En dag på arbejde - år 2015

Ugeskrift for Læger har deltaget i seminaret »Fremtidens Digitale Hospital«. Ny teknologi vil forandre lægers hverdag i løbet af de kommende år, forudser forskerne. Med eksperthjælp og kontrolleret fantasi har vi spolet tiden 12 år frem. Vi følger overlæge Krogh en mandag på Esborg Sygehus.

Overlæge Anders Peter Krogh går op mod de store indgangsdøre til Esborg Sygehus. På det blanke display over indgangen står der: 09.14 15. juni 2015

Det er mandag og en af Kroghs »sygehusdage«. I lommen har han sin personlige pinkode. Det er i virkeligheden en lille computer på størrelse med et viskelæder. Han tænder den, går gennem glasdørene og ser instinktivt til højre. Her er en stor vægskærm, hvor der kører en reklamevideo for sygehuset. Krogh træder nærmere, og skærmbilledet skifter til overlæge Kroghs personlige side. tyve beskeder i alt. Heraf tre private, kan han se på farverne. Ingen sorte, heldigvis.

Han venter med at læse eller høre sine beskeder, indtil han kommer op på sit kontor. Krogh arbejder på Diabetesklinikken. Tidligere var det en intern medicinsk afdeling. Men i løbet af de seneste ti år er hospitalerne blevet delt op i sygdomsrelaterede klinikker. Klinikkerne samarbejder mere på tværs af specialer, og de er tættere knyttet til de praktiserende læger og hjemmesygeplejerskerne end for 12 år siden.

Mange funktioner er også blevet samlet på de store sygehuse. Kroghs diabetesklinik dækker således hele Jylland.

Krogh fløjter. Han kan godt lide at komme på sygehuset. Han er her kun to dage om ugen - ellers har han vagter på to specialklinikker for diabetespatienter i Sønderjylland og Nordjylland. Ganske vist er det sjældent han skal køre helt til Sønderjylland og Nordjylland. Det meste kan han klare fra et slags call-center på sygehuset.

Han går ind på sit kontor og smider jakken. Som overlæge har han stadig sit eget kontor, selv om sygehusledelsen på et tidspunkt ønskede at nedlægge alle kontorer. »Læs mail,« siger han ud i lokalet.

Skærmen på bordet er allerede tændt. Det sørgede »systemet« for, da han med sin pinkode i lommen vadede ind på sygehuset. Hele hospitalet er udstyret med en slags scannere i gulvet, så »systemet« hele tiden ved, hvor personalet er. Eller rettere, hvor pinkoderne er.

»Tekst fra overlæge Didriksen« lyder det fra de skjulte højtalere i væggene.

»Læs,« siger Krogh, og computeren begynder at læse mailen.

Krogh hører beskeden og sætter sig derefter hen til skrivebordet, hvor han skiftevis læser og lytter de resterende mails.

Overlæge Krogh er 55 år og har aldrig helt vænnet sig til at tale med computere.

Opkald Ribe!

»Go' morgen,« siger Krogh, da han kommer ind til morgenkonferencen. Der er sygeplejersker, fysioterapeuter og andre læger. De sidder rundt om et ovalt glasbord, der samtidig er et stort display. Alle kan bruge dette display, enten ved at have »sin egen« skærm foran sig eller ved at bruge hele bordet som én skærmflade, hvis man for eksempel skal vise billeder i stor størrelse.

»Hva' har vi?« siger Krogh og kigger op på det store vægdisplay, hvor der står en række navne.

»Vi fik én ind i aftes med forhøjet blodsukker. Else Marie Mortensen. CPR-nummer 2303591212,« siger en sygeplejerske og udtaler tallene højt og tydeligt. To sekunder efter, hun har sagt CPR-nummeret, kommer patientens oplysninger frem på den store vægskærm.

»Hun er indlagt i hjemmet i Ribe,« konstaterer sygeplejersken.

Krogh spørger, om der er en deltager i Ribe. Sygeplejersken nikker.

»Opkald Ribe,« siger Krogh. Et videobillede af hjemmesygeplejersken dukker op.

»Lilian Knudsen« står der på displayet ved siden af den smilende kvinde.

Hjemmesygeplejersken fortæller, at kvinden følte sig utilpas, derfor valgte hendes praktiserende læge at få hende indlagt i eget hjem. Krogh går hen til sin plads og finder kvindens patientjournal frem »i bordet« foran sig. Han noterer sig hendes øjeblikkelige tal: Puls, blodsukkerindhold, temperatur, blodtryk og væsketal, som konstant bliver målt og automatisk opdateret på den elektroniske journal. Han finder tallene frem for de seneste 24 timer og beder computeren om at danne grafer.

