»En god, grundig og klinisk anvendelig bog om det hyppige fænomen vedvarende uforklarede fysiske symptomer«

En god, grundig og klinisk anvendelig bog om det hyppige fænomen vedvarende fysiske symptomer, som ikke har fået en medicinsk forklaring. Forfatteren er blevet trukket med ind i den polariserede debat om funktionelle lidelser, men det er lykkedes ham i bogen at holde den videnskabelige forankring og tænkning fast, uanset om området er kontroversielt, og han giver gode bud på håndtering af patienter med uforklarede fysiske symptomer.

Han er ydmyg over for alt det, vi ikke ved, og gennemgår teorier om central sensibilisering, stress og stressaktivering. Han diskuterer teoriernes styrker og svagheder og peger derefter på en ukontroversiel model, en firdimensionel model for sundhed og sygdom (uanset grad af medicinsk forklaring). Den ligner den almenmedicinske udgave af personcentreret medicin (en model under pres). Modellen integrerer både førstepersonsperspektivet (det eksistentielle, lidelsen) og kompleksiteten (den uendelige udveksling af årsager og virkninger).

Det kan ikke forsimples, men det kan forenkles, og det gør forfatteren så godt, at mange patienter vil kunne følge med, hvis vi øver os i at formidle. Vi har ikke en samlet forståelse af de meget forskellige tilstande og sygdomme, det drejer sig om, og så kan en faglig ydmyghed bedre bringe os videre både fagligt og forskningsmæssigt end en faglig fastlåsning på et ganske dårligt vidensgrundlag.

Peter la Cours mål er at gøre op med stereotyper, der ikke er baseret på solid evidens, og som skader patienterne. Stigmatiserede og marginaliserede patienter skal tilbage i det medicinske univers, hvor de bør blive mødt med samme faglige respekt og vilje til helhedsorienteret tilgang som alle andre patienter. Han fremfører, at en forældet forforståelse som somatisering har en tendens til at fange udvalgte patienter i et fragmenteret behandlingssystem, i det sociale system, og at forværre smerte og lidelse. Han går i rette med historiske myter som: Et særligt behov for sygdomsgevinst, social epidemi, resultat af traumer og belastninger, og at det skulle være typiske kvindesygdomme.

Det danske begreb funktionel(le) lidelse(r), forstået som diagnoser, kaldes »ubeskrevne og indholdstomme« og identificeres som medårsag til en høj grad af polarisering på området i Danmark. For mange syge er »funktionel lidelse« lyden af den mistro, der følger af, at udtrykket udspringer fra den psykiatriske forståelse og »somatoforme lidelser«, skriver han. Når patienter raser og demonstrerer foran klinikker, hvor de skulle finde hjælp, og når spændingen genfindes mellem Folketinget og Sundhedsstyrelsen, så er det måske også tid til at tænke om igen. Peter la Cour argumenterer vidensbaseret for, at mange af overvejelserne er anakronistiske og konfronterende for patienterne, og at for mange lidende mennesker er udsat for mangel på respekt og uretfærdighed.

Jeg anbefaler Peter la Cours bog til alle sundhedsprofessionelle, der ser patienten snarere end sygdommen som mål for deres indsats. Her er bundsolide forslag til, hvordan vi kan gøre en forskel, også for patienter med vedvarende fysiske symptomer uden medicinsk forklaring. Og han argumenterer velunderbygget for, hvorfor vi nok før eller siden bliver nødt til at gentænke »funktionel lidelse« som entitet.

Udlandets største sundhedsautoriteter er ved at forstå, at akademisk uenighed om manglende viden ikke må føre til hverken stigmatisering af patientgrupper eller unødig polarisering. Det er muligt og måske endnu vigtigere at rumme patienten som person i guidelines, når evidensen er tynd grænsende til 0, og det kan ske uden at give køb på faglighed eller videnskabelighed.

Læs flere anmeldelser her.