En foregangs-mand

Folk stimlede sammen, og heste løb løbsk, da Silkeborgs første automobil i maj 1902 larmende og stinkende viste sig i købstadens gader. Bag rattet tronede distriktslæge Frederik Christian Lund (1847-1929), som netop havde anskaffet et automobil af fabrikatet Vivinus.

Bilen – ordet blev netop lanceret dette år – havde kostet 2.000 kroner. Det svarer til 139.500 kr. i 2018-købekraft. Vognen var dyr i drift, den skræmte livet af folk og udbredte både stank og støj. Men den havde også en fordel: Den luftkølede encylindrede 735 cc motor ydede 3,5 hestes kraft, hvilket var nok til at opnå den anselige hastighed af fire mil – 30 kilometer – i timen.

»Bliver ikke træt«

Sælgeren, ingeniør Jørgensen, var selv rejst hele vejen fra København for at sætte Lund ind i maskineriet og give ham to dages køreundervisning.

»Jeg har nu brugt den i de to Aar og været tilfreds med den, jeg har kørt ca. 400 Mil om Aaret (…) og haft forholdsvis faa Reparationer, særlig begrundet paa Slid«, skriver Lund i Ugeskrift for Læger i maj 1904 [1].

Det, som fik Lund til at skrive, var en artikel i Ugeskriftet om fordele og ulemper ved at udruste sin lægepraksis med et motorkøretøj. Da redaktøren ikke har personlige erfaringer med fænomenet, støtter artiklen sig til de erfaringer, som engelske kolleger har gjort med »Automobiler til Brug for Læger«. Og med henvisning til British Medical Journal kan redaktøren fastslå, at »Lægen har ingen Brug for en Væddeløbsmaskine« eller et luksuskøretøj, men derimod »et solidt Køretøj, der altid staar beredt med nogle faa minutters Varsel«, og som er relativt sikkert og hurtigt.

Fordelene ved automobilet er, »at det ikke bliver træt, at det kan starte, saa Tidt, det skal være i Løbet af Dagen, og at det selv ved en almindelig Kørehastighed kommer længere end et par Heste i samme Tid, thi de sidste maa køre langsomt op ad Bakkerne«. Derfor vil det især være i en landpraksis »eller en meget spredt Bypraksis«, at motorkøretøjet har sin berettigelse.

Automobil – med eller uden kusk?

Hvor store ulemper, der er ved et automobil, afhænger »af den Omhu, hvormed ’Kusken’ passer Maskinen baade paa Turene og hjemme i Vognskuret«, noterer Ugeskriftets redaktør.

Og hjulene – skal man bruge massive eller luftfyldte ringe? De massive har den fordel, at man ikke hele tiden skal standse for at lappe eller skifte hjul. Til gengæld kan man ikke køre særlig hurtigt, og det er heller ikke så behageligt som at køre med luftringe.

Redaktøren berører også spørgsmålet: åben eller lukket vogn. Den åbne er ganske vist billigere; til gengæld er man i en åben vogn ofte nødt til at iføre sig »det uklædelige Automobilkostume«.

Man kan købe et udmærket automobil for 3.000-6.000 kroner (svarer til 210.000-420.000 nutidskroner), men må regne med, at bilen er slidt op og investeringen afskrevet efter seks år. Og hvis lægen vil holde driftsudgifterne på et fornuftigt niveau, må han selv lære maskineriet at kende og »være sin egen Mekaniker og daglig se efter, om alt er renset og i god Orden. Den aarlige driftsudgift bliver let 1.000 til 1.200 Kroner, hvortil kommer Løn til den Mand, der skal rense Maskinen og fungere som Kusk, naar Lægen ikke selv ønsker at styre sit Automobil«.

Og endelig er der det problem, at motorkøretøjerne kun må færdes på de store veje, og det kan derfor blive svært for lægen at »komme rundt til hver Gaard og Hytte i Egnen«.

Sin egen mekaniker

Det sidste problem kender distriktslæge Lund i Silkeborg alt til, og det irriterer ham. Indtil videre klarer han problemet ved at have et stativ bag på sin lille Vivinus, så han kan stige ud og cykle ned ad bivejene til afsides boende patienter.

Lund spørger: Er der andre læger, der har erfaringer med motorkøretøjer? Han har hørt rygter om, at der foruden ham selv skulle være endnu en i Jylland og en på Fyn. I så fald ville han gerne høre om deres erfaringer.

