Skip to main content

En blød gabestok

Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk

31. okt. 2005
3 min.

Kun gentagne og alvorlige fejl indbragt for Patientklagenævnet skal offentliggøres med navns nævnelse.

Sådan lød indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens udmelding på Lægemødet.

Dermed kommer han Lægeforeningens vedvarende kritik af hans gabestoksforslag om offentliggørelse af alle store som små afgørelser i Patientklagenævnet i møde.

Sundhedsministeren forklarede:

»Forslaget afspejler regeringens bestræbelser på at skabe åbenhed i sundhedsvæsenet. Patienternes alternativ, hvis afgørelserne ikke offentliggøres, er rygtebørsen - og her tages ikke smålige hensyn til en fremstilling, der er rimelig i forhold til det, lægen rent faktisk har begået. Et system baseret på åbenhed og saglighed slår rygtebørsen, og det kan både læger og patienter derfor være bedst tjent med.

Jeg har læst høringssvarene, og jeg har forståelse for de synspunkter, som Lægeforeningen har fremført, om at begrænse offentliggørelsen af sager til de mere alvorlige eller gentagne forsømmelser fra en sundhedspersons side.

Offentliggørelsen af klagesager bør ses i en større sammenhæng. Og det er en nærliggende tanke, at det skal følges af offentliggørelse af Sundhedsstyrelsens tilsynssanktioner.

For jeg er enig med Lægeforeningen i, at åbenhed om gentagne og alvorlige fejl bør følges op af et aktivt og kompetent tilsyn. Vi er enige om det generelle udgangspunkt, at hvis en autoriseret sundhedsperson har sin autorisation i behold, så er han eller hun også værd at aflægge besøg.«

Forslaget om den bløde gabestok vil Lars Løkke Rasmussen fremsætte i Folketinget inden for de næste par uger.

Lars Løkke Rasmussen var i øvrigt ikke afvisende over for Lægeforeningens forslag om et todelt klagesystem til erstatning af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn - et disciplinærnævn, der skal behandle sager om disciplinært ansvar i henhold til autorisationslovene samt et patientrettighedsnævn, der skal bedømme spørgsmål om behandlingsforløb, service, ventetider, behandlingsgarantier og andre patientrettigheder.

Men han mente, at det ville være forkert at lave systemet om her og nu. Først ville han vente og se resultatet af evalueringen af rapporteringssystemet for utilsigtede hændelser.

»Formålet med evalueringen er dels at undersøge, om den primære sundhedssektor skal inddrages under patientsikkerhedssystemet, dels at overveje om patienter og pårørende kan få adgang til at rapportere til systemet.

Spørgsmålene om klagesystemet og om patienters og pårørendes indrapportering af utilsigtede hændelser hænger sammen. Derfor ville det være forkert nu at lave ændringer i klagesystemet«, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Evalueringen påbegyndes ultimo i år.

Meget usædvanligt for en sundhedsminister var videreuddannelsen et emne i hans tale, og Lars Løkke Rasmussen oplyste, at regeringen til efteråret vil komme med et forslag til forkortelse af videreuddannelsen.

»Baggrunden for dette er, at de yngre læger rundt regnet er dobbelt så længe om at blive speciallæger, som de behøvede efter uddannelsesbestemmelserne. ... Vores forslag vil bygge på en kortlægning af yngre lægers vej gennem speciallægeuddannelsen fra uddannelsesstart på universitetet til anerkendelsen som speciallæge. Foreløbig har vi startet en intern proces. Men det er klart, at inden der kan komme egentlige forslag ud af det, skal det igennem en sædvanlig proces via Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse«, sagde Lars Løkke Rasmussen.