En dag under inspektorernes lup

Kun langsomt fylder lægerne konference-, frokost- og arbejdsrummet, mens klokken tikker mod otte og morgenmøde. Finn Trautner og Bent Østergaard Kristensen kommer hver for sig. Fremmede og alligevel hjemmevante træder de ind i lokalet, finder straks kendte ansigter blandt overlægerne og må selvfølgelig hilse og udveksle de seneste nyheder om fælles kolleger.

At i dag er noget særligt står efterhånden klart, og dagens særlige karakter bliver understreget, da afdeling M's administrerende overlæge, Hans Ibsen, smider et par fuldstoppede brødposer og en pakke smør på bordet. »Nå. Skal vi bestikkes?« lyder straks kommentaren fra en af de morgenfriske.

Stedet er Amtssygehuset i Glostrup, medicinsk afdeling, en grå og råkold onsdag i december sidste år. Finn Trautner, afdelingslæge ved Odense Universitetshospital, og Bent Østergaard Kristensen, overlæge dr. med. på Skejby Sygehus, har taget inspektorkasketten på, og dagsordenen står dermed på den lægelige videreuddannelse.

Papirarbejde

Inden dagens inspektion har Finn Trautner og Bent Østergaard sat sig ind i forholdene. Forsynet med afdelingens vagtplaner og selvevaluering har de afsøgt mulige problemfelter, som de vil spørge ind til under dagens møder med de forskellige dele af personalegruppen. Af deres papirer fremgår det blandt andet, at afdelingen er forholdsvis stor og består af M1 og M2, der indtil for fem år siden var to selvstændige afdelinger med henholdsvis kardiologi og gastroenterologi som speciale. Som noget exceptionelt har afdelingen desuden ansat en subakut overlæge i skadestuen, som i høj grad står for supervision af de yngste læger.

De yngre læger i turnus-, introduktions- og blokstillinger samt vikariater er de første til at sætte ord på uddannelsessituationen. Så mange som muligt bliver tilbage i lokalet efter morgenkonferencen, og allerede her bliver størstedelen af afdelingens forcer og mangler kortlagt.

Ord på frustrationerne

Og det står hurtigt klart, at Hans Ibsens morgenbrød ikke hjælper meget. Godt nok glider det ned, men det forhindrer ikke flokken om bordet i at formulere deres frustration over blandt andet manglende supervision og feedback.

Finn Trautner og Bent Østergaard lytter med faderlig omsorg. De kender til hudløshed argumenterne med meget vagtarbejde, der sønderknuser kontinuiteten, travlheden der sætter sin klare begrænsning på antallet af opslag i lærebøgerne og angsten for, om man nu har taget de rigtige beslutninger.

Inspektorerne stryger med hårene: »Har I så travlt, at I ikke får uddannelse?« - og imod hårene: »Er det ikke netop, når man har travlt, man lærer noget?«

Efterhånden bliver kritikken mere præcis, og da inspektorerne begynder at spørge ind til, hvor meget reservelægerne egentlig ses i hverdagene i sammenhænge, hvor de kan drøfte eksempelvis deres videreuddannelse, udbryder en af lægerne, at »det er ret sigende, at det først er i det her forum, vi får sat ord på tingene«.

På vagtskemaet kan inspektorerne se, at kritikken er reel, for de yngste læger deltager kun sporadisk i stuegangene og er stort set ikke i stand til at være med til møderne i de team, de ellers er tilknyttet.

Men lægerne omkring bordet har langtfra kun kritik tilovers for deres arbejdsplads. Også mange roser falder af på vejen. Især er de glade for den subakutte overlæge i skadestuen, som i høj grad varetager den daglige sparring af de yngste læger. Generelt opfatter de også de »gamle« læger som imødekommende og hjælpsomme, hvis de selv henvender sig med spørgsmål.

Mellemrollen

Efter en time bliver reservelægerne leveret tilbage til produktionen, og de næste i rækken, 1. reservelægerne, bliver hentet ind. Også de har en time til deres rådighed, ligesom de øvrige faggrupper, som i løbet af dagen bliver konfronteret med Bent Østergaards og Finn Trautners spørgsmål og kommentarer.

Generelt er 1. reservelægerne mindre utilfredse, selvom de selvfølgelig godt kunne bruge en bedre introduktion og en mere præcis målbeskrivelse af, hvad de skal lære under deres tid på afdelingen. De oplever det også som en frustration, at afdelingen stadig mentalt er delt i to, hvilket betyder, at de trods det brede, medicinske klientel får en overvægt af enten kardiologiske eller gastroenterologiske patienter.

Uddannelsesmæssigt er 1. reservelægerne i en dobbeltrolle. For dels har de selv et stort behov for uddannelse, og dels har de en vejlederfunktion over for deres yngre kolleger.

Alligevel har kun få af dem været på vejlederkursus. Årsagen hænger lidt i luften, men da uddannelsesansvarlig overlæge Marianne Brahm efterfølger 1. reservelægerne ved konferencebordet, kommer det frem, at det er dem selv, der ikke har meldt sig til de vejlederkurser, der bliver udbudt.