Sine egne erfaringer deler han gerne og kan oplyse, at han kun i to tilfælde har måttet opgive at køre hjem. Den ene gang var et bagdæk eksploderet, og den anden gang var det en maskinskade, som ikke kunne repareres på stedet, og som viste sig at være en utæt ventil.

»I øvrigt er Maskinen tidt gaaet i staa, men jeg har altid fundet Fejlen og bragt den i Orden paa faa Minutter, men for at køre sikkert alene maa man have fuldt Kendskab til Maskinen og nogen mekanisk Færdighed«, advarer Lund.

Kørsel kun på hovedveje

Økonomien er fornuftig: På et år bruger Lund 100 kr. til benzin og olie, 200 kr. til reparation og vedligehold, 100 kr. til forrentning og afskrivning på 20 procent af vognens værdi, altså 400 kroner. I alt 800 kr.

Men så kan han fratrække den tid, han sparer ved at komme hurtigere omkring – ca. en halv time pr. mil, altså 200 timer om året. »Regnes disse lavt sat til 2 Kr. i Timen, bliver det 400 Kr., saa at den aarlige Nettoudgift kun bliver 400 Kr.«, hvilket er betydeligt billigere end at leje hestevogn. Det gør han kun, når sne og frost hindrer den lille Vivinus i at køre ud.

Det ærgrer distriktslægen, at regeringen har indført en lov om, at biler kun må køre på hovedveje, og han håber, at den fjollede bestemmelse må blive fjernet, når loven skal revideres i 1906.

Men selv de store veje var ikke særligt egnede til bilkørsel i 1904. Faktisk var de så elendige, at Lunds bil på sine togter ad de ujævne veje tabte skruer, møtrikker og reservedele, som var dyre og vanskelige at få fat på. Den praktiske Lund fandt derfor på at udspænde et stykke sejldug under vognens karosseri til at opsamle de stumper, der raslede af undervejs.

Konvojkørsel med hestevogne

Distriktslæge Lunds datter Helga forklarede i et interview med Silkeborg Avis i 1952, hvorfor hendes far overhovedet fandt på at anskaffe et automobil. Hidtil havde han bevæget sig rundt pr. hestevogn i det store opland. Hvis det var en gårdejer, der skulle have lægen ud, sendte han sin egen hestevogn med kusk. Lægen havde selv en »doktorstol« – en polstret læderstol, beregnet til at spænde fast på en hestevogn, så han kunne sidde bekvemt på de lange ture.

Men som distriktslæge havde Lund mange fattige landarbejdere som patienter. De havde ikke egen hest og vogn og måtte låne sig frem hos de mere velstående bønder, der selv havde brug for hest og vogn om dagen. Besøgene hos de fattige patienter foregik derfor ofte om natten.

»Folk kom agende langvejs fra for at hente Far«, fortæller Helga Lund. »Undertiden, f. Eks. under en Influenzaepidemi, var det en formelig Konvoj-Kørsel med 4-5 Vogne efter hinanden. Doktorstolen (…) blev løftet op i den Vogn, der skulle hente ham til nærmeste Patient, han indtog sin Plads, og saa fulgte Vognene til de fjernereliggende Steder efter. Naar den første Patient var tilset, skiftede Stolen og Doktoren over til næste Vogn, og ’Toget’ fortsatte, ofte hele Natten, til den fjerneste og sidste Patient var behandlet, og Hjemturen til Silkeborg kunde tiltrædes« [2].

Blev for bøvlet

Selv om F.C. Lund overvejende fortæller om positive erfaringer, blev de mange besværligheder – og især forbuddet mod at køre på biveje – for meget i det lange løb. I 1903 havde sognerådet i Linå øst for Silkeborg ellers givet doktor Lund dispensation til at køre på sognets biveje med henvisning til, at han jo var en meget fornuftig mand. Dispensationen gjaldt dog kun i dagtimerne, og amtet ville ikke give dispensation til at køre på sygebesøg om natten.

Det var formentlig dét, der afgjorde sagen. Ikke længe efter distriktslæge Lunds indlæg i Ugeskrift for Læger solgte han sin Vivinus og vendte tilbage til hest og vogn – denne gang dog hans egen.

Lund var en foregangsmand. Han var en af de første i Danmark, der anskaffede en bil – og formentlig landets første motoriserede læge. Teknisk var han nogle år forud for sin tid. Men i sine sidste år som læge agede han igen rundt på store og små veje i hestevognen.