En glitrende, vellykket pop-smoothie med meget på hjerte

»Olivia – og skyggedansernes hemmelighed« er en nyskreven, dansk pop-musical, som i øjeblikket spiller på Østre Gasværk i København, og som til januar spiller i Musikhuset i Aarhus. Med Rasmus Seebach ved roret er der fuld plade på pop og folkelighed, og med Adam Price som manuskriptforfatter er vi i trygge, kompetente hænder. Det er en glitrende, vellykket pop-smoothie, der tilmed har noget på hjerte.

På det dramaturgiske plan handler stykket om 17-årige Olivia, som har angst og ifølge hendes far mistrives efter morens mystiske død. Faren beslutter, at de to sammen skal flytte til Køge for at starte på en frisk.

I Køge foregår der mange mystiske ting, og Olivia kommer ud for uforklarlige og magiske hændelser. Snart må hun kæmpe, ikke bare med sin egen angst, men også med de voksne. De voksne hverken lytter eller støtter og tvangsmedicinerer hende, fordi de ting, hun oplever, ikke kan være rigtige. På det tematiske plan tager forestillingen fat i det samtidsaktuelle emne: mistrivsel, diagnosticering og medicinering af børn og unge.

Østre Gasværk er virkelig kommet godt i mål med denne opsætning. De originale sange af Seebach, Ankerstjerne og Sommer er velskrevne og velperformede. Historien er helstøbt og musicalvenlig med sjove karakterer, gode dramatiske buer og magiske begivenheder. Price er lykkedes godt med at få det lidt triste tema ind i en velfungerende, underholdende fortælling, som passer rigtig godt til teaterformatet.

Det eneste, der indimellem skurer, er replikkerne. Nogle af de sætninger, der kommer ud af munden på »gymnasieeleverne« på scenen, lyder mindre som noget, en 17-årig pige ville sige, og mere som noget, en 59-årig mand har skrevet. Hvilket, selvfølgelig, præcis er tilfældet. Det kan godt ærgre, når salen er fyldt med unge, potentielle fremtidige teatergængere, hvis tone og humor man ikke indfanger.

Men når lysene blinker, og musikken spiller, hænger man sig ikke for længe i den detalje. Og man må sige, at lysene blinker. Østre Gasværk viser endnu en gang, hvor dygtige de er til at udnytte det vidunderligt stemningsfulde, gamle gasværk.

Teatret har perfektioneret brugen af lys- og videoprojektioner som integreret del af scenografien, der ubesværet transporterer os fra klasselokalet, til kirkegården, til den dybe skov og tilbage igen. Castet er ungt og sprudlende og holder energien oppe hele forestillingen igennem.

Særligt hovedrolleindehaver Amanda Frederikke Traun stjæler opmærksomheden med sin charmerende og relaterbare Olivia og en smuk, følsom sangstemme.

»Olivia – og skyggedansernes hemmelighed« er ikke blot en underholdende pop-godbid. Den tager også fat på et vigtigt og højaktuelt emne: unges mistrivsel og den stigende diagnosticering og medicinering af børn. Forestillingen formår at udfolde emnet i en eventyrlig og letfordøjelig indpakning uden at miste respekten for alvoren og kompleksiteten.

Den rejser først og fremmest spørgsmålet: Hvem er det, der får gavn af diagnosticering og medicinering? Er det børnene – eller de voksne omkring dem? »Pop pop en lille pille, så bliver her så dejligt stille« synger de voksne glade, mens de dansende undgår at lytte til Olivias perspektiv. Der rejses således også en kritik af »de voksnes« manglende nærvær til at lytte eller tage børnenes oplevelser seriøst. Det skaber en kløft mellem de unge og de voksne, et »os mod dem«, hvor de unge må tage sagen i egne hænder og finde deres egne løsninger.

Olivia har i hvert fald ikke i sinde at blive liggende derhjemme, »indtil de kompetente voksne mennesker har fundet ud af, hvad du fejler«, som hendes far har besluttet hen over hovedet på hende. Hun må finde modet til at blive venner med sin angst, så hun kan blive sit eget, autentiske jeg – selv om hun er bange.

De magiske begivenheder i fortællingen forstyrrer ikke den samfundskritiske pointe. De er tværtimod med til at løfte fortællingen til et niveau, hvor alle kan være med. Heriblandt de unge, som forestillingen handler om.