En aftale er en aftale - eller hvad?

I disse dage forlader mange unge universitet med titlen cand. med. De er parate til deres første ansættelse og tager dermed de første skridt mod en speciallægeuddannelse. Forhåbentlig kan de se frem til et veltilrettelagt uddannelsesforløb. Det har desværre ikke været tilfældet for alle de kolleger, som har sagt farvel til studiet inden for de seneste år.

Der skal mindst to til at indgå en aftale, og lige så mange til at overholde den. Det lyder indlysende, men pt. er der alligevel grund til at genopfriske de gængse principper.

Jeg tænker konkret på reformen af speciallægeuddannelsen fra foråret 2007. Bag den lå en aftale mellem regeringen, regionerne og Lægeforeningen. Det var mildt sagt ikke en nem proces. Først og fremmest var og er vi imod fire-års-reglen. Men Sundhedsministeriet stod benhårdt fast på en tidsfrist som vejen til hurtigere at få speciallæger ud i sundhedsvæsenet.

Fire år var den længste tidsfrist, som det var muligt at opnå. Samtidig lagde Lægeforeningen kræfter i at få en række betingelser med i aftalen: fx om flere intro-stillinger, færre uklassificerede stillinger, obligatorisk karriererådgivningstilbud og sikkerhed for, at alle KBU-forløb giver adgang til introduktionsstillinger i alle specialer.

Den ene del af aftalen er forudsætningen for den anden. Det står fast, og derfor vækker det bekymring, når vi i Lægeforeningen kan se tegn på, at forudsætningerne for den er ved at skride.

Ugeskriftet beskrev for nylig, hvordan arbejdsgivere giver udtryk for, at det ofte er nødvendigt for læger uden intern medicin i deres KBU at søge uklassificerede ansættelser for overhovedet at få en chance for at få en introduktionsstilling. Den er en tendens, som bekymrer mig.

Urovækkende er det også, at antallet af uklassificerede stillinger ikke bliver reduceret, som de skal ifølge aftalen. De tal, vi kan regne os frem til, viser en stigning fra 600 til 800 i antallet af uklassificerede stillinger fra 2008 til 2009.

Mange af dem burde omdannes til uddannelsesstillinger. Men det sker desværre ikke. Her gør den omvendte tendens sig gældende. Opgørelser fra regionerne indikerer, at antallet af introduktionsstillinger ligger i den lave ende af det spænd, vi har aftalt. Min frygt er, at de ikke prioriteres særlig højt på afdelinger med sparekrav hængende over hovedet. Det ser heller ikke ud til, at det obligatoriske tilbud om karriererådgivning står højt på regionernes to-do-liste. Meldingen fra regionerne til vores medlemmer er, at det er helt op til den enkelte afdeling, hvordan de vil håndtere den opgave.

Alt sammen bidrager det til, at det tager længere tid at få speciallæger ud i den anden ende. Først og fremmest er det ikke rimeligt over for borgerne, som trækkes med konsekvenserne af speciallægemanglen, og det lægger helt unødvendigt sten på vejen for de yngste medlemmers videreuddannelse.

I september skal Det nationale Råd for Lægers Videreuddannelse diskutere KBU-uddannelsen. Det er en oplagt mulighed for konkret at gennemgå, hvordan aftalens parter lever op til dens ordlyd. Frustrationen blandt mange yngre læger er stor. Det er ikke sjovt at være duks i årevis, mens andre tager anderledes afslappet på reglerne. Derfor er der fra lægeside en klar forventning om handling nu.