Skip to main content

Embedslægens sidste tilsyn

Journalist Dorte Jungersen - dj@dadl.dk

2. nov. 2005
9 min.

Henrik Hamburgers klinisk ryddede skrivebord ligger en blå, linieret notesbog. Bogen er den sidste i rækken af en efterhånden større samling, der igennem de sidste 35 år - hvor Henrik Hamburger har fungeret som embedslæge - dagligt, time for time - telefonopkald efter telefonopkald - er blevet tilført oplysninger om, hvad den sirlige, korrekte, nordjyske sundhedsovervåger har foretaget sig. Hver telefonsamtale afsluttes med, at der med fyldepen nedskrives et lille notat. Et indgående opkald markeres med et kryds. Er det Henrik Hamburger selv, der ringer op, omkranses krydset af en bolle.

Måned for måned og år for år er det opgjort, hvor mange timer der er gået med at besvare telefonopkald og med at foretage ligsyn, personundersøgelser, miljøtilsyn og holde foredrag.

Men nu lægges fyldepennen snart. Tirsdag har Henrik Hamburger sin sidste arbejdsdag i Embedslægeinstitutionen for Nordjyllands Amt.

Henrik Hamburger har været hovedankermand på alt, hvad der angår smitsomme sygdomme og vaccinationer, ligesom han har været institutionens særligt lovkyndige.

Er det med vemod eller med et lettelsens suk, at du træder tilbage?

»Jeg er ikke træt af at være embedslæge, men er ved at være mæt«.

Hvad er dit ønske for det væsen du har virket i igennem 35 år?

»Hvis man vil opretholde embedslægevæsenet, kan det ikke nytte, at man lader grønthøsteren køre hen over et så lille væsen, som man har valgt at gøre. Med så små enheder som institutionerne er, kan man ikke skære på den måde, uden at det braser sammen i de berørte institutioner.

Det er farligt kun at tænke i procenter, hvis man ønsker et væsen med en bred samfundsmedicinsk indsigt. Om væsenet koster to-tre mio. kroner mere eller mindre om året, er afgørende for, om det hænger sammen - men et beløb i den størrelsesorden kan ikke være afgørende for statens finanser«.

Bevar polyhistorerne

Henrik Hamburger indledte sin karriere i embedslægevæsenet som konstitueret amtslæge i Frederiksborg Amts lægekreds efter seks år i Grønland, herunder et halvt år som konstitueret landslæge. Inden han kom til Hillerød fungerede han som medicinalkonsulent i Grønlandsministeriet.

I 1967 blev han udnævnt til kredslæge i Brønderslev i Nordjylland, og 1. februar i år er det således 35 år siden, Henrik Hamburger indledte sin karriere i embedslægevæsenet. Et væsen, der er »forandret til ukendelighed«.

Henrik Hamburgers sortie fra væsenet - ti måneder før tid - sker på et tidspunkt, hvor væsenet er under de største forandringer i den menneskealder, hvor den paragrafkyndige Henrik Hamburger med nordjysk snusfornuft har vogtet landsdelens sundhedstilstand.

Henrik Hamburger medgiver, at der næppe blandt dagens medicinstuderende og turnuskandidater er rift om at gøre karriere i embedslægevæsenet - blive skrivebordslæge: tilsynsperson, samarbejdspartner for politiet og tilsvarende »ulægelige« funktioner.

»Jeg er bange for, at den usikkerhed der er om embedslægevæsenets fremtid - med den ene kommission efter den anden, der skal kulegrave væsenet samt mere eller mindre verificerede rygter om nedskæring af stillinger - afskærer mange yngre samfundsmedicinere fra at søge ind i væsenet.

Med udsigt til en reduktion i antallet af embedslægestillinger, er det yderst tvivlsomt, om nogen vil flytte familie og bolig fra typisk Århus eller København.

Jeg tror, mange der måtte være interesseret i at blive embedslæge, træder vande i øjeblikket. Der var eksempelvis ingen ansøger til min stilling, der har været opslået som et vikariat året ud - hvorefter tilpasningsplanen skal føres ud i livet«, siger Henrik Hamburger og fortsætter:

»Det vil koste at uddelegere de mange funktioner, vi i dag varetager, til andre. Dertil kommer, at man vil gå glip af den fordel, det er at have samlet en bred samfundsmedicinsk ekspertise rundt omkring i institutionerne. Enkeltfunktioner kan altid uddelegeres, men det gør ikke noget, at der sidder et antal polyhistorer rundt omkring i væsenet med et meget bredt virkefelt og dermed god mulighed for at formidle et samarbejde.

