En fremtid uden fremtid

Mikkel Krause Franzen er litterat og anmelder på Politiken. Hans bog handler om politiske og kulturelle forholds betydning for den stigende forekomst af depression. Igennem læsninger og fortolkninger af litteratur, film og dramatik – herunder af Michel Houllebecq, Lars von Trier og Theis Ørntoft – viser Franzen et tema i samtidskunsten, hvor mennesker fortvivler og rammes af depression på grund af den neoliberale verdensorden, tidens fokus på positiv psykologi og individuelt ansvar for egen lykke samt de truende klimaforandringer. Franzens ambition er at vise, at vi har underbetonet politiske og kulturelle forholds betydning for forekomsten af depression til fordel for et ensidigt fokus på individuelle årsagsfaktorer og medicinsk behandling.

Som litteraturlæser kan Franzen sit kram, og bogen giver læseren en interessant indføring i depression som fænomen i samtidskunsten. Det er i samfundsanalysen og kulturkritikken, at bogen halter. Det virker som om, Franzen godt selv ved, at han navigerer i et vanskeligt farvand, for bogen er fyldt med forbehold og nedtoninger, der umiddelbart fremstår akademisk redelige, men samtidig virker retorisk taktiske og svækker bogens budskab. I bogens begyndelse skriver han f.eks., at problemet er komplekst, og at kravet om kausalitet er forfejlet, hvorefter han bruger de næste 200 sider på at argumentere for, at politiske forhold rent faktisk er kausalt forbundet med væksten i depression. Idéen om modernitetens betydning for depressionsforekomsten er ikke ny, og det er jo muligt, at Franzen har ret, men man savner, at han går planken ud: Hvis neoliberalismen forsvandt, og vejret blev normalt, ville depressionerne så forsvinde, ja eller nej? Hvis nej, hvad mangler der så i ligningen? Det afgørende spørgsmål er her, hvordan vi integrerer genetiske, neurobiologiske, psykologiske og sociale (og dermed også politiske) faktorer i en årsagsmodel, der giver mening for den enkelte.

Franzen mener, at den nuværende verdenssituation, i modsætning til lange perioder i det 20. århundrede, i særlig grad er forbundet med mangel på optimisme for fremtiden. Det synes jeg er historisk cherry picking: Hvad med 1. verdenskrigs totale civilisationssammenbrud, hvad med 1930’ernes finansielle krak og nazismens fremmarch, hvad med den kolde krigs trussel om en altudslettende atomkrig – var det ikke også perioder, hvor menneskeheden fortvivlede over sig selv? Franzen siger ligefrem, at de fleste ville svare klokkeklart »nej« til, at dagen i morgen bliver bedre end dagen i dag. Det er lidt af en påstand, men er det virkelig sandt? Jeg ved det ikke, men det fremstår som en lidt for selvsikker måde at overføre sin egen storbyakademiske dystopi til alle andre mennesker. Den reelle mulighed, at forekomsten af depression (også) stiger som et udtryk for aftabuisering, bedre opsporing samt bedre farmakologiske og psykoterapeutiske behandlingsmuligheder tages ikke i betragtning. Bogen kan bestemt læses for de kunstneriske analyser og som et eksempel på et humanistisk syn på psykisk sygdom, men i samfundsanalysen bliver bogen aldrig til mere end et partsindlæg.