En effektiv uddannelse af fremtidens speciallæger

Det skal gå hurtigere at blive speciallæge i Danmark. Det er både regeringen og Lægeforeningen helt enige om. Ingen, og mindst af alle de uddannelsessøgende læger, er interesseret i, at uddannelsestiden bliver en dag længere end nødvendigt. Der er to hovedårsager til, at uddannelsestiden er for lang. For det første er dimensioneringen af uddannelsessystemet ikke tilstrækkelig i forhold til de yngre læger, der skal ud-dannes. For det andet fordeler lægerne, der skal uddannes, sig ujævnt på specialer og geografi.

Dimensioneringen er den »nemmeste« at regulere. Der skal dimensioneres, så alle kan blive speciallæger, hvis de ønsker det, og med en fordeling, så det nogenlunde svarer til specialernes fremtidige behov for arbejdskraft. Det er ikke vanskeligt i dag, hvor man inden for de fleste specialer mangler speciallæger, og vil gøre det i stigende grad de kommende 8-10 år.

Lægeforeningen mener, at så længe der fx er et behov for flere speciallæger i gynækologien, er der ingen grund til at opretholde en kø forud for hoveduddannelsesforløb i gynækologi. Det eneste, man opnår ved det, er en forlængelse af uddannelsestiden, og ikke, som Sundhedsstyrelsen påstår, en øget rekruttering til psykiatrien. Regeringen skal da også have den ros, at der i dens forslag til en forkortelse af speciallægeuddannelsen faktisk indgår et forslag om en udvidelse af videreuddannelseskapaciteten.

Når det drejer sig om en bedre fordeling, kræver det løsninger, hvor håndtagene rækker ud over uddannelsen. De specialer, som mangler søgning, skal profileres. Her skal både arbejdsgivere og de videnskabelige selskaber spille en langt mere aktiv rolle. De nyeste undersøgelser af yngre lægers specialevalg viser desuden, at arbejdsmiljøet på de afdelinger, hvor man er i turnus og i introduktionsstillinger, spiller en meget vigtig rolle for valget af speciale. Både sygehusejerne, afdelingsledelsen og de uddannelsesgivende speciallæger må tage ansvar for at gøre arbejds- og uddannelsesmiljøet attraktivt.

En bedre geografisk fordeling af uddannelsespladser og af uddannede speciallæger kræver mere komplekse løsninger. Der findes incitamenter i aftalen om lokal løndannelse, og profilering og arbejdsmiljø spiller også her en stor rolle. Speciallægereformen vil med stor sandsynlighed også have en effekt. Den kan imidlertid først med sikkerhed måles om et par år, og der et politisk behov for at handle allerede nu. I Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse er der enighed om, at der skal sættes ind med langsigtede løsninger på de nævnte områder.

Derfor er det en skuffelse, at regeringens forslag (næsten) udelukkende koncentrerer sig om løsninger, som i bedste fald vil kunne give nogle mindre fald i uddannelsestiden på kort sigt. Nogle af de fremsatte forslag kan måske tværtimod give den modsatte effekt. Forslagene er typisk fundet i kassen med incitamenter mærket »piske«. Men det hjælper ikke at piske uddannelsessøgende læger, hvis alt overvejende mål er at blive speciallæge så hurtigt som muligt i et speciale, der fascinerer dem fagligt, og har det mål at kunne praktisere deres viden som speciallæge og indgå i et arbejds- og privatliv, som ligner andre faggruppers.

Lægeforeningen vil bakke helhjertet op bag Sundheds-styrelsen, Ministeriet og i sidste ende regeringen og dens støtteparti, hvis man vælger de løsninger, der har effekt og virker langsigtet. Vedtages imidlertid de fleste af de forslag, som hviler på en misforståelse af de uddannelsessøgendes mål og motiver, opnår man ikke andet end at gøre ondt værre.