Krogh kalder kvindens medicinskema frem.

»Hvorfor kan vi ikke se, hvad hun har i medicinskabet,« spørger Krogh hjemmesygeplejersken, der stadig smiler på væggen.

»Hun havde ét fuldstændig uden teknologi. Falck er ved at sætte et nyt op, som vi kan kommunikere med,« svarer hjemmesygeplejersken.

Krogh ryster på hovedet og siger så:

»Vi justerer doseringen. Det nye doseringsprogram ligger på kvindens tv om et par minutter,« siger han og trykker på sin skærm.

»Andre?« spørger Krogh.

Fysioterapeuten rejser sig og kigger over mod hjemmesygeplejersken på væggen.

»Det er en rigtig god ide at få hende aktiveret. Jeg taler med hende bagefter, så kan jeg downloade et træningsprogram til hendes tv,« siger fysioterapeuten.

Fysioterapeuten beder hjemmesygeplejersken fortælle patienten, at personalet på sygehuset kan følge hendes bevægelser via de forskellige sensorer, som sidder i tøjet.

Krogh rømmer sig.

»Vi holder hende indlagt et par dage. Lad os ses til stuegang i morgen,« siger han. Hospitalet har et bookingsystem, der korresponderer med hjemmeplejen, så hjemmesygeplejersken er hos patienten under video-stuegangen næste dag.

Krogh remser næste CPR-nummer op.

»Nå, hvad siger Ole?« spørger Krogh og kigger op på vægskærmen. Ole er radiolog, og han har lagt en videomail ind til konferencen.

Ole kommer frem på væggen. Han taler om en patient, der er indlagt på sygehuset, og samtidig dukker der nogle tredimensionelle billeder op. Krogh træder hen til væggen og peger med en pind op mod billedet. Billedet drejer rundt, når han flytter på pinden.

»Arh,« siger Krogh, da videotalen er forbi.

»Hvorfor kan han ikke bare komme herop? Nu skal vi til at svare ham,« siger Krogh irriteret.

»Optag,« siger han og indtaler en besked til Ole, mens han kigger op mod et lille sort felt i væggen, hvor der sidder et kamera.

En chip i pillen

Denne mandag er der kun 20 patienter på diabetesklinikken, mens der er indlagt langt flere i eget hjem. Krogh går sammen med en sygeplejerske hen ad gangen. Han stopper op ud for en dør, hvor en vægskærm allerede har reageret på hans tilstedeværelse. Krogh skimmer oplysningerne om en Petersen, der ligger inde bag døren. Til sidst kalder han røntgenbilleder frem ved at trykke på skærmen. Vægskærmen er også taleaktiveret, men som udgangspunkt mener Krogh ikke, at man bør stå og tale til »systemet« på gangene. Det giver uro.

»Okay,« siger Krogh og går ind på stuen, hvor der ligesom alle andre stuer på diabetesklinikken kun står en seng. Enestuer er faktisk en overordnet politik, men patienterne på hospitalet er så syge, at det også er meget passende.

I samme øjeblik han træder ind, slukker skærmen på gangen. De går hen mod sengen, og nøjagtig samme skærmbillede dukker op på en storskærm over for sengen.

»Æv,« siger patienten, »jeg var lige ved at se noget.«

»Bare rolig,« siger Krogh og vender sig om mod skærmen, hvor der for et øjeblik siden var cykelløb.

»Udsendelsen bliver streamet ned på en disk i sygehusets AV-system, så efter stuegang kan du bare se videre fra det sted, hvor vi afbrød dig.«

Krogh går hen til sengen og mærker efter, at alt måleudstyret sidder, hvor det skal i hospitalsskjorten. På sengen er der fastgjort en lille computer. Krogh drejer den og trykker nogle oplysninger ind i medicinskemaet.

»Det er jo lungebetændelsen, som er skyld i, at vi blev nødt til at hente dig herind. Du har fået en syreforgiftning,« siger han og forklarer, hvad det vil sige.

»Du får noget antibiotika. Samtidig får du mere insulin og mere væske.« Sygeplejersken går ind i medicinrummet. »Systemet« kan via hendes »pinkode« se, at hun kommer inde fra Petersen. Hun trykker på noget, der minder om en jukeboks. Pakningen med Petersens medicin kommer ud - mærket med en chip. Den næste generation af medicinmærkning er allerede indført nogle steder i landet. Her sidder chippen i selve medicinen, så »systemet« ved, hvad patienten er ved at indtage og kan reagere ved fejlmedicinering eller interaktionsproblemer.

