Skip to main content

En god læge skal bruge både mikroskop og teleskop

Journalist Jacob Berner Moe, jacob@bernermoe.dk

15. feb. 2008
10 min.



»Det er en fornemmelse. Et indre kompas. Noget, som skaber ro. Man kan sige, at det er en tradition man hviler på.«

Moustapha Kassem sidder på sit kontor i Winsløwparken, et forskerområde under Syddansk Universitet, men klos op ad Odense Universitetshospital, hvor professoren og overlægen også har klinik et par dage om ugen.

Han sidder afslappet med sit grå hår, brune hud og kulsorte øjenbryn, og svarer omhyggeligt på, hvad det betyder at have en mentor.

»Det er ligesom at have det ideelle i sig,« fortsætter han næsten meditativt. »Man kan sammenligne det med en rytme. Hvis rytmen ikke bliver sat rigtigt fra starten, så går det hele galt. Jeg tror en mentor giver en god rytme i ens professionelle liv.«

En rytme?

»Man kan tænke på en symfoni. Hvis starten ikke bliver spillet rigtigt, så går det hele galt. Det er også det, en mentor gør. Sætter dig i gang på en rigtig måde.«

Det lyder som om, man skal sørge for at få en mentor som helt ung læge?

»Man har mest behov for mentorer i de kritiske perioder af ens liv. Her er betydningen størst. Og en kritisk periode er på studiet, hvor man skal lære, hvordan man praktiserer medicin. Her kan man ikke bare læse bøgerne, for hele den mekaniske del handler om ens ,approach` til patienter, til viden og til kolleger. Medicin er måske det eneste fag, der har 3000 års tradition bag sig. Hvordan den tradition bliver overført kan ikke læses i en bog.«

Du mener ikke, man kan læse medicin i en bog?

»Nej.«

Hvad læser man så i bøgerne?

»Faktuelle ting. Men ikke hvordan du for eksempel ,tuner` dine ører ind til at høre, hvad patienten egentlig siger. Det kan du ikke læse en bog om. Du skal se, hvordan en mentor gør.«

Hvad sker der, hvis man ikke har en mentor?

»Jeg tror, du bliver forældreløs. En ,orphan`. Og mange orphans kan være meget dygtige. Det kan du se i Egypten, hvor der er gadebørn. De kan klare sig godt i samfundet, men de mangler en fornemmelse af tradition. Og mangler fornemmelse af kvalitet, som vi alle sammen skal stræbe efter. Den tilstand af at være forældreløs er noget af det værste for faget. Så bliver vi en gruppe af meget dygtige individualister uden fælles kulturrammer.«

Men hvor er vi henne i dag - du siger »hvis vi mister« - men har vi overhovedet en mentortradition i Danmark?

»Nu sidder jeg og taler meget varmt for mentorer, men jeg føler mange gange, at jeg ikke har den platform, der er nødvendig. Kontakten med yngre læger er for det meste akut, og ikke over et længere forløb. Samtidig er de yngre lægers arbejdsforhold også en hindring. De skal på vagter og afspadsere og så videre.«

Så det er vanskeligt at opbygge et mentorforhold herhjemme?

»Ekstremt vanskeligt.«

Moustapha Kassem skulle tale om sin egen mentor, og det er han på en måde også i gang med. En læresætning, som han taget med sig, er nemlig, at mentorer er uundværlige i medicin.

Moustapha Kassem mødte Tarek Ali Hassan første gang i 1980 på universitetet i Kairo. Moustapha var 2. års studerende på medicinstudiet, Tarek var underviser. Det var til en forelæsning, og emnet var medicin i krydsfeltet mellem videnskab og kunst. To vidt forskellige retninger, skulle man mene. Men ikke ifølge Tarek, der både er maler, komponist og læge.

»Jeg var også dengang interesseret i kunst, men jeg troede at kunst og videnskab var modsætninger. Sådan er vi vokset op - enten er man god til det borgerlige eller det kunstneriske.«

Men Tarek Ali Hassan vendte op og ned på den 21-årige medicinstuderendes verdensbillede.

»Han fortalte, at nogle gange er den videnskabelige metode mest relevant, og nogle gange skal man bruge den kunstneriske metode. Man kan sige, at nogle gange har man brug for Mozart, Beethoven eller Shakespeare for at forstå en patient, og nogle gange har man brug for Harrisons' Medicin textbook. Men kunst og videnskab er ikke modsætninger.«

Så skal jeg prøve at spørge på vegne af en del læsere, tror jeg: Hvad kan man bruge Mozart til, hvis man sidder overfor en syg patient?

