Elsket museumsgenstand eller uundværligt kompas?

Det danske lægeløfte (se tekstboksen) er en stærkt omskreven, kort version af den oprindelige, 2.400 år gamle hippokratiske ed, som er opkaldt efter den berømte græske læge Hippokrates, der var samtidig med Sokrates og levede fra ca. 470-370 f. Kr.

I den version, som for første gang blev aflagt ved Københavns Universitet i 1815, er bl.a. udeladt det galleri af Hellas' guder - heriblandt Apollon, Hygæa og Asklepios - som den nybagte læge oprindelig skulle sværge ved.

Borte er også løftet om ikke at undervise udenforstående i lægekunsten men kun elever, der har tegnet kontrakt og er taget i ed »efter Lægelaugets lov«.

Etisk grundlov

Den gamle, hippokratiske ed, hvis ældste, kendte version er på græsk og stammer fra det 3. århundrede, omtaler konsekvent lægen som en mand, og denne mand skal agte og elske sin læremester som sine egne forældre, undlade at fremkalde aborter eller udlevere dødelige gifte. Han skal afholde sig fra »at skære for sten men overlade det til specialisterne«, og han må hverken forføre »kvinder eller mænd« til sex, uanset om de er frie eller slaver. Eden slutter med en appel til guderne om fremgang og lykke, såfremt lægen holder sit løfte - og det modsatte, hvis eden brydes.

Alt dette er også gledet ud i det lægeløfte, som danske kandidater aflægger over for deres dekan ved dimissionshøjtideligheden som en betingelse for at få tilladelse til at virke som læge - og som Lægeforeningen nu overvejer at foretage en sproglig modernisering af [1]. Meget af det udeladte er til gengæld indarbejdet i lovgivningen - f.eks. forbudet mod at yde aktiv dødshjælp - eller overhalet af lægevidenskabens udvikling, som forbudet mod at bruge kniven.

Langt de fleste universiteter i den moderne verden anvender i dag lægeløftet i en eller anden form, som en slags etisk grundlov. Formuleringerne er forskellige, men alle holder en række af de principper i hævd, som allerede i antikken var centrale i den ed, lægerne aflagde: At behandle de syge efter bedste evne, at værne om patientfortroligheden og at stræbe efter til stadighed at forbedre sine kundskaber.

Selv om lægeløftet er reguleret i lægelovens § 2 som en betingelse for at få autorisation, er det ikke juridisk bindende men har udelukkende moralsk betydning [2].

Til gengæld er det svært at overvurdere den følelse af forpligtelse, løftet giver de kandidater, der aflægger det. I en kommentar skrev den daværende formand for de praktiserende læger, Jørgen Lassen, således, at »for mig er det et betydeligt fikspunkt i mit liv. På højde med mit bryllup, mine børns og børnebørns fødsel ... Den ubeskrivelige glæde og stolthed, jeg oplevede, da jeg kunne kalde mig læge, er - ja, netop ubeskrivelig. Denne følelse repeteres ved gensynet af Lægeløftet« [3].

Et løfte fra oldtiden

Om »den hippokratiske ed« faktisk er forfattet af den mand, som den er opkaldt efter, ved vi ikke. Hippokrates er en historisk person og blev anset for sin tids førende læge og medicinske underviser. Han anses for ophavsmand til det meste af »det hippokratiske korpus«, en samling på over 60 medicinske og fysiologiske skrifter, der alle stammer fra hans samtid, og i hvert fald er udsprunget af den samme intellektuelle baggrund - muligvis en pythagoræisk kult en generation efter Hippokrates' død.

Antropologen Margaret Mead har beskrevet, hvad hun ser som den vigtigste grund til, at en kort tekst, som med ændringer er overleveret siden oldtiden, har fået en så dyb indflydelse på den måde, lægefaget er blevet udøvet på gennem hele historien:

»For første gang i vor tradition skete en fuldstændig adskillelse mellem at dræbe og at kurere. Hele vejen gennem den primitive verden var tendensen, at lægen og troldmanden var den samme person. Ham med magten til at dræbe havde også magten til at kurere ... Den, som havde magten til at kurere, måtte nødvendigvis også være i stand til at dræbe ... Med grækerne blev adskillelsen gjort klar. En profession, de, som fulgte Asklepios, skulle vie sig fuldstændigt til livet igennem under alle forhold, uanset rang, alder eller intellekt - en slaves liv, Kejserens liv, en udlændings eller et vanskabt barns liv ...«, lyder citatet - som i øvrigt bruges flittigt som argument imod adgangen til fri abort [4].

De idealer, som den hippokratiske ed er udtryk for, blev i løbet af Senantikken normgivende for tidens læger, men da den videnskabelige, hippokratiske medicin ved Romerrigets sammenbrud gik i glemmebogen, gik eden samme vej. At Hippokrates' skrifter og den ed, der bærer hans navn, er bevaret, kan vi takke orientalske læger som bl.a. Ibn Sina (Avicenna, 980-1037) for. Først da Europa i Renæssancen igen begyndte at interessere sig for sine rødder, blev Hippokrates og andre græske forfattere og filosoffer oversat til latin fra de arabiske og fra de originale græske skrifter.