Blandt kolleger

Tonen skifter. Det faderlige snit er væk. Finn Trautner og Bent Østergaard er selv uddannelsesansvarlige overlæger og kan snildt sætte sig i Marianne Brahms sted. Hendes masen med at få indflydelse på vagtskemaet, så de yngre læger får mere stuegang, hendes anstrengelser for at få indført fem dages introduktion og muligheden for selv at få tid og løn for sit arbejde. Her får hun forargelsen frem i inspektorerne, når hun fortæller, at hun har to skemafrie formiddage om måneden til sit arbejde, og at hun først for nylig er blevet beriget med et tillæg.

Sammen kan de også diskutere den nye generation af læger, som med Finn Trautners ord mere er højskoleuddannede end akademikere. De unge har en forventning om, at uddannelse er noget, der bliver serveret for dem, og ikke noget de selv skal tage, mener han.

En formulering der vinder genklang, da inspektorerne lidt efter har bevæget sig ud af konferencelokalet, forbi patienterne på gangen og har fundet vej med elevatoren et par etager op til Hans Ibsens kontor, hvor to repræsentanter for sygehusledelsen er sat stævne. Her formulerer vicedirektør Morten Brinkløv sin frustration over en tendens blandt nogle af de uddannelsessøgende læger til at sidde som fugleunger, der med åbne munde blot venter på at blive fodret, og han efterlyser en mere aktiv indsats for at tilegne sig viden.

Inspektorerne kan kun være enige, men understreger samtidig, at det ikke er et argument for at lade stå til. I stedet lyder spørgsmålet: »Hvad gør vi så ved det? Alt hvad vi gør, koster jo penge«. Bent Østergaard fortæller, at i hans amt bliver der hvert år afsat fem mio. kr. til videreuddannelsen, og i H:S er arbejdet med vejledning og strukturering af den lægelige videreuddannelse meriterende og noget, der giver et pænt tillæg på lønnen.

»Også i Glostrup er der afsat penge til videreuddannelsen«, forklarer Morten Brinkløv. »Men da afdeling M er rammestyret og har haft økonomiske problemer, kan det da godt være, man i en periode har måttet prioritere produktionen«.

Problemløsning

Tilbage i afdeling M's konferencelokale er turen kommet til de øvrige overlæger. Frokosten er sprunget over af tidnød, men der er stadig lidt af Hans Ibsens boller tilbage, og vand til en ny kande kaffe drypper gennem filtret og sender en liflig eftermiddagsduft ud i lokalet.

Turen er også kommet til problemløsningen. Dagens ros og kritik af afdelingen bliver lagt frem, og med en blanding af lydhørhed og protest går diskussionen specielt om relevansen af kritikken, og hvordan afdelingen kan forbedre forholdene.

Gennem hele dagen har Bent Østergaard eksempelvis talt for at lægge lægemøder og teammøder på tidspunkter, hvor folk er til stede. Hvilket vil sige om morgenen. Det har han selv god erfaring med fra sin egen arbejdsplads, fortæller han. Et andet forslag er at gøre rullet længere, og på den måde få plads til nogle vagtfri perioder, der kan give de yngste læger en fornemmelse af kontinuitet.

Egentlig burde diskussionen af forskellige løsningsmodeller have fortsat med afdelingsledelsen. Men lidt tidligere på dagen er det kommet frem, at plejepersonalet slet ikke er kommet på dagens program. Derfor bliver de puttet ind efter overlægerne, og her er det tydeligt, at selvom problemerne er de samme, er perspektivet et andet.

»De unge læger bliver sat til at endoskopere for tidligt«, lyder en bekymret kommentar fra sygeplejersker, der har set patienter lægge krop til flere smertefulde, fejlslagne forsøg på at få et brugbart resultat af undersøgelsen.

Fra plejepersonalet lyder løsningen: »Mesterlære«. »De bliver sluppet fri alt for tidligt, og vi har indtryk af, at de står meget alene«, siger en af sygeplejerskerne.

Populær badge

Sidste hold ved konferencebordet er afdelingsledelsen, administrerende overlæge Hans Ibsen og afdelingssygeplejerske Pia Wümpelmann.

Igen bliver de konkrete roser og ankepunkter bragt frem, og Hans Ibsen lytter med hovedet støttet i hænderne. Han kan godt lide ideen med en vagtfri periode, og overvejer også seriøst muligheden for at lægge en gennemgang af patienterne sammen med speciallægerne ind om morgenen.

»Men«, siger han. »Det ville være endnu bedre, hvis alle stillinger blev besat«.

Helt konkret vil han ikke diskutere løsninger, før han ser inspektorrapporten. »Jeg regner med, at I kommer med nogle udmeldinger«, siger Hans Ibsen. Bent Østergaard griber sætningen i luften og kommenterer: »Se, han vil godt have positiv feedback«. Hans Ibsen ler, og peger på et rundt badge på kittelopslaget: »Har du rost din kollega i dag?« står der, og Bent Østergaard replicerer: »Ja, det er det, de yngre læger beder om«.