Moustapha Kassem ler hjerteligt.

»Det er rigtigt. Hvad skal man bruge Mozart til?« Han bliver atter koncentreret. »Til mange ting,« siger han så.

»Jeg kan sige, hvad jeg selv bruger Mozart til - altså som symbol på det kunstneriske - Mozart åbner mine øjne for kompleksitet. Man bør møde en patient på flere niveauer. Man kan se på patienten som en helhed, på et organ, på celleniveau eller molekyleniveau, og somme tider bør man se på patientens netværk eller emotionelle og spirituelle forhold. Der er mange niveauer, hvor du kan bevæge dig frit. Nogle gange bør man være ekstrem reduktionistisk og se på molekyler og mutationer, andre gange må man se på patientens spirituelle og psykologiske behov. Og hvordan kan man rumme alle niveauer uden at føle en konflikt? Tarek viste mig, at der ikke er nogen modsætning. Som læger bør vi finde ud af, hvordan vi kan harmonisere alle disse kompleksiteter, når man møder patienten.«

Man skal altså være i stand til at bevæge sig på forskellige niveauer som læge - og skifte mellem niveauerne?

»Ja.«

Og der siger du, at Mozart - som symbol - hjælper dig - hvorfor det?

»Fordi kunst åbner din hjerne for komplekse strukturer. Hvis du hører 12 stemmer samtidig - og din hjerne har lært at acceptere det - så blokerer du ikke, hvis noget bliver meget komplekst.«

Men de ting du påstår her - er det dokumenteret videnskabeligt?

»Det er afhængigt, hvad du mener?«

Du siger, at hvis man hører noget bestemt musik, vokser ens evne til at forstå kompleksitet - det må man kunne måle på.

»Det tror jeg, du kan rent videnskabeligt. Jo større modsætninger du udsætter dig selv for - des mere kompleks ting kan du rumme.«

Moustapha Kassem taler om hjerneplasticitet og neurokognitiv science. Han afbryder dog hurtigt sig selv. »Men at påstå, at du bliver en god læge, hvis du udsætter dig for den slags, er selvfølgelig noget andet,« ler han.

Men man træner ens hjerne ved at udsætte sig for kunst?

»Ja, og i medicin er der mange situationer, hvor du er i en gråzone og kan vælge flere veje. Hvor det ikke er sort eller hvidt. Hvis man ikke er vant til at acceptere den kompleksitet, så bliver man forvirret.«

Men den kreative og humanistiske del fylder jo meget lidt i medicinstudiet i dag?

»Ja, og folk bruger mange penge på alternativ medicin, fordi der er noge t, vi ikke lykkes med. Vi skal lære at se patienterne.«

Så evnen til at bevæge sig på forskellige niveauer, det er det patienterne fornemmer, at læger ikke kan, siger du?

»Jeg tror, patienterne fornemmer det med det samme. Min mentor sagde: ,En læge skal kunne bruge mikroskop og teleskop.` Det har han sagt. Hvis patienten har en blodprop i hjertet, skal du selvfølgelig bruge mikroskop. Men i andre situationer skal man bruge teleskop.«

Hvornår skal man bruge teleskop?

»For eksempel i mit speciale endokrinologi, hvor det er meget med livsstil. Hvis man ikke bruger teleskop, så når man ikke patienten.«

Moustapha Kassem beskriver Tarek Ali Hassan som den, der reddede ham, da han var ved at drukne. Forelæsningen for snart 30 år siden ændrede meget, og Moustapha kom senere ind på Tareks klinik som en slags assistent. Da Ugeskriftet besøger Moustapha Kassem i Odense er det kun få uger siden, at han har været på besøg hos Tarek i Egypten.

Hvad har det betydet, at du mødte Tarek dengang?

»Det har jeg reflekteret meget over,« siger han efter en pause. »Havde jeg ikke havde fået alle disse nøgler, kunne jeg ikke fungere, som jeg gør nu. Jeg behandler patienter, og bagefter går jeg herover og taler med forskere, hvor vi virkelig graver ned til de mindste molekyler. Og hele tiden kan jeg føle, at forskningen er meget relevant i forhold til, hvad jeg laver med patienterne. Det kræver ligesom en eller anden filosofisk indstilling. Selvfølgelig kan man udføre sit arbejde per automatik, men det er noget helt andet.«

Mange mener sikkert, at man skal fokusere, for hvis man breder sig for meget, bliver man ikke god.

