En garvet ulands-mediciner

Da verdenssundhedorganisationen WHO lancerede sin store og ambitiøse kampagne »3 by 5« på aids-dagen 1. december, var det med en dansker som en af nøglepersonerne. Den 59-årige Bjørn Melgaard fortalte internationale og lokale medier i Bangkok, hvordan han mener, målene kan nåes, altså at tre millioner hiv-smittede i udviklingslandene har adgang til billig og effektiv medicin i år 2005.

Bjørn Melgaard ved nemlig noget om globale kampagner.

I tre år stod han i spidsen for den globale indsats mod polio, og i foråret 2003 var han midt i epidemiens øje, da den nye lungesygdom SARS pludselig dukkede op. En sygdom, der betød, at han i de følgende måneder arbejdede i døgndrift med ministermøder, telefon-konferencer og media-interview. Oveni besøgte han sin lægekollega fra Vietnam, der lå isoleret på enestue på et hospital i Bangkok, og som døde efter et par ugers sygdom.

»Det var en ret hæslig tid, især i begyndelsen, da vi ikke anede, hvad det var for noget, og hvordan sygdommen spredte sig. I den periode var der masser af frygt og usikkerhed, og det var vanskeligt at rådgive om prævention og karantæne og andre forholdsregler. Men samtidig var det opløftende at se, hvordan sundhedspersonalet i de fleste lande håndterede situationen, selv om de var blandt de mest udsatte«, siger han.

Til gengæld har han mindre til overs for den politiske respons.

Det var helt tydeligt de økonomiske konsekvenser, der tiltrak politikernes bevågenhed. SARS havde stor negativ indflydelse på turisme, eksport og investeringer, og måske derfor lykkedes det at samle statslederne fra 13 lande her i regionen til et møde om SARS i løbet af få uger. Det er aldrig sket med f.eks. hiv/aids, der nu har været kendt i 20 år«.

Bjørn Melgaard mener samtidig, at de økonomiske konsekvenser af SARS var helt ude af proportion med epidemiens omfang.

»Der blev skabt en enorm frygt, og der blev talt om verdens ende, selv om der i samme periode var flere, der døde af meningitis og malaria. Men måske var frygten så også med til at begrænse epidemiens omfang«.

Når Bjørn Melgaard bliver mindet om, at også WHO blev kritiseret for at have være med til at puste til frygtens flamme, så svarer han:

»Jamen, det synes jeg også. Vi var gode i begyndelsen til at indrømme, at vi ikke vidste, hvad det var, og vi var gode til at udsende information og rejsevejledninger og til at klare mediestormen. Men vi var ikke gode nok til at tone problemet ned, da vi kendte smitteveje og omfang, og selv nogle af vores eksperter var ude og lufte de store dommedagsprofetier«, siger han.

Bjørn Melgaard er fuldt af lovord over for den måde især Singapore håndterede epidemien på. Fuld åbenhed, hurtig og professionel respons. I direkte modsætning til Kina, der forsøgte at fortie problemet i lang tid.

»Det, vi nu har lært, kunne vi måske have lært nogle uger eller måneder tidligere, hvis Kina havde reageret anderledes«.

Håndplukket af Gro

Som chef for WHO's kontor i Bangkok koordinerer Bjørn Melgaard en række af verdenssundhedsorganisationens programmer i det sydøstlige Asien. Bag sig har han en lang karriere, der har vekslet mellem arbejde i ulande og stillinger i Danmark, men siden 1995 har han været ansat af WHO i Genève.

De første tre år som leder af EPI, Extended Programme on Immuniza-tion, og de efterfølgende tre år som direktør for hele den afdeling, der har med vacciner, forskning og globale vaccinationsprogrammer at gøre. Han blev håndplukket af Gro Harlem Brundtland, samme dag som hun overtog jobbet som generaldirektør, og Bjørn Melgaard blev dermed en af de højest placerede danskere i FN-systemet.

Blandt arbejdsopgaverne var at stå i spidsen for den globale indsats for at udrydde polio - et program med høj profil, stort budget og stor succes. I dag er der »kun« polio i syv lande.

»Og det kan man da være stolt af. Men lige så vigtigt var det at efterlade nogle systemer og noget infrastruktur, da poliokampagnen var ovre. Ikke mindst til gavn for resten af vores Expanded Programme on Immunization, der op gennem 1990'erne har formået at vaccinere over 80 pct af en ny fødselsårgang på verdensplan mod de seks almindelige børnesygdomme. Det synes jeg er mindst lige så imponerende«, siger han.

Vaccinationsafdelingen blev tre-doblet på de år, Bjørn Melgaard var direktør. I 2001 havde han 110 medarbejdere og et budget på 130 mio. dollars.

»Det var nogle kolossalt spændende år, men på et eller andet niveau var det også vanvittigt. En dag satte jeg mig og tænkte, at der nok ikke ville være en eneste virksomhedsbestyrelse i hele verden, der ville sætte mig til at forvalte et budget på en milliard kroner ... Og da jeg samtidig savnede arbejdet i marken og synes det var svært at skabe teamwork i så stor en afdeling, søgte jeg om at komme til Thailand«.