Ole Kopp Christensen-rapporten fra sidste år angiver forskellige modeller for embedslægevæsenets fremtidige organisering, herunder en reduktion af antallet af embedslægeinstitutioner. En tanke, der ikke vinder gehør hos den afgående embedslæge«.

»Hvis kravet fra lovgivningsmagten er, at væsenet skal være billigere, er omstruktureringer en nødvendighed. Institutionerne må ikke blive for små, for så bliver man sårbar over for ferie og sygdom. Det skal være sådan, at der er bufferkapacitet, når der opstår sager, der beslaglægger en enkelt embedslæges arbejdsdage igennem længere tid. Som tilfældet fx var under miltbrandsagen i efteråret og mæslingeudbruddet for nylig. Er en institution skåret ned til sokkeholderne, så man kun lige akkurat kan nå at lave det allermest nødvendige arbejde, og der ikke levnes plads til akut opståede sager, ja så bliver det helt umuligt«, siger Henrik Hamburger, der ikke dermed plæderer for en regionalisering af embedslægevæsenet.

»Hvis man vil skære dybt i væsenet, må vi ty til en eller anden form for samarbejde institutionerne imellem. Ikke flytte nogen. Enhver ankermand på et område må have en suppleant. Det kan ikke nytte, at kun én besidder ekspertise på et givet felt«.

Underskudsforretning

Henrik Hamburger var allerede i sin studietid tiltrukket af en ikke-klinisk karriere.

Et vikariat på Rudkøbing Sygehus i 1956 bragte ham i kontakt med kredslægen. Med ham tog han på fridage ud på ligsyn og ud og kontrollere drikkevandsboringer: »Enormt fascinerende og lige noget for mig«.

Samtidig havde han en gammel drengedrøm om at komme til Grønland og køre med hunde. Derfor supplerede han med yderligere tre år i kirurgi efter den medicinske embedseksamen. Et grønlandsophold var dengang en god ballast for kredslægegerningen, og hjemvendt fra Grønland var han klædt på til at indlede sin karriere. Dertil kom, at han altid har interesseret sig for det administrative - juraen og medicinallovgivningen.

Henrik Hamburger var kredslæge for cirka 50.000 indbyggere fordelt på 27 små sognekommuner med hver deres sundhedskommission og hver deres bygningsråd - små enheder, som man skulle pleje og have kontakt med. Kredslægen skulle være en specialiseret generalist, idet han både skulle varetage rets-, infektions-, miljø- og socialmedicinen samt hygiejnen ... !

»Der var ingen til at føre mig ind i arbejdet. Arkivalierne lå på gulvet i et tomt hus. Staten betalte ingenting til etablering - jeg måtte ud og låne penge for at kunne købe kontorinventar - til Staten. Jeg modtog en kontorgodtgørelse på cirka 850 kr. om måneden til at finansiere husleje, sekretærbistand, telefon, papir og porto. Alt. Vi skulle sågar betale porto for de ugelister, som de praktiserende læger dengang skulle sende til kredslægen.

Det alene beløb sig til 300 kr. om månede n - så det var en klar underskudsforretning. De forhold blev først rettet op ved embedslægeloven i 1974.

I løbet af det første halve år aflagde jeg besøg på alle sygehuse i regionen, ligesom jeg opsøgte samtlige praktiserende læger for at afværge, at jeg blot blev opfattet som en fjern bureaukrat«.

Blandt de mere kuriøse forhold for datidens kredslæge kan nævnes, at han ikke måtte forlade sin kreds i mere end 48 timer uden forudgående at have indhentet tilladelse fra Sundhedsstyrelsen.

Det var kredslægen, der skulle godkende opsætning af kondomautomater - også dem der blev ophængt hos frisørerne. Når en købmand skulle have opsat en frysekumme, skulle det ligeledes ske under overvågning af kredslægen.

Ligsyn, spiritusprøver samt undersøgelse i forbindelse med vold og voldtægter var obligatoriske opgaver døgnet rundt samtlige ugens dage. Foruden 1.000 koppevaccinationer hvert forår.

»Ved kommunalreformen i 1970 skrumpede lægekredsens kommuneantal ind til fem - men stadig med en meget svag forvaltning ikke mindst inden for teknik- og miljøområdet. Det betød, at vi selv i mange år herefter var ankermænd i alt miljøarbejde. Lige fra drikkevandsboringer til etablering af minkfarme. I realiteten var det embedslægerne, der skrev de godkendelser, som det var en kommunal opgave at udfærdige. Dengang rådede man ikke over miljøteknikere eller andre, der kunne formulere krav til godkendelser«.