I 1525-1526 blev det hippokratiske korpus udgivet på græsk og latin, og medicinske lærestole begyndte at undervise i hippokratisk moralopfattelse, ikke mindst eden, og var på den måde med til at fastslå den medicinske professions særlige forpligtelser i forhold til de syge [5].

Indtil begyndelsen af 1800-tallet handlede lægeetik dog i overvejende grad om lægens uplettede karakter og om »troskab og ære« i varetagelsen af omsorgen for de syge. Udtrykkene »professionel etik« og »medicinsk etik« dukkede først op i en pamflet, udgivet i 1803 af Manchester-lægen Thomas Percival (1740-1804), tungt betitlet »Medical Ethics, Or a Code of Institutes and Precepts Adapted to the Professional Conduct and Physicians and Surgeons«.

Fra personlig ære til standsansvar

I sin latinske oprindelse betyder ordet profession, at man er »bundet af en ed«. I Romerriget var en mands »profession« det erhverv, han over for skatteopkræveren havde aflagt ed på, at han udøvede.

Den professionelle ære var i 1700-tallet noget, de lærde doctores medicinae skinsygt vogtede over - ved sagsanlæg og i nogle tilfælde ved udfordringer til duel - og det kan selvfølgelig i sig selv have medvirket til at værne om en vis professionel standard i en tid, da »lægekunsten« havde større lighed med kvaksalveri end videnskab. Men etikken var og blev personlig.

Det var netop, da en sådan strid i 1792 blandt kirurgerne på Percivals hospital havde ført til en arbejdsnedlæggelse midt under en epidemi, så patienter måtte afvises, at hospitalets bestyrelse bad Percival lede en komite, der skulle udarbejde regler til forebyggelse af lignende skandaler. Det var - kort fortalt - i disse regler, at lægestandens kollektive pligter for første gang i nyere tid afløste de mere diffuse og personlige begreber om troskab og ære.

Disse regler blev forløberen for Percivals senere pamflet fra 1803. For Percival var etikken dog i høj grad også i slægt med etikette blandt lægerne. Hvad patienterne angik, skulle lægerne optræde med en mild autoritet og således indgyde patienterne en følelse af »taknemmeli ghed, respekt og tillid«.

Men Percival sørgede også for at håndhæve sin professions moralske autoritet og uafhængighed i forhold til sine arbejdsgivere, der - som han vidste af erfaring - ikke undså sig for at overbelægge afdelingerne eller pålægge lægerne at ordinere billig og underlødig medicin. Lægerne måtte ikke, skrev Percival, ligge under før økonomiske overvejelser i ordineringen af lægemidler.

Hermed var grunden lagt for en kollektiv, etisk adfærdskodeks, der til forskel fra fortidens individuelle kunne leve op til de standardiserede krav i en ny tids institutioner [6].

Hippokrates og Auschwitz

I moderne tid har en række begivenheder sat projektørlys på lægeetik og lægeløftet. Siden 1920'erne kan nævnes lægers rolle i racehygiejnen, der kulminerede i Nazitysklands »medlidenhedsdrab« på arveligt syge, psykisk udviklingshæmmede og andre »uværdige« eksistenser. En praksis, der blev støttet og hjulpet på vej af store dele af den tyske lægestand, og som førte videre til masseudryddelsen af jøder, sigøjnere, homoseksuelle og andre uønskede, og til lægers medicinske eksperimenter på menneskelige forsøgskaniner i kz-lejrene.

Disse udskejelser førte efter krigen til krigsforbryderprocessen i Nürnberg mod de værste af lægerne, og i forlængelse heraf til Nürnberg-kodekset om de juridiske og moralske forudsætninger for medicinske forsøg med mennesker. Kodekset blev siden indarbejdet i FN's menneskerettighedserklæring, artikel 5.

I 1964 vedtog World Medical Association (WMA) Helsinki-deklarationen. Hvor vægten i Nürnberg-kodekset havde ligget på at beskytte menneskerettighederne gennem bl.a. »informeret samtykke«, blev ansvaret for patientens rettigheder nu flyttet over på lægen. Det har siden været diskuteret, om Helsinki-deklarationen er meget andet end smukke principper, og om den i virkeligheden har tilsidesat den forrang, Nürnberg-kodekset gav patienten/forsøgspersonen og erstattet den med lægens traditionelle, alfaderlige skøn.

Helsinki-deklarationen beskyttede f.eks. ikke de amerikanske syfilis-patienter, som i et forsøg, der løb helt frem til 1972, fik lov til at gå med ubehandlet syfilis, for at man kunne følge sygdommens fremadskriden, selv om de kunne være kureret med en smule penicillin. Heller ikke de amerikanere, der i forsøgsøjemed helt op i 1970'erne blev udsat for radioaktiv bestråling nød godt af Helsinki-principperne, og WMA har aldrig taget skridt mod de involverede læger.