Zig-zag-karriere

Men seks år på samme sted var også noget nær ny rekord for Bjørn Melgaard, der blev uddannet læge i 1971. »Ulands-bacillen«, som han kalder den, blev han dog inficeret med allerede som studerende i 1968, da han var udsendt af IMCC til Orissa i Indien.

»De første 16-17 år af min karriere var total zig-zag. Hver gang vi var ude i den store verden, følte jeg, at mit næste job skulle være hjemme i Danmark.

Når vi så var hjemme, var det lige omvendt«.

Det kunne lyde som om Bjørn Melgaard aldrig har været tilfreds med sit arbejde, men han forsikrer, at sådan forholder det sig ikke. Tværtimod føler han sig utrolig priviligeret over en karriere, der har givet ham mulighed for at arbejde i Bangkok og Botswana, Gentofte og Genève, Thimpu og Tanzania.

Men han lægger ikke skjul på, at rodløsheden altid har præget ham, og ovenstående citat er meget beskrivende for den proces, som mange såkaldte udedanskere går igennem, inden de tager den store beslutning om at arbejde og blive i udlandet.

»Tilbage i 1970'erne arbejdede jeg dels som læge i Gentofte, og dels var jeg udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke til Botswana og Tanzania. Derefter fulgte jeg et regelret karriereforløb i Danmark, og jeg blev speciallæge i neurologi i 1980«.

Et par år senere var Bjørn Melgaard »overlæge-moden«, han var § 14-kvalificeret og havde været 1. reservelæge i tilpas mange år. Speciallæge i neurologi og igang med en doktordisputats. Men så blev han kontaktet af en gammel bekendt, læge Ernst Lauridsen, der kom med et godt tilbud om et job i Kenya.

»Ernst overbeviste mig om, at jeg skulle være ulandslæge og ikke overlæge, så vi drog ud endnu engang«.

Vendepunktet

Den skiftende tilværelse varede nogle år endnu. Bjørn Melgaard fik orlov fra Amtssygehuset i Gentofte og drog til Kenya. Tilbage i Danmark var den overlægestilling, han havde udsigt til, blevet nedlagt, men til gengæld manglede de en overlæge i neurologi i Slagelse. Det var et job, der også indebar ledelse, planlægning og strategi, noget der tiltrak Bjørn Melgaard, der netop havde arbejdet med de mere overordnede strategier og rådgivning under sine udsendelser, så han søgte og fik stillingen.

»For os kom det store vendepunkt i 1988. Da havde jeg været hjemme et par år og kunne ikke rigtig se mig selv tilbringe de næste 20 år som overlæge på et dansk sygehus, så jeg begyndte at overveje, hvad der nu skulle ske. Inden for et par uger blev jeg opfordret til at søge to forskellige job i Afrika, og fik dem begge. Da min kone Else samtidig sagde op som ledende hjemmesygeplejerske i Holbæk, passede det fint at rejse ud igen. Og denne gang vidste vi godt, at vi nok ikke ville komme tilbage til Danmark igen«.

Bjørn Melgaard blev chefrådgiver for Danida i Tanzania, mens Else Melgaard blev ansat af Dansk Røde Kors til at starte organisationens hiv/aids-program op i Kageraregionen.

Beslutningen om nu at blive i udlandet handlede også om en anden erkendelse.

»Jeg vidste, at jeg ikke længere ville kunne være en god nok læge for døende patienter. Jeg hører til dem, der ville blive slidt op på empatien, på kontakten med den individuelle patient. Sådan er der mange læger, der har det, og jeg vidste og erkendte, at jeg var en af dem«.

Efter et par år i Tanzania indgik Bjørn Melgaard en tiårig kontrakt med Danida, der dengang forsøgte at knytte en række chefrådgivere i forskellige sektorer til sig. Danida forlængede Bjørn Meldgaards stilling i Tanzania yderligere et par år, indtil 1992, da Bjørn og Else Melgaard blev sendt til Bhutan, det lille kongedømme i Himalaya, der ligger klemt inde mellem Kina og Indien.

»Min opgave var at opbygge et nyt sundhedsprogram, men samtidig planlagde Danida at gøre Bhutan til hovedmodtagerland for dansk bistand, så jeg skulle også oprette et liaison-kontor, der skulle tage sig af hele bistandsprogrammet«.

De tre år i Bhutan står som højdepunktet i karrieren for ægteparret Melgaard. Dels fordi arbejdet var så alsidigt, dels fordi det virkelig lykkedes at opnå noget.

»Og det skyldes først og fremmest bhutaneserne selv. De er ærlige og stolte og har samme slags ironiske humor som os. De ved, hvad de vil, og de er nemme at arbejde sammen med«, siger Bjørn Melgaard.

Men på nogle måder var det næsten for nemt, der var for få udfordringer. Og da føromtalte Ernst Lauridsen igen meldte sig og spurgte, om de havde tænkt sig at »blive i Glamsbjerg« hele livet, var det tid at komme videre.