Fejl i systemet

Embedslægers samarbejde med politiet og embedslægernes lovfæstede tilsyn af sundhedspersoners virke samt deres medvirken ved behandlingen af klagesager over sundhedspersoner indbragt af patienter for Patientklagenævnet har til tider bragt embedslæger i modsætningsforhold til deres kolleger på sygehuse og i praksis.

»Min primære oplevelse er dog, at jeg har haft et godt forhold til disse kolleger. Selv i de situationer, hvor de selv mener, at de har begået noget forkert. Så ringer de og beder om et godt råd.

I få tilfælde kan det være så groft, at jeg ser mig nødsaget til at gå til Sundhedsstyrelsen med min viden. Nogle gange er det af en karakter, der gør, at vi ordner det i mindelighed over telefonen. Til andre tider beder jeg om en indberetning, der enten fører til, at jeg tager den til efterretning eller jeg beder dem om at stramme op på en instruks.

Vi må aldrig få det image, at det at ringe til embedslægen er ensbetydende med, at så klapper fælden. Det er jo aldrig interessant at gå efter lægens skalp.

I langt de fleste tilfælde er fejl og utilsigtede hændelser ikke et udslag af, at lægen ikke har været dygtig nok, sjusket eller doven. Der er snarere tale om en fejl i systemet, som den pågældende ved en tilfældighed kommer til at udløse, hvorfor det unægtelig er mere interessant at forebygge, at en fejl gentager sig.

Det kan være en så banal ting, som det at sørge for at belysningen i medicinskabet ikke er så dårligt, at man let kan læse forkert på de i forvejen småtskrevne etiketter«, lyder det fra embedslægen der sammen med sine 54 kolleger landet over på eget initiativ og på frivillighedens basis er begyndt at foretage systemtilsyn - imod Sundhedsministeriets ønske.

I et konkret tilfælde, hvor en sygeplejerske havde fortyndet den stærkeste ampul i stedet for at anvende den svageste, førte det til, at sygeplejersken fik en irettesættelse, og via embedslægens intervention fik hændelsen sygehuset til at inddele medicinen i tre hovedgrupper: de svageste præparater kom i klare ampuller leveret i tistyks æsker, de mellemstærke i brune ampuller lagt i femstyks æsker og de meget stærke i grå ampuller blev leveret i æsker med kun tre styk. Før hændelsen kom samtlige præparater i klare ampuller, og alle blev leveret i tistyks æsker.

Overflødigt

Henrik Hamburgers hjerte har igennem hans mangeårige virke stået retsmedicinen nær: »Jeg har altid været meget glad for mit fabelagtigt gode samarbejde med politiet samt alt, hvad der sorterer under smitsomme sygdomme - herunder udbredelsen af MFR-vaccinationen. En tredobling af MFR-vaccinationer som følge af vinterens mæslingeudbrud i Nordjylland giver derfor Hamburger en forhåbning om, at man når op på den ønskede vaccinationsprocent på 95 procent.

Det faktum, at embedslægerne - efter langt tids tovtrækkeri mellem Folketingets Socialudvalg, Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministeriet og Embedslægeforeningen - nu skal til at føre plejehjemstilsyn igen (fra 1967-92 forestod væsenet dette tilsyn) er ikke nogen ubetinget god idé, mener Henrik Hamburger.

»I de sidste år jeg havde plejehjemstilsyn, følte jeg mig temmelig overflødig. Der var stort set ikke noget at påtale. Og jeg har svært ved at forestille mig, at forholdene skulle have ændret sig voldsomt. Men får vi tilført de nødvendig ressourcer til at udføre de tilsyn, som for vores institutions vedkommende svarer til et årsværk, kan det nok gå. Får vi ikke det, går det ud over de øvrige arbejdsopgaver.

Jeg tror, at de opgaver der ligger i et plejehjemstilsyn med fornuft kan udføres af sygeplejersker - selv om det nu står klart, at det alligevel bliver os, der skal udføre opgaven«.

Men som Henrik Hamburger med sindsro kan slå fast: »Det skal jeg som afgående jo ikke blande mig i«.

Mandag den 8 april kl. 11.00: »Journalist fra Ugeskrift for Læger. Interview i forbindelse med min afgang.