»Selvfølgelig. Skal man være renæssancemand eller superspecialist? Det er en modsætning. Man kan ,brede sig tyndt`, det er jeg klar over. Men det handler om at være superspecialist uden at miste sansen for helheden.

Og nogle læsere ville måske tænke, at det er hykleri, hvad jeg siger - for jeg er jo superspecialist inden for stamcelleforskning. Men jeg prøver at sige, at man kan koncentrere sig på et område, men man skal kunne se tingene i det større perspektiv.

Jeg har i øvrigt hele tiden den dialektik inden i mig: Skal jeg være renæssancemand eller superspecialist. Jeg har ikke fundet en god løsning på det - og jeg tror i øvrigt, Tarek har betalt en høj pris, for han er virkelig renæssancemand, men han er kommet i situationer, hvor musikere siger, han bare er læge, og læger siger, han er musiker.«

Du har talt om, at det er vigtigt, at man har en mentor, og at man kan bruge kunsten til at bevæge sig på forskellige niveauer. Kan man sige at både kunst og mentorer er vigtige supplementer til de medicinske bøger?

»Ikke bare bøgerne. Det er mere. Hvis man har levet hele sit liv i et rum som det her.« Moustapha ser rundt i sit næsten kvadratiske kontor med store vinduer ud til tusmørket. »Så tror man måske at verden ser sådan ud. Tarek har åbnet døren for mig. Ud til en meget større verden, hvor man kan bevæge sig mere frit, og hvor mennesker ser anderledes ud, og koncepter forenes. Det er det en mentor kan - han kan åbne dine øjne.«

Blå bog:

48-årige Moustapha Kassem er født og opvokset i nærheden er Kairo i Egypten. Under medicinstudiet mødte han en dansk pige, Mette Kjer Kaltoft, som han »blev familiesammenført med« i Danmark i 1986. Parret har i dag tre børn, Sarah, 20 år, Anders, 16 år og Laura Amira på 11 år, og bor i Odense.

Moustapha Kassem har taget en ph.d. og doktorgrad fra

Århus Universitet. Siden 2002 har han været professor og overlæge i endokrinologi ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.

Derudover er han formand for foreningen Demokratiske Muslimer - ligesom han har været medinitiativtager til Center for kunst og videnskab ved Syddansk Universitet.

Udtryk dig kreativt og bliv bedre læge

Ugeskriftet fanger Tarek Ali Hassen på en dårlig mobilforbindelse I Kairo, Egypten. Stemmen er ungdommelig og meget imødekommende.

Moustapha Kassem beskriver dig som sin mentor, der reddede ham fra at drukne ...

»Det er en ære. Alle mennesker indeholder et stort potentiale, tror jeg. Ikke mindst Moustapha. Min opgave som underviser er at mindske kløften mellem det nuværende niveau og potentialet,« siger han og taler videre om alle menneskers store potentiale på et perfekt engelsk.

Moustapha Kassem har lært meget af dig, men han fremhæver selv erkendelsen af, at videnskab og kunst er tæt forbundne og ikke hinandens modsætninger. Er det stadig din holdning?

»Helt sikkert. Viden har tre bestanddele - den videnskabelige, den kunstneriske og den spirituelle. Det er vigtigt, at de dele arbejder sammen, men som regel arbejder de mod hinanden. Og den ene prøver at tage monopol, men der er aldrig en sandhed.«

Men medicin er vel baseret på facts?

»Nej, nej. Alle "facts" ændrer sig. Vi er hele tiden i en proces mod et mål, som vi aldrig når. I det øjeblik, vi tror på noget absolut, bliver vi fanger af vores egen viden. Den dynamiske interaktion mellem videnskab, kunst og spiritualitet er meget mere vigtig end facts.«

Men hvis kunst er så vigtig for medicin, hvorfor er det fag så nærmest ikke-eksisterende på de medicinske fakulteter rundt om i verden?

»Det er også en af de største tragedier på medicinske uddannelser overhovedet. Det er vitterligt en tragedie. Mine erfaringer er, at de af mine medicinstuderende, der samtidig spiller et instrument, skriver digte, maler eller udtrykker sig kunstnerisk på en anden måde, bliver bedre læger. De bliver mere humane, og de bliver mere succesfulde.«

70-årige Tarek Ali Hassen underviser stadig på universitet i Kairo, han er supervisor for forskere, og han skriver på en bog om læring. Derudover arbejder han for NGO'en, The ZKH Foundation for Human Development.

Læs mere om Tarek Ali Hassan på: www.tarekalihassan.org