til kræftområdet end i at hæve tobaksafgiften. Foto: Colourbox
11. sep. 2015
2 min.

At en sygdom koster sundhedsvæsenet dyrt eller skaber mange sygedage er ikke ensbetydende med, at politikerne skal reagere med at bevilge flere penge til netop den sygdom.

Det siger de to professorer i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen, SDU, og Jakob Kjellberg, KORA, til Altinget.dk.

De advarende ord kommer få dage efter, at Sundhedsstyrelsens rapport, ”Sygdomsbyrden i Danmark”, fik de landsdækkende medier til at skildre rapporten ”som et prioriteringskatalog”, og det har ifølge Kjeld Møller Pedersen givet rapporten en skæv start i debatten.

Man skal være meget forsigtig med at slutte, at der er behov for flere penge, bare fordi en sygdom er en stor byrde,” siger Kjeld Møller Pedersen. Han mener også at konklusionerne om, at blandt andet psykisk sygdom er en stor byrde for danskerne og sundhedsvæsnet, er kendt viden.

Ifølge Jakob Kjellberg blev der i 1992 lavet en lignende rapport, og han mener, at billedet i grove træk er det samme i dag i forhold til, hvordan sygdommene belaster samfundet og sundhedsvæsnet. ”Bare fordi en sygdom er dyr for samfundet, så er det ikke sikkert, at man kan gøre noget effektivt for at behandle eller forebygge den,” siger Jakob Kjellberg.

Han tilføjer som et tænkt eksempel, at politikerne, fordi et sygdomsområde koster samfundet 10 mia. kr. om året, beslutter at bevilge en milliard ekstra på dette sygdomsområde til behandling og forebyggelse.

”Men hvis den ekstra indsats ikke ændrer på noget, så er status bare, at sygdommen året efter koster samfundet 11 milliarder årligt,” siger Jakob Kjellberg, der peger på, at der så er fare for, at politikerne derefter føler sig kaldet til at bruge endnu flere penge på området.

Alkohol og rygning er årsag til en lang række af de store sygdomme, som kan forebygges. F.eks. viser rapporten, at rygning er skyld i 85 pct. af alle lungekræfttilfælde, og desuden er blandt de væsentligste årsager til hjerte-karsygdom.

Morten Grønbæk, som er professor og formand i Vidensrådet for Forebyggelse, siger til Altinget.dk, at der er stribevis af dokumenterede effektive tiltag til at mindske alkoholforbrug og rygning i Danmark.

Men når han ser på den nuværende og den foregående regerings forebyggelsespolitik, så ser han ikke for sig, at politikerne vil tage fat i de håndtag, som ifølge forebyggelseseksperterne virker: øget brug af forbud, afgifter, færre udbudssteder, skrappere håndhævelse af de restriktioner, der er i dag.

Sundhedsstyrelsens rapport: ”Sygdomsbyrden i Danmark” (link)