Den endnu senere Tokyo-deklaration, der indskærper, at læger ikke må medvirke ved tortur, har heller ikke standset den type overtrædelser, og kinesiske læger er i stort omfang aktive ved udtagelse af organer til transplantation fra henrettede fanger, der ikke har givet deres frivillige samtykke - som en ny resolution (Stockholm 1994) forudsatte.

Er der stadig brug for Lægeløftet?

På et helt andet plan kan man spørge, om lægeløftet i sig selv er tilstrækkeligt i en moderne verden, hvor debatterne kredser om rettighederne til abort, om brugen af humane stamceller, om aktiv dødshjælp og om sygdomme og behandlingsmetoder, som ingen havde hørt om på Hippokrates' tid eller bare i 1815. Hvad siger lægeløftet om lægens forpligtelser over for et samfund, som af økonomiske grunde er nødt til at prioritere mellem patientgrupper, der kan få, og andre, som må vente eller helt undvære behandling? Hvad skal lægen svare de myndigheder, arbejdsgivere og forsikringsselskaber, der kræver stadig dybere indsigt i fortrolige patientinformationer? Hvor langt rækker lægens pligt til at hjælpe de aids-ramte millioner i fattige lande, eller arbejde i Ebola-ramte områder med eget liv som indsats?

Sådanne spørgsmål er ofte blevet stillet, og der findes flere nyere versioner af den hippokratiske ed, deriblandt den måske mest udbredte »Lasagnas ed«, som blev formuleret i 1964 af den amerikanske farmakolog Louis Lasagna, der som de fleste andre versioner lægger vægt på at behandle patienter som mennesker snarere end som tilfælde.

Er lægeløftet andet end et udtryk for en række fælles, grundliggende værdier? Er dets aflæggelse andet end et anakronistisk ritual, der får hårene til at rejse sig frydefuldt på underarmene, mens man optages i standens og professionens sluttede kreds?

End ikke den nedkaldelse af gudernes straf over løftebryderen, som det oprindelige, hedenske løfte indeholdt, er tilbage, og løftet er som nævnt heller ikke juridisk bindende.

Kan man - i lyset af den stærke specialisering, der er sket i de sidste hundrede år - have et fælles lægeløfte for landsbylægen på Falster og den internationale forsker hos Pfizer?

Skal lægeløftet droppes eller måske blot bibeholdes som et festligt og højtideligt indvielsesritual? Skal det have en lettere, sproglig ansigtsløftning? Eller skal det moderniseres, så det fortsat kan være med til at forme standens normer og definere en fælles identitet?

Uanset svaret vil de fleste nok være enige om, at der også i dag og i fremtiden er brug for en fælles moralsk og etisk standard, selv om det næppe vil være relevant at nedkalde guddommelige magters straf over den læge, som afviger fra et af edens punkter. Måske kan man finde inspiration i de sidste linjer af Lasagnas Ed, der ikke er helt ulig udgangsbønnen i Hippokrates' original:

»Hvis jeg ikke bryder denne ed, måtte jeg da nyde livet og kunsten, respekteret, mens jeg lever, og husket med kærlighed derefter. Måtte jeg altid handle sådan, at jeg bevarer mit kalds fineste traditioner, og måtte jeg længe opleve glæden ved at helbrede dem, som søger min hjælp«.

Har du lyst til at kommentere denne artikel, lederen side 871 eller kronikken side 933, så send en mail til clr@dadl.dk

Lægeløftet

Det danske lægeløfte blev indført som en betryggelse af den offentlige sikkerhed i 1815 på foranledning af professor Johan Daniel Herholdt og lyder således:

»Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig i mit fag vedkommende anmodninger og bestemmelser«.

Læs mere

Den originale hippokratiske ed 

Kilde: DNLBs hjemmeside

Om lægevidenskabelig tænkning i oldtid og middelalder

Kilde: DNLBs hjemmeside

Om lægers rolle, når det civile samfund bryder sammen

Kilde: Månedsskrift for praktisk Lægegerning nr. 1, 2006

Kilder

1. Fremtidens Lægeforening som Standsorganisation for alle Læger - Rapport fra Arbejdsgruppen«. DADL Februar 2005.
2. Svar i Folketinget fra Videnskabsministeren den 31. januar 2003.
3. Lægeløftet. Kommentar af Jørgen Lassen i Dagens Medicin, nr. 8, 18. marts 2005.
4. Her citeret efter: Person and Human Being in the UNESCO Draft Declaration on Bioethics. Paper af Haas JM, ph.d., S.T.L., 29. September 2005.
5. Baker, R: Codes of Ethics: Some History, Perspectives On the Professions, Vol. 19, No. 1, 1999.
6. Ibid.