Da sygeplejersken kommer ind på stuen igen, er Krogh ved at »tale ind« på patientjournalen. Krogh står med hænderne i lommerne og taler ud i retning af Petersen. Lyden opfanges af en mikrofon på sengegærdet og bliver med det samme oversat til tekst og lagret direkte i patientjournalen, hvor den selvfølgelig også findes som en lydfil.

Krogh ser på Petersen.

»Du har jo været overvåget derhjemme. Og jeg kan så på dine tal, at du har haft en stabil periode. Så nu hvor du kan klare at se cykelløb, prøver vi at få dig hjem så hurtigt som muligt,« smiler Krogh.

Sygeplejersken lægger medicinpakken ved siden af den lille skærm på sengen. Hun ser afventende på skærmen. Den er tavs. Medicin og patient passer sammen.

»Goodbye Krogh«

Efter frokosten har Krogh et vigtigt møde, som har optaget ham i nogle dage. En gruppe overlæger fra Nordeuropa mødes en gang hver 14. dag for at diskutere de seneste faglige nyheder. Krogh deltager som en af to danskere. Han tager sin kittel af, inden han sætter sig hen foran vægdisplayet og kameraet på hans kontor.

»Hallo,« siger kollegaen fra Hamborg.

Den tyske kollega har lavet nogle videoklip, som han viser for de andre, mens han forklarer og peger. De er ved at færdiggøre en faglig opslagsbog om diabetes - en multimedieversion. Det er meningen, at videoen skal være tilgængelig for alle, der arbejder med diabetes - også patienter og pårørende.

De bliver hurtigt færdige denne gang. Klokken er kun 14, men Krogh skal hjem og ordne et par web-konsultationer med private patienter, så han beslutter sig til at tage hjem nu. Han tjekker lige sine mails på kontoret, inden han går.

Der er besked fra sekretæren på et af de ambulatorier, hvor han er tilknyttet. En patient vil have fremrykket sin tid. Patienten har det tilsyneladende dårligt. Han går ind og ser på hendes journal. Hun bliver monitoreret derhjemme. Han tjekker tallene, der ikke viser tegn på udsving. Så kommer han i tanke om, hvem det er.

»Det siger hun altid,« siger han ind i sin skærm.

»Fortæl hende, at det nok skal gå. Vi ses i morgen,« siger Krogh og sender mailen til sekretæren.

Krogh tager elevatoren ned. Han mærker lige efter, at hans computer stadig ligger i lommen. Af og til glemmer han at slukke den. Det bryder han sig ikke om. Han forestiller sig en sindssyg hacker, der kan sidde og se, hvor han er, og hvad han laver i sin fritid. Han går igennem de store glasdøre på Esborg Sygehus.

»Goodbye Krogh,« siger en elektronisk stemme, inden han afbryder sin computer i lommen.

Der bliver forsket i alle de teknologiske hjælpemidler, der er nævnt i artiklen. Noget af teknologien er på et meget tidligt stadie, for eksempel pillen med en indbygget chip. Andet udstyr er udviklet og mangler bare den sidste produktudvikling. »Men alt er fuldt ud realistisk,« understreger forskningschef Jakob Bardram ved Center for Pervasive Healthcare, Aarhus Universitet.

Pervasive healthcare

»It i alting« eller »allestedsnærværende it«. Sådan lyder de gængse oversættelser af pervasive healthcare. Ideen er at flytte computerkraften væk fra en pc eller en server og ud i hverdagens naturlige omgivelser. I stedet for at gå ind på et kontor for at tænde sin computer og finde en patientjournal, så er det for eksempel mere praktisk at have patientjournalen foran sig, når man stå ved patienten.

I 2001 hørte kun tre procent af den eksisterende datakraft hjemme i computere - resten sad alle mulige andre steder - i kaffemaskiner, videoapparater, mobiltelefoner osv. Der findes med andre ord masser af teknologi i hverdagen, den teknologiske udfordring lige nu er at få alle disse maskiner til at »tale sammen«.

Et af de eneste steder i verden, hvor man målrettet forsøger at bygge teknologien ind i omgivelserne på et sygehus, er Center for Pervasive Healthcare under Datalogisk Institut på Aarhus Universitet. Centeret er en del af kompetencecenteret ISIS Katrinebjerg, der er finansieret af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Århus Amt og Århus Kommune. Centeret blev etableret den 1. januar i år og har Jakob Bardram som forskningschef. Centeret samarbejder med en række sygehuse og erhvervsvirksomheder om projekter.

www.pervasivehealthcare.dk

Kilder