»Bhutan er sådan et land, hvor man kan gro fast, og det ville vi ikke. Men vi kalder tiden der for »en traumatisk oplevelse«, sådan at forstå, at alt hvad der ligger før og efter bliver sammenlignet med Bhutan, og det falder altid ud til Bhutans fordel«, siger han med et smil på læben.

Igangsætteren

Da Danida og Bjørn Melgaard ikke kunne blive enige om den næste postering, sagde han op. I stedet meldte WHO sig.

»Og det sagde jeg nej til, for der ville jeg f... flækkeme ikke arbejde. Min opfattelse var, at det var en stor, klodset organisation, og jeg havde bestemt ikke lyst til at være i et internationalt hovedkvarter med masser af bureaukrati og intriger og politiske interesser«.

Men Bjørn Melgaard blev allligevel overtalt til at besøge WHO's hovedkvarter under en ferie, og han fik revideret sin opfattelse lidt.

»Den afdeling, jeg skulle arbejde for, virkede helt o.k., og arbejdet var interessant, så det skulle prøves. Og så blev jeg der i seks år«.

Bjørn Melgaard siger, at han aldrig har fortrudt beslutningen om at forlade Danmark i 1988, aldrig har savnet det danske sygehusvæsen eller at have patienter. Hårdt presset til at analysere sin egen stærke og svage sider, siger han:

»Jeg er en god igangsætter. Jeg kan etablere et samarbejde med motiverede partnere. Dels er jeg en god strateg, og dels har jeg en god kulturforståelse, så jeg ved præcis hvornår og hvordan man kan tage fat på de mere kontroversielle emner«. Og så tilføjer han:

»Men jeg er ikke god til at konsolidere. Det interesserer mig ikke så meget. Når noget er oppe at køre, så må jeg videre. Jeg er også for konsensus-søgende og ikke god til de hårde beslutninger, og det duer ikke i Genève«, siger han.

Nomadetilværelsen har selvfølgelig også sine omkostninger. Det handler ikke bare om den løsere tilknytning til hjemlandet, men også om venner.

»Mange er langsomt sivet fra, og vi er heller ikke selv så opsøgende længere. Vi har boet i mange lande med vores børn, og på et tidspunkt bliver man socialt mæt ... Men den håndfuld venner, der er tilbage, har vi haft i mange år, og dem mødes vi med, uanset hvor i verden de eller vi bor, så de er meget værdifulde«, siger Bjørn Melgaard, der sammen med Else har to voksne børn. En søn, der arbejder for en dansk hjælpeorganisation og som har stor interesse i ulandsforhold og i at rejse, og en datter, der er en rigtig hjemmefødning.

Dansk holdning vil ændre sig

De mange år i udlandet har også gjort Bjørn Melgaard til en af dem, der hele tiden balancerer mellem realisme og kynisme og mellem ironisk distance og en vis begejstring, når han taler om ulands-hjælp. Han har stadig en sund skepsis over for store organisationer og deres fremgangsmåde, men samtidig mener han, at en del projekter og programmer faktisk gør en forskel.

Og når det handler om den nye kampagne »3 by 5« er han optimist, selv om han også synes målet er ambitiøst.

»Teknisk er det ikke noget stort problem. Kampagnen er simplificeret og standardiseret med elementer, der kan fungere selv i Somalia og Lagos. Og billig medicin bliver nu produceret i en række lande. Udfordringen bliver at overbevise regeringer om nødvendigheden af en indsats, og det kan blive det svage led. Vi har set her i Thailand, hvor gode resultater et land kan opnå, hvis det tackler situationen head-on med store direkte kampagner. Nabo-landet Cambodia begyndte langt senere, men kopierer nu Thailand og har allerede opnået at reducere raten af nye infektioner betydeligt. Den næste succeshistorie kan blive Kina, mens den næste store tragedie kan blive Indien. Her er antallet af hiv-smittede det næsthøjeste i verden, men der er ikke tilstrækkelig politisk erkendelse af problemet«.

Bjørn Melgaard siger, at han ikke er så bekymret over den danske holdning med kun at give penge til prævention og ikke til behandling.

»Det bliver Danmark nødt til at ændre og har sådan set allerede delvist gjort det indirekte ved at støtte Den Globale Fond, der betaler for en del af aktiviteterne i »3 by 5«. Man kan ikke adskille prævention og behandling, sådan som nogle danske eksperter hævder - det er der vel heller ingen, der kunne drømme om at gøre i dag med f.eks. malaria« siger Bjørn Melgaard og tilføjer:

»Fra et økonomisk perspektiv er det måske rigtigt, at man får mere for pengene ved kun at satse på prævention, men ikke engang det argument er jeg sikker på holder, efterhånden som prisen for behandling kommer ned på et niveau, der svarer til niveauet for en tb-patient. Samtidig synes jeg, det er en defensiv holdning, for vi har oplevet med andre kampagner, f.eks. poliokampagnen, at vi kan skaffe flere penge, hvis vi har et seriøst program, der omfatter alle aspekter. Men økonomi eller ej, så er det store spørgsmål for mig, om det overhovedet er etisk forsvarligt at tænke på den måde, at man kun vil støtte prævention og ikke behandling? Og det synes jeg faktisk ikke, det er«.